Printervenlig version

Er håndskrifter noget særligt?

Disse børn fejrede, at håndskrifterne kom hjem til Island igen i april 1971. Kan de mon huske det endnu i dag?

Materiale til talrige undersøgelser
Håndskrifter er ikke mindst noget særligt på grund af det vidnesbyrd, de kan give om vores forfædres og -mødres liv. De er som et vindue, igennem hvilket man kan se ind i fortiden. Teksten kan fortælle om, hvad den eller de har sat pris på, som besluttede at nedskrive den og bevare den, og hvorledes de, som kunne skrive og havde midler til at betale for at få lavet bøger, værdsatte dem. Fortællingerne om landnammet, lov, videnskab, hellige tekster, slægtsrækker og annaler, digtning og sagaer blev nedfældet på skind enten p.g.a. stoffets vigtighed eller til fornøjelse.

Håndskrifterne kan desuden give os en forestilling om samfundet i gamle dage. I lovbøger kommer folks syn på rigtigt og forkert frem. De fortæller, hvad der skulle straffes, og dermed, hvad man måtte gøre. Fåretyveri var fx en alvorlig forbrydelse, der blev straffet ved hænging, i det mindste på nogle tidspunkter i historien. Det viser at ejendomsretten har været vigtig. Håndskrifternes indhold viser således, hvilken vægt samfundet eller nogle individer lagde på bestemte ting, og efterhånden som flere havde mulighed for at skrive bøger, blev også forskelligheden større.

Bergthorasgade på Amager i København.

Håndskrifternes indhold har været benyttet som historiske kilder til folkets historie. Íslendingabók og Landnámabók er kilder om landnammet, landnamsmændene og Islands historie fra de første årtier efter landnammet. Samtidssagaerne, d.v.s. nogle bispesagaer og Sturlunga saga regnes som kilder til den borgerkrig, der hærgede Island omkring 1200 og frem til over midten af det 13. århundrede.

Islændingesagaerne har gennem tiderne været læst både for fornøjelsens skyld og til oplysning. De er også blevet undersøgt fra mange synspunkter. Litteraturforskere, filosoffer, islandskforskere, kunsthistorikere, jurister, læger, antropologer, sprogvidenskabsmænd, historikere, filologer, folklorister og genealoger har – for at give nogle eksempler – fundet deres empiriske materiale i håndskrifterne. Deri ligger bl.a. deres værdi. Indholdet i dem diskuteres stadig. Emnerne er mange, både de emner, som har været diskuteret, dem der diskuteres nu samt dem, vi i fremtiden vil diskutere.

Leifsgade på Amager i København.

Bevaringen af håndskrifterne, marginalnoterne i dem, udseendet og sammensætningen af bøgerne kan også fortælle sin historie: om håndværket og håndværkskunnen i middelalderen, om folks syn på bøger og om deres ideer om, hvilket indhold man kunne samle i samme bog. Det er derfor vigtigt, at man kan benytte de gamle bøger som kilder til fortiden.

Billederne i håndskrifterne kan vise os både, hvordan folk klædte sig og hvad de arbejdede med på nedskrivningstiden, men dertil kan man også se forskellig stil og brug af farver i dem. Hver bog har sine karakteristika, som det kan være lærerigt at undersøge og sammenligne med andre bøger, fx om samme emne eller fra samme tidsrum. Håndskrifter er særlige genstande, fordi hver bog er den eneste af sin slags; ved masseproduktion kan man fremstille mange nøjagtig ens kopier, mens man ved håndværk fremstiller ting, der altid vil have bestemte karakteristika. Man kan trykke mange bøger efter det samme trykplader eller forlæg, men to håndskrevne bøger bliver aldrig fuldstændig ens.