Karolingisk minuskel i et fragment (to blade) fra en Homiliebog (AM 237 a fol) fra omkring 1150. Homilier er prædikener med teologiske forklaringer.
I rammen står: ‘[þ]viat þeir fara a eíno augabragþe miþle himens. oc iarþar. svo skiot’.
Med moderne islandsk retskrivning: því að þeir fara á einu augabragði miðli (milli) himins og jarðar, svo skjótt (d.v.s. på dansk: ‘de når på et øjeblik mellem himlen og jorden, ligeså hurtigt’).

Førgotisk skrift, mellemtrinnet mellem karolingisk minuskel og gotisk bogskrift. Eksemplet er fra et håndskrift med Þorláks saga helga (1133–1193), AM 383 l 4to fra midten af det 13. århundrede. Biskop Þorlákr Þórhallsson blev den første islandske helgen, og hans dødsdag, den 23. december eller Þorláksmessa, holdes endnu i hævd.
I rammen står: ‘H(ann) lastaði alldregi veðr sem marg(ir) gera’.
Med moderne islandsk retskrivning: Hann lastaði aldregi (aldrei) veður sem margir gera (d.v.s. på dansk: ‘Han beklagede sig aldrig over vejret, som mange gør det’).

Gotisk bogskrift. Fra håndskriftet apostelsagahåndskriftet Skarðsbók (SÁM 1 fol) fra sidste del af det 14. århundrede. Håndskriftet var længe i kirken på Skarð på Skarðsströnds eje, men det kom til England og blev dér solgt på auktion i 1965. De islandske banker købte håndskriftet og forærede det til det islandske folk.
I rammen står: ‘Þ(ei)r kolluðu h(ann) glæpa man(n) (og) galldra fullan’.
Med moderne islandsk retskrivning: Þeir kölluðu hann glæpamann og galdrafullan (d.v.s. på dansk: ‘De sagde, at han var en forbryder og en troldkarl’).

Ældre gotisk kursiv. Fra Grettis saga i sagahåndskriftet AM 556 a 4to fra slutningen af det 15. århundrede. Håndskriftet består nu af 88 blade, som man mener engang har været ét håndskrift sammen med AM 556 b 4to (består nu af 46 blade), der er skrevet med samme hånd og indeholder syv islændinge-, fornaldar- og riddersagaer.
I rammen står: ‘Gr(ettir) kastade sj(er) á bak apt(r) of(an) i vatn(it) (ok) sock se(m) steinn’. Med moderne islandsk retskrivning: Grettir kastaði sér á bak aftur ofan í vatnið og sökk sem steinn (d.v.s. på dansk: ‘Gretter kastede sig bagover ned i vandet og sank som en sten’).

Ældre nygotisk skrift. Klagebrev i papirhåndskriftet AM 249 c II 4to fra 1558, der indeholder digteren og sysselmanden Páll Jónssons (Staðarhóls-Páll) klage til hofmarskalen på Bessastaðir.
I rammen står: Þessa heilaga og hááfa þingstadar Augsar áár þingz.
Med moderne islandsk retskrivning: Þessa heilaga og háa þingsstaðar Öxarárþings (dvs. på dansk: Dette Öxarár-tingets hellige og høje tingsted).

Yngre gotisk kursiv. Snorres Edda i papirhåndskriftet AM 755 4to, afskrevet ca. 1625‒1668 af pastor Ketill Jörundarson, håndskriftsamleren Árni Magnússons morfar. Ketill Jörundarson var en kendt afskriver og forsker på sin tid, og han benyttede en mere regelmæssig retskrivning end de fleste af hans samtidige. Han brugte aldrig bogstavet y.
I rammen står: ‘h(ann) midladi (og) spekin(n)e, so þ(ei)r skildu alla Jardlega hlute’.
Med moderne islandsk retskrivning: hann miðlaði og spekinni, svo þeir skildu alla jarðlega hluti (d.v.s. på dansk: ‘han formidlede også kundskabet, så de forstod alle jordiske ting’).

Yngre nygotisk skrift. Brev dateret d. 2. juni 1738 (fra brevbogen AM 996 4to), skrevet på papir af håndskriftsamleren Árni Magnússons skriver og adjunkt, Jón Ólafsson fra Grunnavík.
I rammen står: ‘Eg vona þú sende mi(er) pe(n)gana f(yrir) þ(at) í haust’. Med moderne islandsk retskrivning: Ég vona þú sendir mér peningana fyrir það í haust (dvs. på dansk: ‘Jeg håber, du sender mig pengene for det til efteråret’).

Latinsk kursiv. Den skrifttype, der i det 19. århundrede erstattede nygotisk skrift i Norden. Jón Sigurðssons brev til Konráð Gíslason, dateret d. 26. maj 1856, bevaret i Konráð Gíslasons brevsamling, KG 32 nr. 228. Bogstavet ð for det bløde d-lyd er blevet genindført i den islandske retskrivning, som man kan se i ordet ‘Hvað’.
I rammen står: Hvað feginn sem eg vildi, þá get eg ekkert gert útúr bréfi þínu (d.v.s. på dansk: ‘Hvor gerne jeg vilde, så kan jeg ikke hjælpe dig med din forespørgsel’). Som man ser, er både retskrivning og skrifttype næsten fuldstændig som i dag.