Printervenlig version

Den islandske Teiknibók

Samson og løven i den islandske Teiknibók (AM 673 a III 4to).

Hvilken slags bog?
Det islandske middelalderhåndskrift Teiknibók (AM 673 a III 4to) er en billedbog, som navnet viser (isl. Teiknibók = da. Tegnebog). Den indeholder en samling koncepter, som islandske  kunstnere i middelaleren har brugt, fx når de illuminerede håndskrifter eller malede alterbilleder. Bogen består af 21 skindblade med blæktegnede billeder på begge sider af hvert blad. Håndskriftet er i meget dårlig stand, skindet er rådnet og fuldt af huller mange steder, hvorfor det kan være svært at følge alle linjer eller træk i enkelte billeder og bogstaver.

Teiknibók indtager en særstilling og er overordentlig værdifuld – på trods af den dårlige bevaringsstand. Bogen er den eneste af sin slags, der er bevaret i Norden, og få af samme slags er bevaret andre steder i Europa. Da bogen blev udleveret fra København til Island i sin tid, bestilte man en særlig plads til det i flyet, så det ikke kom ud for de mindste stød.

Sankt Jørgen (Georg) dræber dragen på siderne i Teiknibók (AM 673 a III 4to).

Brug af koncepter i middelalderen
Teiknibók-håndskriftet har ganske vist tilhørt et kloster, hvor den er blevet brugt i illumineringsarbejdet. I bogen har kunstnere fundet koncepter til illuminationer i nye bøget. 

I middelalderen var idéen om kunstnerisk skabelse anderledes end i dag. Forfatterbegrebet forstod man ikke på samme måde som i dag, fordi alt under solen var en del af Guds skaberværk, og dét var der ikke nogen grund til at pille ved. Ligesom historikerne benyttede sig af eksisterende kilder, og ofte afskrev dem direkte uden at nævne det explicit, fik man kunstnere til at lave en efterligning af noget som allerede fandtes. Derfor var der god brug for Teiknibók med sin samling af koncepter.

En ridder på en del af en side i Teiknibók (AM 673 a III 4to).

Hvem tegnede billederne?
Man mener, at tre til fire kunstnere har samlet koncepterne i bogen over 150 år fra 1350–1500. To af tegnerne må tage æren for de fleste billeder i bogen. Den første tegner har nok arbejdet i årene 1340–60, og han tilegnes billeder på 16 sider i håndskriftet. Den anden hovedtegner har formentlig arbejdet i årene 1450–75, og han er manden bag billeder på 22 sider. Koncepterne i Teiknibók har sikkert været brugt ved illuminationer såvel som andre kunstværker, så som ved fremstillingen af altertavler og andre malede billeder, samt udskærerarbejder eller fremstillingen af sølvsmykker.

Man kan kun henføre to illuminationer i bevarede håndskrifter til den første tegner i Teiknibók. Ellers er det få billeder, man har fundet i andre håndskrifter, som man kan spore til Teiknibók; men man skal også tænke på, at der er mange håndskrifter, der er gået tabt, og sammen med dem den kunst, de indeholdt.

Bogen har muligvis været i klostret på Þingeyrars eje i middelalderen, og den har sikkert været i brug indtil den kom i håndskriftsamleren Árni Magnússons varetægt omkring eller noget efter 1700.

Maria med barnet ved brystet i Teiknibók (AM 673 a III 4to).	Et opslag med forskellige tegninger fra Teiknibók (AM 673 a III 4to).

Huller stukket omkring et billede for at mærke dets omkreds til brug ved et nyt billede. Koncept til en billedinitial i Teiknibók (AM 673 a III 4to).

Forbindelse mellem billeder
Forskerne havde længe syntes, at der var ligheder mellem billeder i Teiknibók og illuminationerne i nogle bestemte håndskrifter. Blandt disse er et billede af korsfæstningen i dødebogen i AM 249 e fol og et billede af Josua i Stjórn-håndskriftet AM 227 fol (bl. 71v). Dertil kommer billeder i et fragment af psalteren, der nu findes i Sverige, samt billeder på nogle enkelte blade i en graduale i AM Facs. V 12 fra Höskuldsstaðir på Skagaströnd. En kunsthistoriker sammenlignede billederne og kunne påvise, at billeder i dødebogen og i gradualen er meget lig de billeder, som findes i Teiknibók, der regnes for at være tegnet af den første tegner, som man mener har arbejdet omkr. midten af det 14. århundrede.

Illuminationernes stilkarakteristika i Stjórn-håndskriftet og i fragmentet af psalteren, der menes at være udført af samme illuminator, er derimod med et noget anderledes præg end det, som man mener tilhører den første tegner. Derfor regner man ikke med, at der er tale om samme illuminator i de to tilfælde, selvom illuminationerne i disse fire håndskrifter kan have været lavet på samme sted.

Dette sted har sikkert været et slags center for bogproduktion, og man må regne med at de ældste dele af Teiknibók er levn af en samling af koncepter, der blev brugt ved illumineringsarbejdet der. Derfor må man regne med, at en gruppe skrivere og illuminatorer har arbejdet på det samme sted, hvor man fremstillede både verdslige og gejstlige bøger. Derfor er det også usandsynligt, at der er tale om et høvdingesæde. Mere sandsynligt har sådanne omgivelser været at finde i klostrene, og klostret på Þingeyrar forekommer at være den bedste kandidat.

Muligvis koncept til et smykkeskrin i Teiknibók (AM 673 a III 4to).

Der kan have været så mange som 3–5 personer, som har arbejdet på fremstillingen af Stjórn-håndskriftet AM 227 fol, både med at skrive og illuminere bogen. Der findes to hænder i håndskriftet, og de røde overskrifter er skrevet af skriverne selv. Alle otte billedinitialer er den samme kunstners værk, der desuden lavede nogle af de andre initialer; dertil har to andre illuminatorer arbejdet med håndskriftet. I alt er der derfor tre illuminatorer, der har arbejdet med håndskriftet, og det er muligt, at to af dem var skriverne, selvom det ikke er muligt at give særlige argumenter herfor.

Den ene hovedhånd i AM 227 fol har man genfundet i 12 andre håndskrifter, hvilket viser, at vi har med en produktiv afskriver at gøre. Det er så heldigt, at ét af disse håndskrifter er det illuminerede psalter-fragment, hvilket yderligere underbygger forbindelsen mellem disse håndskrifter. Håndskriftstudier støtter således også forbindelsen mellem det illuminerede psalter-fragment og Stjórn-håndskriftet.