Printervenlig version

Skuepladsen

Island blev bebygget sent. Det blev muligt p.g.a. udviklingen inden for navigationsinstrumenter og skibsbyggeri, og der blev dermed åbnet for en omfattende udvandring over Atlanterhavet. Fra lovhåndskriftet Jónsbók, GKS 3269 a 4to, fra første del af det 14. århundrede.

Den islandske bebyggelses første tid
I århundreder bevarede man al mulig lærdom om samfund og historie i erindringen og formidlede den til andre gennem fortællinger. Da Island blev bebygget, som det sidste land i Europa, havde landnamsfolkene deres egne love, moralkodeks, tro, traditioner og ritualer med sig. De kendte deres oprindelse og herkomst, men også anden slags lærdom, som fx digte og sagn, der muligvis blev bevaret i mundtlig overlevering generation efter generation. På den tid brugte germanske og nordiske folk de samme skrifttegn, runerne, som man har fundet mange steder i Norden, Storbrittanien og Tyskland. Der er imidlertid ikke fundet mange runeindskrifter på Island fra den første tid efter landets bebyggelse.

Forudsætningerne for vikingetogene og landnamet
Landnamet på Island tog sin begyndelse i forlængelse af nordboernes vikingetog. Man har regnet med forskellige samvirkende årsager til, at de sejlede så vidt omkring, både på verdenshavene og på sejlbare floder, på købmandsfærd og i viking – og senere for at erobre land eller at slå sig ned i nye områder. En god flåde og udviklingen inden for navigationsudstyr var afgørende for nordboerne. De havde gode, havgående skibe. Hurtige langskibe passede godt, når man ville hærge og sejle op ad floder og hvor der var lavvandet, og knorrer blev brugt til fragt og sejlads i rum sø.

I slutningen af det 7. århundrede tog handlen mellem landene i Nordvesteuropa til. I forbindelse hermed skød handelsstæder op ved Nordsøen, og der opstod efterspørgsel efter skindvarer fra de nordiske lande. I den sidste del af det 8. århundrede blev nordboernes sejltrafik derfor tættere og handelen med nabolandene i Europa fik et opsving. På den tid bidrog den herskende ideologi i Norden muligvis til, at unge mænd skaffede sig erfaring, formue og succes uden for hjemstavnen og ansporede deres krigerånd. Under hedenskabet synes våbendøden fx at have været en mere eftertragtelsesværdig skæbne end døden i sottesengen, hvis man skal tro de gamle myter om de våbendræbtes paradis i Valhal med evig kamp og festligheder. Købmandskab og vikingetogter kan derfor have været den foretrukne løbebane for de nordboer, som ville have succes og penge.

Nordboerne kom vidt omkring. Kortet viser ad hvilke ruter, de sejlede, og deres bosættelser i vikingetiden.

Nordiske bygder og landnam vestpå
I vikingetiden kom nordboerne vidt omkring, helt fra Hvidehavet i nord (Bjarmaland) til Nordafrika i syd, fra Rusland i øst (Sortehavet og Det Kaspiske Hav) til Nordamerika i vest (Grønland, Vinland). Deres erobringer mod vest begyndte omkring år 800, da de slog sig ned på Shetlandsøerne (Hjaltland) og Orknøerne, der var beboede af keltiske folk, og på Færøerne. Nogle årtier senere begyndte bosættelserne på Hebriderne (Sydøerne) og Man, der på det tidspunkt også var beboede af keltere. I slutningen af det 9. århundrede begyndte folk fra Shetlandsøerne, Orknøerne og Vestnorge at udvandre til Caithness (Kataness), allernordligst i Skotland. Dette landnam foregik også blandt keltiske indbyggere, men under Orknøjarlernes befaling. Landnamet på Island sættes til omkring år 870 og bebyggelsen på Grønland begyndte i slutningen af det 10. århundrede. Omkring år 1000 blev Helleland (Helluland), Markland og Vinland i Nordamerika fundet. Man gjorde et forsøg på at slå sig ned her, men opgav.

Tættere forbindelse med de kristne i Europa
Nordboerne, der angreb indbyggerne i de kristne lande i Vesteuropa i det 9. og 10. århundrede, slog sig også ned der og kom i berøring med kristendommen. Med tiden gik nordboerne også selv over til kristendommen, og der opstod klostre og skoler i Norden – den samme slags institutioner, som havde været mål for vikingernes angreb. Da den kristne skriftkultur havde holdt sit indtog i Norden, begyndte nordboerne at skrive tekster på pergament med latinske bogstaver. Udbredelsen af skriveteknikken på Island var dog ikke helt som andre steder i Europa.

Vedtagelsen af kristendommen på Island i år 1000 (eller 999) var et vendepunkt i kultur- og dannelseslivet for islændingene såvel som for beboerne i de andre nordiske lande, der blev kristnet omkring samtidig. Da man havde vedtaget kristendommen ved lov på altinget, det årlige fælles ting for hele landet, regnedes Island formelt for kristent. Størstedelen af indbyggerne havde på dette  tidspunkt sikkert endnu ikke tilegnet sig den kristne tro, dens ideologi, verdensbillede, moral og menneskesyn. En sådan sindelagsændring har givetvis taget nogen tid. Trosskiftet er næppe sket på en gang, men nok snarere lidt efter lidt, efterhånden som den kristne tro slog rødder i folks sind og der kom orden på kirkens arbejde og opgaver.

Kristen bogkultur og lærdom

Kristendommen blev udbredt og forkyndt på baggrund af Ordet, Den Hellige Skrift var bøgernes bog. Menneskene havde længe før lært at nedskrive ord – og dermed deres tanker – bl.a. om videnskab, kunst og al mulig slags viden på et materiale, der holdt godt nok til, at det ikke forsvandt igen lige så hurtigt, som stemmerne tav eller hukommelsen svigtede. Det værktøj tog kirken tidligt i sin tjeneste og bogkunsten har sin del af æren for, at den kristne tro blev udbredt i Europa, længe førend den første islandske kirke blev bygget. I middelalderen havde kirken og skolerne i Vesten fælles sprog. Bibelen og de fleste lærde bøger blev skrevet på latin, bl.a. Kirkefædrenes skrifter. Man skulle kunne latin (bókmál) på højt niveau – det var ikke nok at kunne læse det og oversætte til sit eget sprog; man skulle desuden kunne skrive bøger på latin.