Printervenlig version

Den færdige bog

Her ser man en munk i færd med at gøre bogen klar ved at skære siderne til.

Arbejdet med bogen
Det færdige pergament blev taget ud af rammerne, inden man kunne fortsætte med bogfremstillingens næste trin. Der har muligvis været særligt uddannede håndværkere, som tog skindet fra pergamenthåndværkeren og klargjorde det for skriveren. Ofte var dog fremstilling af pergamentet en del af skriverens arbejde.

Først skar man de dele af skindet bort, som havde omsluttet boven, så at hvert stykke skind fik en firkantet form. Pergamentsarkene, som man derved fik, skulle have nogenlunde samme størrelse, ville man bruge dem i én bog. Efter at man havde besluttet bogens format, udvalgte man pergamentstykkerne, som derefter blev skåret til i overensstemmelse med bogens format. Størrelsen på håndskrifter bestemmer man efter, hvor mange sider, man kan få ud af hvert pergamentark, d.v.s. efter hvor mange gange man skulle folde arket. Håndskrifterne i håndskriftssamlingerne inddeles (ofte) bl.a. efter format. Det må dog bemærkes, at håndskrifter i samme format kan være af forskellig størrelse.

Tilskæring og foldning af pergamentet
Når man foldede et ark en enkelt gang, fik man to blade eller fire sider til at skrive på. Dette format hedder folio. Ved den følgende størrelse skar man arket over i to dele, hvorefter hver halvdel foldedes, og så fik man fire blade eller otte sider. Det format hedder kvarto (skrevet 4to). Den tredje størrelse fik man, når man skar arket ud i fire dele inden man foldede hver del. Det er oktavo (skrevet 8vo) med 16 sider. Den mindste størrelse var duodecimo (12mo) med 24 sider pr. ark. Ved det format skærer man arket over i 6 dele. Vore dages papirstørrelser er sammenlignelige med skindbøgernes formater. Et blad i folio-format svarer nogenlunde til A3-størrelse, kvarto til A4 og oktavo er nogenlunde samme størrelse som A5.

Her ses forskellige håndskrift-formater. Folio er størst, dernæst kvarto, siden oktavo og endelig duodecimo.

Denne bog er i folioformat. Man har således brugt et helt skind til hvert ark.

Denne bog er i det mindste format, duodecimo.

I Codex Regius af Grágás-loven (GKS 1147 fol) fra midten af det 13. århundrede kan man tydeligt se markeringen af linjer, spalter og margin.

Markering af linjer og spalter
Før man tog pergamentet i brug, blev det gnubbet med pimpsten og nogle gange også med kalk for at gøre overfladen endnu glattere og tilvirke det således, at det kunne suge blækket til sig så godt som muligt. Kødsiden, den side af skindet, som havde vendt ind mod dyret, er i det hele taget grovere end hårsiden, og derfor måtte man ofte arbejde længere tid med denne side for, at den kunne blive god at skrive på.

Efter at det var gjort, markerede man skriftfladen. Der blev markeret for linjer og spalter ved at stikke huller eller lave små ridser med jævne mellemrum i margin på hver opslag. Derefter var det almindeligt, at man v.h.a. en lineal ridsede linjer mellem hullerne. Markeringen af linjer og spalter blev lavet med enten en kniv eller med et benredskab, med en blygriffel eller med blæk. Markeringerne kan i nogle tilfælde endnu ses på pergamentet.

Klik her for at se billeder af forberedelsen til og selve fremstillingen af en bog fra et tysk håndskrift fra det 13. århundrede >>

Her ses læggene i Codex Regius af eddadigtene (GKS 2365 4to) fra det 13. århundrede, der er taget ud af bindet.

Læg i en bog
Pergamentbladene blev lagt sammen i læg, sikkert før man begyndte at skrive teksten, fordi man ellers skulle passe på at skrive teksten i den rigtige rækkefølge på bladene, som siderne kom til at ligge, når man samlede lægget. Der var ofte fire ark i et læg, selvom dette antal ikke er universelt, og der var mange læg i en bog. Da skindet ikke var ens på begge sider, blev det meget almindeligt i Europa at lægge pergamentbladene sådan sammen, at kødside stødte op mod kødside og hårside stødte mod hårside, således at man samlet set fik et smukkere helhedsindtryk, når man åbnede bogen. Denne hovedregel blev ikke altid fulgt i islandske håndskrifter.

Skriften følger skindets form.

Pergament var dyrt
Fordi skind var en dyr vare, forsøgte man gerne at udnytte det, selvom der skulle være nogle småfejl på det. Rifter blev således syet sammen, og man skrev rundt om eventuelle huller. Af samme grund kan man finde blade i håndskrifterne, der er af forskellig størrelse eller har en uregelmæssig form, hvilket viser, at man gjorde sit yderste for at kunne udnytte hvert stykke skind.

De mere opfindsomme fandt sjove måder at udnytte hullerne på. Hunden på det øverste billede er fra margin i Svalbarðsbók (AM 343 fol). På billedet her nedenfor vises, hvorledes en rift er blevet syet sammen i Codex Regius af eddadigtene (GKS 2365 4to) fra det 13. århundrede.

Ikke sjældent har enhver lille skindlas været ydnyttet i bogfremstillingen. Her ved siden af ser man, at skriften følger skindets form i rímur-håndskriftet AM 604 4to fra det 16. århundrede.

En sjov måde at udnytte hullet på.	En rift syet sammen.