Printervenlig version

Håndværket

Skindbearbejder, der arbejder med en halvmåneformet kniv. Illumintation i et håndskrift fra Nürnberg Amb. 317. 2° 34r..

Bogfremstilling i middelalderen
På det tidspunkt da den latinske skrift først kom til Island, blev bøger fremstillet af skind. Skind har været brugt på mange forskellige måder gennem tiden; fx til fangstredskaber, seletøj, sko eller beklædning, men for ca. 4500 år siden blev der opfundet en metode til at tilberede skind så det blev et godt og praktisk materiale til at skrive på. Den slags skind blev kaldt pergament og kan fremstilles af huder af får, geder og kalve.

Pergament adskiller sig fra læder ved at skindet ikke er garvet efter afhåring; derimod bliver det udspændt i en ramme og tørret. Denne behandling gør skindet meget holdbart hvis det bliver opbevaret under de rette betingelser; hverken for tørt eller for fugtigt.

Pergament var et dyrt materiale og mere kompliceret at fremstille end papyrus, men fordi det var betydelig mere holdbart, blev det hurtigt udbredt. Til det nordvestlige Europa kom pergamentet med kristendommen, og det blev det mest almindelige materiale til bogfremstilling i middelalderen. Fra 1300-tallet og frem tog man i voksende omfang papir i brug i Europa, ikke mindst efter at bogtrykkerkunsten havde muliggjort massefremstilling af bøger; på Island afløste papir lidt efter lidt pergament i løbet af 1500-tallet.

Klik her for at se arbejdsgangen. Arbejdet med at fremstille en bog bestod af flere trin. »

Bøger og pergament
I begyndelsen blev pergament skåret i aflange firkantede stykker som blev syet sammen og rullet op ligesom man havde gjort med papyrus (heraf har man ordet “rolle” som egentlig betyder den papyrusrulle, hvor en skuespiller kunne læse sine replikker). Nogle århundreder ind i vor tidsregning dukkede de første bøger op. I stedet for at sy de aflange stykker pergament sammen lagde man de tilskårne blade oven på hinanden og “bandt” dem sammen til bøger. Det var meget mere praktisk at finde et bestemt sted i en tekst ved at blade i en bog end at rulle pergament “roller” frem og tilbage, og derfor blev bogformatet populært.

Bogfremstilling i middelalderen var et stort og kompliceret arbejde. Først skulle man skaffe skind og tilberede det. Dernæst forberede tekstblokken, koge blæk og skære penne. Så først kunne man begynde at skrive. Når man var færdig med at skrive teksten, blandede man farver til brug for kapiteloverskrifter og undertiden illuminationer. Til sidst blev bogen indbundet, og så var den endelig helt færdig.

Sandsynligvis er der efterhånden opstået en vis arbejdsdeling eller specialisering i tilberedning af pergament og bogfremstilling, i det mindste i Europa. Skindet er så først blevet tilberedt på ét sted, spændt op på en træramme og tørret, og senere transporteret til et andet, hvor man har arbejdet på selve bogfremstillingen, fx i et kloster eller hos professionelle skrivere.

Fremstilling af bøger, ligesom overhovedet alt hvad der havde med læsning og skrift at gøre, var nært knyttet til kristendommens indførelse på Island, ligesom i de andre nordiske lande. Når sådanne teknikker overtages fra andre kulturer, vil det ofte være nødvendigt at tilpasse dem til lokale forhold, særlig når landet som Island er en ø der ligger langt fra andre lande. Det gælder ikke mindst håndværksmæssig kunnen; og islændingene tilpassede da også metoder ved bogfremstilling til de foreliggende omstændigheder og materialer, både når det gjaldt tilberedning af pergament og fremstilling af blæk og farver.