Printervenlig version

Skrivernes arbejdsmetoder

En munk med en vokstavle. Et udkast til teksten skrevet med en griffel på en tofoldig vokstavle.	En munk med en pen og en kniv. Pennen er blevet skåret til inden skrivningen begyndte.	En skrivermunk med en hævet rettelseskniv. Fejl under skrivningen skrabede man bort.

Ord skrevet over linjen, og prikker under bogstaverne. Fra Staðarhólsbók af Grágás-loven (AM 334 fol).

Arbejdsmetoder
Når en skriver skulle afskrive et håndskrift, må han enten have haft et forlæg foran sig, som han skrev af efter, eller også må en eller anden have læst teksten op for ham. Skrivere begik ofte fejl, når de afskrev, og på grundlag af disse fejl, kan man drage nogle konklusioner om arbejdsmetoderne.

Nogle skrivefejl kan vise, at en skriver har misforstået oplæsningen af en tekst. Almindeligere er de fejl, der viser, at enten har den, som læste op, eller skriveren selv sprunget noget tekst over i forlægget.

I sådanne tilfælde kan der mangle alt fra nogle få ord til hele sætninger, ja, selv hele afsnit. Når der manglede meget tekst, kunne man ikke bare skrive de manglende ord oven over linjen, som man gjorde, når der manglede et eller to ord. Nogle skrivere havde deres egne måder at rette på og skrev teksten, der manglede, på en lille skindlap, der siden blev bundet ind med bogen på det rigtige sted – når bogen fik bind. Eksempler herpå ser vi både i lovhåndskriftet Arnarbælisbók (AM 135 4to) og i rímur-håndskriftet AM 604 4to.

I lovhåndskrift Arnarbælisbók (AM 135 4to) er der blevet indsat et stykke pergament med tekst, som man har sprunget over under skrivningen.	Hvis en skriver kom til at springe over et stykke tekst, blev det ofte skrevet i margin eller mellem linjerne. Fra Arnarbælisbók (AM 135 4to).

Man har prøvet at skrabe linjen bort fra håndskriftet med en rettelseskniv. Codex Regius af Grágás-loven (GKS 1157 fol).

Fejl og rettelser
I middelalderen var der ikke mange ting, man kunne bruge til at udviske blæk eller til at rette fejl, der ofte fremkom under skrivningen, for man havde jo endnu ikke opfundet retteblæk eller viskelæder. Hvis man opdagede fejlen straks, kunne man dog bortskrabe blækket med en rettekniv. Skrivere havde også forskellige andre muligheder for at rette teksten.

En skråstreg over linjen viser, at man skal ændre ordenes rækkefølge. Codex Regius af Grágás-loven (GKS 1157 fol).

Man kunne fx sætte prik under bogstaver, man ikke skulle læse. Hvis der var blevet glemt et ord, blev det gerne skrevet oven over linjen eller i margin, og nogle gange udstregede man de ord, der ikke skulle være i teksten. Særlige tegn, som oftest en skråstreg oven over linjen, betød, at ordenes rækkefølge skulle være en anden.

Et udkast til teksten blev først nedskrevet med en griffel på en dobbelt vokstavle. En munk i arbejde

Vokstavler
Skrivere har muligvis undertiden benyttet sig af vokstavler til at skrive et udkast på for at undgå fejl før de begyndte at skrive, bl.a. hvis det var et vigtigt dokument, der skulle skrives. I Lárentíusar saga biskups (Hisotiren om Biskop Laurentius på Holar)kan man læse, hvordan han brugte vokstavler ved sit arbejde.

De blev lavet ved, at smeltet voks blev hældt i en træramme, hvor man lod det tørre, og siden skrev man i voksen med en griffel. Tavlen kunne man bruge igen og igen ved at skrabe det øverste lag af voksen bort. Det kunne man gøre indtil hele voksen var brugt, og man måtte så på ny hælde voks i rammen. De eneste tavler, der er bevaret på Island, daterer sig fra det 16. århundrede, og blev fundet i Viðey, hvor der sandsynligvis var skole på det tidspunkt.