Bøger i træbind kunne holde i mange århundreder, men bøger blev alligevel ofte meget slidte ved århundredelang brug, dårlig behandling og ringe opbevaringsforhold. Derfor er det kun få skindbøger, der er bevaret i deres oprindelige bind frem til i dag. De fleste håndskrifter er i et senere bind, og endnu i dag fornyer man de gamle bøgers bind. Når man gør det, forsøger man gerne at arbejde på samme måde, som man gjorde i middelalderen.
 |
|
En del af billeddekoreringen er blev skåret bort i GKS 3269 b 4to. |
Håndskrifter i forskellig størrelse
De bevarede håndskrifter bliver bl.a. ordnet efter størrelse eller format i håndskriftsamlingerne; dog kan bøger af samme format være noget forskellige i størrelse. Forklaringen på det er ofte, at bogblokken er blevet beskåret ved indbindingen eller ved nyindbinding. Dette kunne være, fordi bladene var blevet slidt i kanten, eller man har måske haft et omslag, som man prøvede at få bladene til at passe i. Man kan også forestille sig, at man har villet have håndskrifter af forskellig størrelse, men med samme eller beslægtede emner til at stå ved siden af hinanden på hylden og derfor har været nødsaget til at skære nogle af dem til for at få en mere ensartet størrelse. Et klart tegn på, at blade har været skåret til, er når en del af billeder i marginen mangler i illuminerede håndskrifter.
Bogbindere
Navnene på de fleste bogbindere fra middelalderen er, ligesom skrivernes, pergamenthåndværkernes og illuminatorernes, skrevet i Glemmebogen. Ganske få antydninger findes dog, bl.a. om bogbinderen Snorri Andrésson, der levede i det 14. århundrede. En eller anden bemærker følgende på et blad, der følger en gammel skindbog, AM 671 4to:
| |
Þessa bók hefir Snorri Andrésson bundið og skartaða rauðu skinni
(Denne bog har Snorri Andrésson indbundet og iklædt rødt skind)
|
|
Dette er den ældste kilde om en islænding, som har arbejdet med at indbinde skindbøger. Bindet er sikkert gået tabt, fordi bogen nu er indbundet i et bind fra 1880. Snorri Andrésson trak sig tilbage i augustinerklostret på Helgafell på Snæfellsnes, hvor han døde i 1382. Selvom kilderne ikke fortæller noget om hans forgængere, har der sikkert været mange på de næsten 200 år, der var gået siden bogkunsten var kommet til Island.
Bogbind om islandske håndskrifter
Kun ganske få islandske skindhåndskrifter er bevaret fuldstændige (eller næsten fuldstændige). Mange af dem er mere eller mindre beskadigede og nogle er kun bevaret som fragmenter, evt. kun få blade eller bladstumper af et helt håndskrift. Deraf følger, at der kun er bevaret meget få gamle bogbind. I middelalderen blev bøger almindeligvis bundet ind i træbind overtrukket med læder. De håndskrifter, man mener er i gammel, islandsk indbinding, er dog enten i skindomslag eller i et ubeklædt træbind.
Selvom der kun er bevaret få islandske håndskrifter i træbind, er der dog nok til, at man har kunnet bestemme, at denne type er gammel og at metoden ved fremstillingen af bindet er særlig islandsk. Fordi landet er så fattigt på skov, har man tidligere ment, at træbindene var lavet af drivtømmer, der til stadighed har været det vigtigste arbejdsmateriale for indbyggerne; strandretten var da også i århundreder indbyggernes vigtigste biindtægt. Senere har man dog fundet ud af, at de bevarede træbind er af eg, bøg eller fyr, men de to første træsorter driver ikke i land på Island, og det er derfor klart, at træbind af disse sorter, må være kommet hertil på anden vis.
Aldersbestemmelse og træets proveniens
Eksperter i dendrokronologi, der kan fastslå et træs alder v.h.a. årringe, har undersøgt nogle islandske træbind. Metoden tager højde for, at årringe er forskellige alt efter hvor og hvornår træet voksede, da forskellige vejrforhold og de lokale vækstbetingelser omkring træerne i hvert enkelt område gør, at årringene bliver særlige for hvert enkelt område og tidspunkt.
Metoden særlig nyttig ved undersøgelser af flytbare ting, så som middelalderbøger, skåle, møbler, altre eller skibe. Man har nu fastsat en standard, en såkaldt master-cronology, som man kan bruge, når man skal undersøge alderen og proveniensen af egetræer i Europa, og den blev udnyttet ved undersøgelsen af de islandske bind.
Der er kun bevaret 29 islandske håndskrifter i ubeklædt træbind. I alt har man 57 træplader, da et af håndskrifterne kun har bevaret den ene plade. Der viste sig at være tre træsorter i bindene: 28 af dem var af eg, 16 af fyr og 13 af bøg. Det viste sig også, at begge pladerne til et bind ikke havde nødigt at være af den samme træsort.
Hvor fik islændingene træ fra til bogbind?
Man aldersbestemte kun egetræsbindene, da standarden for fyr og bøg endnu ikke er kommet langt nok i arbejdet med disse to som for eg. I alt undersøgte man 17 egetræsbind, og i 7 tilfælde nåede man et resultat. De resterende 10 bind, som indgik i undersøgelsen, havde enten for få årringe til, at man kunne drage nogen konklusioner af det, eller også kunne man ikke finde deres plads i forhold til standarden af andre årsager.
Islandske middelalderhåndskrifter er sjældent forsynet med årstal, ligesålidt som de er forsynet med forfatter- eller skrivernavn; derfor må aldersbestemmelsen til stadighed bygges på en undersøgelse af skrift og ortografi. De 7 egetræsbind, som det var muligt at aldersbestemme, var fra fem håndskrifter af forskellig alder. Bindene viste sig at være overordentlig ensartede, idet de for størstedelen syntes at komme fra træer, der blev fældet i den sidste halvdel af det 16. århundrede eller i begyndelsen af det 17., og de kom fra Nordtyskland. På den tid havde islændingene nære forbindelser til tyske købmænd, hvilket muligvis kan forklare de pågældende træbinds proveniens.
Ny viden om gamle bind
Tidligere teorier om islandsk bogbind trænger derfor til en korrektion: Nu må man fx holde det for sandsynligt, at den ældre indbindingsmetode var at sætte bogen ind i et skindomslag. Efterhånden må træbind have vundet mere og mere indpas, og efterhånden bliver det et særkende for islandske bind, at de ikke blev beklædt med læder, som det var det almindeligste andre steder i Europa. Det er dog usikkert, hvornår den tradition begyndte. Mange håndskrifter synes at have været uindbundne i kortere eller længere tid, hvilket afblegede forsider på lægene klart vidner om. Højest sandsynligt har det altid været sådan, at man har tænkt på at få bogen indbundet, når behovet meldte sig og omstændighederne var til det – ikke mindst, hvis der var fare for at bogen skulle gå fuldstændig i stykker.
il du vide mere?