Printervenlig version

Humanisme i 1600tallet

Interessante tekster fra middelalderen, så som Islændingebogen og Hungurvaka , er kun bevaret i papirafskrifter fra 1600tallet.

Opbevaringen af håndskrifterne efter 1550
At dømme ud fra de bevarede håndskrifter blev der ikke afskrevet særlig meget af middelalderlitteratur på Island i den første tid efter reformationen. Der er ikke bevaret mange håndskrifter fra den tid, og de, der er bevaret, er mere ensformige, hvad indhold angår, end man tidligere. Der er fx færre sagahåndskrifter, bl.a. med Islændingesagaer, bevaret fra tidsrummet 1550–1625/1650, end fra de foregående og følgende tidsrum. Det var først og fremmest ‘rímur’, man afskrev – ‘rímur’ var populær underholdning i slutningen af middelalderen – og lovbøger, de sidste på trods af, at biskop Guðbrandur Þorláksson i Hólar havde ladet Jónsbók, landets love, trykke i 1578. Legender og kristelige tekster fra den katolske tid, blev forældet efter reformationen, men i stedet kom nye genrer til landet. Man oversatte og afskrev danske og tyske tekster, navnlig med protestantisk emne.

Ligegyldighed eller bortskaffelse af papirhåndskrifter?
Eftersom der er bevaret mange pergamenthåndskrifter fra 1300tallet og frem til reformationen, vækker det lave antal håndskrifter fra perioden 1550–1650 opmærksomhed. Skønt det ofte er forbundet med tilfældigheder, hvorvidt håndskrifter er blevet bevaret eller ikke, så kan der undertiden findes forklaringer på det. I den nævnte periode gør papir i stedet for pergament som materiale ved bogproduktionen ligeså stille sit indtog. Men papiret var ikke ligeså slidstærkt materiale som pergamentet, og det er muligt, at mange af de ældste papirhåndskrifter simpelthen er blevet slidt op. Det kan derfor være, at man på den tid har læst og afskrevet sagaer, selvom vi ikke har bevaret netop de håndskrifter, man læste og afskrev. Dertil kan folks smag have ændret sig og evt. er interessen i gamle sagaer blevet mindre. Efter reformationen følte kirkens folk, fx biskop Guðbrandur Þorláksson, afsky for tekster fra den katolske tid, ikke kun fortællinger om helgener o. desl., men også om personer fra hedensk tid, d.v.s. tekster som foregik før vedtagelsen af kristendommen.

Biskoppen Brynjólfur Sveinsson (1605–1675) i Skálholt. Billede fra Wikipedia.

Kilder snarere end underholdning
Biskop Guðbrandur Þorláksson, Arngrímur den lærde, deres samtidige og efterfølgere opfattede den gamle litteratur først og fremmest som historiske kilder og i mindre grad som god underholdning. Denne tro på de gamle sagaers kildeværdi kom til at påvirke lærd og lægs syn på sagaerne i lang tid frem. I dag er synet på sagaernes tilblivelse, og dermed kildeværdi, ændret, og man taler om vigtigheden af den rolle, den mundtlige tradition har spillet ved dannelsen af den skriftlige tradition, der blev ført i pennen af den herskende klasse og på dens opdrag. Der er dog ikke enighed om sagaernes sandhedsværdi.

I den følgende generation af humanister var det stadig landets biskopper, der stod i spidsen, Þorlákur Skúlason på Hólar (f. 1597, biskop 1628–1656), barnebarn af og efterfølger til Guðbrandur Þorláksson, og Brynjólfur Sveinsson i Skálholt i Syd (f. 1605, biskop 1639–1674) – en af de lærdeste mænd på sin tid. Begge var gode humanister, uddannede i København, og de ansatte skrivere til at afskrive hele tekster, især dem, som man mente havde historisk værdi. De indledte dermed den lange periode, hvor mange præster og skrivende lægfolk over hele landet afskrev gamle tekster, undertiden med tilføjede forklaringer, og indsatte dermed atter den slags litteratur på en fornem plads. Man må regne med, at flere læste og kendte til de gamle sagaer, end tilfældet var lige efter reformationen og i begyndelsen af 1600tallet.

Kilder om skrivere

Der er ganske mange kilder om papirhåndskrifters tilblivelse i 1600tallet i forhold til de foregående århundreder. Skrivernes navne er ofte kendte, og det vides, hvor og hvornår håndskriftene blev skrevet, undertiden er der ligefrem oplysninger om opdragsgivernes samfundsmæssige stilling og baggrund. På den tid var Island endnu tyndt befolket og havde ingen byer; kulturlivet var tæt knyttet til kirken. Skriverne eller deres opdragsgivere var gerne præstelærde eller børn af præster, men i øvrigt synes skrivende folk at have været fordelt på alle samfundsklasser. Der har også været professionelle skrivere, hvadenten det var en sidebeskæftigelse eller hovedbeskæftigelse, fx bispernes skrivere.

AM 442 4to og AM 448 4to, to papirafskrifter af pergamenthåndskriftet Vatnshyrna, der gik op i røg ved Københavns brand 1728.

Papirafskrifternes værdi
Længe regnede man ikke de afskrifter af middelalderværker, som fandtes i papirhåndskrifter, af særlig høj værdi i forhold til de tekster, som fandtes i pergamenthåndskrifter. Da pergemanthåndskrifterne tydeligt nok indeholder gamle tekstversioner af et givent værk, fordi de fysisk er ældre, mente man, at de almindeligvis var bedre vidner om de ældste trin af tekstens overlevering. Men i nogle tilfælde er det imidlertid papirhåndskrifter fra 1600tallet, vi kan takke for, at der i det hele taget er bevaret bestemte versioner af et givent værk, da de gamle håndskrifter, som man skrev af efter, siden er gået tabt. Dette gælder fx Hungurvaka og Ari den Frodes Islændingebog, som i sin helhed kun findes overleveret i papirhåndskrifter. Det samme gælder om samlingshåndskriftet Vatnshyrna, der var en samling med islændingesagaer, som brændte i København i 1728. Dette håndskrift har sit navn, fordi det på et tidspunkt befandt sig på Stóra-Vatnshorn i Haukadalur. Det var formentlig skrevet for Jón Hákonarson i Víðdalstunga, på hvis opdrag også det store kongesagahåndskrift, Flatøbogen (GKS 1005 fol) blev skrevet. Papirafskrifter af Vatnshyrna har været lagt til grund for hovedteksten i udgaver af mindst fem islændingesagaer.

Variation og receptionshistorie
I nyere tid er papirafskrifterne blevet tildelt større værdi ved tekstundersøgelser, ikke mindst som kilder til teksternes receptionshistorie – ikke blot i middelalderen, men helt frem til begyndelsen af det 20. århundrede. Flere islændingesagaer, deriblandt Njals saga, Egils saga og Laxdølernes saga, er bevaret i 50 håndskrifter eller flere fra forskellig tid og forskellige dele af landet, nedskrevet af folk med forskellig baggrund og plads i samfundet.

Afskrifter og trykning af oldskrifter
Formålet med at afskrive teksterne var den samme til alle tider, både før og efter bogtrykkerkunstens indførsel, nemlig at producere flere og ofte lettere tilgængelige eksemplarer af en given tekst, eller afskrive håndskrifter, som man kun kunne få til låns, men ikke købe eller på anden vis få til eje. Efter at papiret kom til landet som materiale til udarbejdelsen af bøger, stod gamle pergamenthåndskrifter særligt i fare for at gå tabt. Mange anså det ikke for noget særligt at kassere pergamenthåndskrifter eller genbruge dem, når deres indhold var blevet skrevet af. På den måde kan man sige, at papirets indførsel både var med til at hjælpe med at bevare de gamle håndskrifters indhold, samtidig med at det er en del af årsagen til at man kasserede selve håndskrifterne.

Biskop Brynjólfur Sveinsson ville ikke blot afskrive de gamle pergamenthåndskrifter, han ville også trykke deres indhold, som man gjorde mange steder i Europa. Islands eneste trykkeri befandt sig imidlertid i biskop Þorlákur Skúlasons eje på Hólar; han lod trykke 30 skrifter i sin tid som biskop, men udelukkende kristelige tekster. Skønt han selv var meget interesseret i den gamle kultur, stillede han sig i vejen for, at Brynjólfur Sveinsson kunne oprette endnu et trykkeri i landet, så han kunne føre sine planer med ved trykken at udgive de gamle håndskrifters tekster ud i livet.

Gutenbergs trykkeri revolutionerede bogproduktionen og dermed udbredelsen af idéer og viden i Europa. Det eneste trykkeri på Island kom til landet i 1530 og styredes af kirkens folk i århundreder.

De første trykte udgaver og oversættelser af islandske middelalderværker
Svenskerne, snart efterfulgt af danskerne, blev de første til at trykke islandske middelalderværker; der blev lagt stor energi i indsamlingen af håndskrifter i 1600tallet og i at udgive kilder om landenes historie. Den første trykte udgave af en islandsk middelaldertekst udkom i Uppsala i 1664, Hrólfs saga Gautrekssonar, en fornaldersaga, som Jón Rúgmann bragte med sig i 1658, da hans skib blev kapret af svenskerne. Rúgmann arbejdede siden for Olof Verelius ved udgivelsen af oldtekster med historisk indhold om Sverige, både på islandsk og i svensk oversættelse. De følgende år udgav de: Olav Tryggvasons saga (1665), Herrauðs og Bósa saga (1666) og Hervarar saga (1672).

De første oversættelser til latin af islandske middelalderværker udkom i København i 1665, da juraprofessor og borgmester, Peder Resen (1625–1688), udgav tre værker, Snorres Edda, Den Højes tale og Vølvens spådom på latin og dansk. Udgaven byggede på islandske lærde og studenters arbejde i København. Et år senere udgav Jan Dolmer Hirdskråen, den norske hirdlov fra omkring 1270, på grundsproget og i dansk oversættelse. Efterfølgende oversatte han Hirdskråen til latin, så den blev tilgængelig for den lærde verden. Endelig udgav Resen Hirdskråen på alle tre sprog i 1673.

Trykningen af oldskrifter på Island
På Island skete der først noget i forbindelse med trykning af oldskrifter, da biskoppen i Skálholt, Þórður Þorláksson (f. 1637, bisp 1674–1697) erhvervede sig trykkeriet fra Hólar ved sin bror, Gísli Þorlákssons død (f. 1631, bisp 1657–1684). Begge var sønner af den foregående biskop på Hólar, Þorlákur Skúlason, der var trykkeriets tidligere ejer. Þórður Þorláksson flyttede trykkeriet fra Hólar til Skálholt i 1685. I 1688 udkom fire værker: Ari den Frodes Islændingebog, Landnamsbogen, Kristni saga og Arngrímur den lærdes Grönlandia. De følgende to år udkom Olav Tryggvasons saga i to bind sammesteds.

Efter biskop Þórður Þorlákssons død i 1697 kom trykkeriet i hans 16årige søn, Brynjólfurs eje. Der kom imidlertid ikke meget ud af hans planer for bogudgivelse og i 1703 solgte han trykkeriet til biskop Björn Þorleifsson på Hólar, og det kom således tilbage til Nordlandet.

Det 18. århundrede bød på hårde prøvelser for det islandske folk, idet epidemier, naturkatastrofer og kvægpest hærgede landet. Udgivelse og bogsalg gik derfor dårligt. I 1756 kom trykkeriet imidlertid i sysselmanden i Skagfjarðarssýsla og vicelagmand, Björn Markússons varetægt, og han lod trykke to bøger med islændingesagaer og totter i et ret stort oplag: 1000 eksemplarer af hver bog. Bøgerne solgte desværre ikke særlig godt, formentlig på grund af det pågående uår. Björn var også den første til at trykke (to) oversatte ridderromaner.

Islændingenes håndskriftkultur i de senere århundreder
Med papiret fik også folk, der ikke var så økonomisk stærke, mulighed for at producere bøger, og efterhånden, som den almindelige folkeoplysning tog til, lærte stadigt flere at læse og skrive. Da det så godt som udelukkende var religiøse tekster, der blev trykt frem til omkring midten af det 18. århundrede, levede håndskriftkulturen videre i bedste velgående. De fleste verdslige bøger blev skrevet af i hånden, og undertiden afskrev man også trykte bøger. Udenlandske trykte bøger af forskellig art kom nu også til landet, blev oversat og efterfølgende afskrevet. Folk afskrev enten bøgerne selv eller engagerede mere rutinerede skrivere i arbejdet. Materialet var, hvad der iøvrigt var tilgængeligt, og dernæst hvad den kommende bogejer ville have. Denne enorme mængde af afskrifter er noget særligt for islandsk skriftkultur i de senere århundreder, og denne slags håndskrifter findes i rigt mål på Håndskriftafdelingen på Landsbiblioteket (Handritadeild Landsbókasafns – Háskólabókasafns) i Reykjavík.