Printervenlig version

Genbrug af skindet

Et ark med Gisle Surssons saga, der har været brugt som bogomslag om en anden bog (AM 445 c I 4to).

Skindbladenes mange brugsmuligheder
Man må gå ud fra, at lige fra man begyndte at skrive på pergament, har forældede og udtjente bøger været genbrugt på en eller anden måde. Mange enkelte skindblade er således netop blevet bevaret, fordi man har kunnet bruge dem til noget andet. Det er ofte sådan, at interessant indhold ellers ville være gået fuldstændig tabt, hvis det ikke var for disse genbrugte pergamentrester. Det var ikke godt at bruge pergament til sko, selvom islændingene ofte havde dårlige sko; men der fandtes forskellige andre måder at udnytte skindet på, fx brugte man det ofte til bogomslag, tøjmønstre eller som melsigte, som man kan se af eksemplerne nedenfor.

Hvis indholdet i en bog blev forældet eller censoreret, forsøgte man undertiden at udviske blækket eller skrabe det af pergamentet. Bladene blev selvfølgelig en smule tyndere og pergamentet ikke nær så holdbart. Som oftest kunne man imidlertid ikke fjerne det gamle blæk fuldstændigt; man kan ikke sjældent se spor efter det. Et skrabet blad eller skindbøger kalder man for palimpsester.

Reykjarfjarðarbóks skæbne
I det 17. århundrede fandtes et fremragende håndskrift med Sturlunga saga, sandsynligvis skrevet omkring 1400. Gísli Jónsson i Reykjafjorden ejede bogen. Han lånte den ud, og mens den var udlånt, blev den våd, så bladene begyndte at falde ud af den. Desuden var der gået en del råd i den og den var blevet mørk. Den har sikkert ikke været nem at læse i. Derfor blev det bogens skæbne at blive sønderdelt og bladene blev brugt som omslag om læg eller som hylster til knive. Noget lignende er naturligvis overgået mange skindbøger gennem tiderne.

Håndskriftsamleren Árni Magnússon hørte om denne skindbog og forstod dens værdi og forsøgte at få samlet alle resterne af den. I årene 1701–24 fik han fat i rester af 30 blade, alle mere eller mindre beskårede. Da var omkring 150 blade af bogen gået tabt. Resterne af Reykjarfjarðarbók findes i dag under katalognummeret AM 122 b fol, og her nedenfor kan man se to blade, der delvist er bevaret, fordi de er blevet brugt som tøjmønster, som Árni Magnússon senere fik fat i. Selvom der er tabt Sturlunga saga-tekst på disse sider, så skal man samtidig tænke på, at mønstret i det mindste er en kilde til beklædningen i det 17. århundrede.

Reykjarfjarðarbók af Sturlunga saga (AM 122 b fol) er i ringe stand. Nogle af bladene er blevet brugt som mønster til en trøje.	Den anden revers af trøjen i Reykjarfjarðarbók (AM 122 b fol).	Palimpsest. Teksten på denne side i Heynesbók (AM 147 4to) er blevet skrabet af skindet, så man kunne skrive en ny i stedet.

I Physiologus findes en beskrivelse af forskellige væsener og dyr ud fra en kristelig og etisk synsvinkel, idet hvert dyr har en betydning, enten god eller ond, i overensstemmelse med den kristne lære. På de blade, der ikke er beskrevne, er der illuminationer, som viser middeladermenneskenes idéer om fjerne og fremmede folk. Disse illuminerede sider er sandsynligvis de ældste eksempler på islandske illuminationer, der er bevaret. Billederne på begge sider af skindbladet, man kan se her nedenfor, menes at være tegnede efter gamle, angelsaxiske forlæg. Árni Magnússon fik dette fragment, et andet fragment af Physiologus samt Teiknibók fra Vestfjordene. Der er ikke bevaret håndskrifter med Physiologus-teksten andre steder i Norden.

Et opslag i AM 673 a I 4to af Physiologus, som man har gennemhullet for at bruge det som melsigte.	Den anden side af samme blad af Physiologus-håndskriftet AM 673 a I 4to. Bogen fortæller om eventyrlige dyr, der bebor fjerne lande.

Tryk her for at læse hele fragmentets tekst >>