Printervenlig version

Illuminationer

Billedinitial og ornamenteret initial i Skarðsbók af Jónsbók (AM 350 fol).

Illustrationskunsten
Kirkerne var de eneste steder, hvor almindelige mennesker havde adgang til kunst i tidligere tider, da kirken havde økonomiske midler til at lade udarbejde kunstværker, Gud til ære. Bevarede håndskrifter og illuminationerne i dem er, foruden træskærerarbejderne, de bedste kilder til islandsk middelalderkunst. Illuminationer i håndskrifter er ikke mindst vigtige på grund af de oplysninger, de giver om, at kirkekunst har blomstret på Island og malerier, fx helgenbilleder, der siden er gået tabt, tidligere må have prydet kirkerne. Der har ikke været foretaget mange undersøgelser af illuminationerne i de islandske håndskrifter, men de viser dog at islændingene søgte inspiration i Europa, navnlig i England.

Billeder i håndskrifter kaldes, som det fremgår, for illuminationer, og udsagnsordet (verbet) er ‘at illuminere’ (af lat. illuminare), der betyder ‘at oplyse’. Årsagen til brugen af netop dette ord, kan muligvis findes i, at der i udenlandske bøger ofte brugtes guld, således at de illuminerede sider ligefrem lyste op. I de bevarede håndskrifter kan man se, at skriverne og illuminatorerne nåede et højt kunstnerisk niveau, hvad angik bogstavernes form, udsmykninger og illuminationer.

Opslag i håndskriftet Staðarhólsbók af Grágás-loven(AM 334 fol) fra sidste del af det 13. århundrede med mange ornamenterede initialer.

Udviklingen i illuminationerne i islandske håndskrifter
De ældste illuminationer, som man med sikkerhed kan hævde, er islandske, findes i to fragmenter af det videnskabelige værk, Physiologus,fra omkr. 1200. Stilmæssigt er det ene fragment i romansk stil, mens illuminationerne i det andet viser hen til et ældre forlæg, muligvis af angelsaxisk oprindelse. To håndskrifter af den islandske fristatslov, Grágás, i håndskrifterne Staðarhólsbók (AM 334 fol) og Codex Regius (GKS 1157 fol) hhv. fra omkring midten og noget efter midten af det 13. århundrede er smukt illuminerede med romanske initialer, der vidner om, at tradionen med at illuminere håndskrifter omkring midten af det 13. århundede havde fast grund under fødderne. Der er dog kun bevaret få illuminerede håndskrifter frem til 1300, men derefter bliver der flere og flere.

I det 14. århundrede nåede bogfremstillingen et højdepunkt på Island, og på det tidspunkt synes islændingene at have godt tag på samtlige dele af bogfremstillingens kunst, lige fra tilvirkning af skind til skrift og illuminering. Af de mange og forskelligartede illuminerede håndskrifter fra denne tid kan man se, at der må have dannet sig forskellige ‘skoler’ inden for illuminationskunsten, fx i klostrene på Helgafell, hvor Skarðsbók af Jónsbók (AM 350 fol) menes skrevet og illumineret, og på Þingeyrar, hvor det må antages at håndskriftet AM 227 fol af bibeloversættelsen Stjórn er blevet skrevet og illumineret.

Ornamenteret initial fra Staðarhólsbók af Grágás (AM 334 fol).

Anonyme kunstnere
Middelalderens malere var, ligesom skindbearbejdere og skrivere, for det meste ukendte arbejdere. De få kilder, der tilkendegiver kunstnerens navn, peger i de fleste tilfælde på, at de har været mænd. Der er dog ikke noget til hinder for, at kvinder også har kunnet arbejde med dette, som man kan se det i udenlandske nonneklostre, hvor kilder bevidner, at kvinder har været overordentlig virksomme inden for fremstillingen af bøger – ikke mindst som illuminatorer – fra omkr. det 10. århundrede. Det vides med sikkerhed, at islandske kvinder, deriblandt også nonner, gav deres bidrag, hvad angik udsmykningen af kirkerne, i hvert fald med broderier og vævet stof, hvis ikke andet.

Illuminatorerne underskrev i det hele taget ikke håndskrifterne snarere end skriverne. Undtagelsen kan man dog finde i Flatøbogens fortale, hvor det fremgår, hvem der skrev og illuminerede bogen, og desuden, hvem bogen blev skrevet til. Dette er et særtilfælde blandt islandske middelalderhåndskrifter. To præster, Jón Þórðarson og Magnús Þórhallsson, skrev bogen og den sidstnævnte illuminerede hele bogen. Han har også illumineret et andet, overordentlig smukt håndskrift, AM 226 fol af Stjórn.

En helsides illumination (billedinitial) i AM 227 fol af bibeloversættelsen Stjórn.

Illuminationer: ornamenterede initialer og billedinitialer
Den almindeligste form for illumination i håndskrifterne forekommer ved initialerne og billedinitialerne. Billedinitialerne findes ved begyndelsen af nye sagaer eller større afsnit i lovene, og billedet forestiller ofte noget, teksten fortæller om eller belyser den på en eller anden måde. Initialer er oftest ornamenteret eller udsmykket (hvorfor de kaldes ornamenterede initialer) og står i begyndelsen af kapitler eller paragrafer, men er ikke så store som billedinitialerne, og de er i det hele taget almindeligere i teksterne. I udlandet var det almindeligt, at der blev benyttet guld ved udsmykningerne af håndskrifternes sider, men det synes at have været sjældent på Island, selvom der findes enkelte eksempler.

Ornamenterede initialer og en billedinitial i kongesagahåndskriftet Flatøbogen (GKS 1005 fol).

Der er benyttet forskellige stilarter og farver ved illuminationerne, så man kan sige, at hvert illumineret håndskrift har sine særegenheder, selvom man kan samle håndskrifterne i grupper efter ligheder i stilen. Mange håndskrifter med legender om hellige mænd og kvinder eller andre gejstlige tekster er meget kunstfærdigt udsmykkede, hvilket vidner om kirkens pragt og rigdom. Mange islandske lovbøger, af hvilke mange er bevarede, er også smukt illuminerede. I nogle af dem, fx Heynesbók (AM 147 4to) og Reykjabók (AM 345 fol) fra sidste halvdel af hhv. det 15. og 16. århundrede, er margin på næsten hver eneste side udstyret med forskellige, farvelagte tegninger af scener fra dagliglivet, der tydeligvis er udførte af talentfulde tegnere.

En billedinitial fra lovbogen Svalbarðsbók (AM 343 fol).

Sagahåndskrifter og digtsamlinger
Sagahåndskrifter har ofte udsmykkede initialer, når en ny saga eller et nyt kapitel begynder, undertiden i farve, mens billedinitialer er sjældne. De så godt som eneste bevarede sagahåndskrifter med illustrationer, er Njálssaga-håndskriftet Kálfalækjabók (AM 133 fol), hvori der findes tre billedinitialer, samt kongesagahåndskriftet, Flatøbogen (GKS 1005 fol), der er rigt illumineret. Der er dog også andre kongesagahåndskrifter med illuminationer.

Blæktegninger i Margrétar saga i AM 431 12mo.

Rímur- og digtsamlinger er almindeligvis ikke illuminerede, selvom der findes undtagelser, som fx AM 604 4to. Illuminationerne i dette håndskrift er næsten alle udførte med blæk, og findes ofte i margin.

Ligevis har en lille bog med Margrétar saga, AM 431 12mo, fra omkr. 1500, morsomme illuminationer, udførte i blæk. Det er iøvrigt sjældent, at små bøger er fyldt med billeder. I slutningen af bogen står følgende marginalnote:

Bogens skriver har sikker været Jón Arason, søn af Ari Jónsson, præst på Vestfjordene, i begyndelsen af det 16. århundrede. Hans bror, Tómas, og deres far skrev og illuminerede mange bøger med forskelligt indhold. Deres skriverhænder er dog så ens, at det er svært at skelne mellem dem.

Illuminationerne i rímur-samlingen AM 604 4to og i dette håndskrift af Margrétar saga er eksempler på en metode, der er meget almindelig i det 16. århundrede; den består i, at man bruger bogstaver fra trykte bøger som forbilleder til initialer i håndskrifterne. Ari Jónsson og hans to sønner skrev og illuminerede også den nævnte rímur-samling.