Printervenlig version

Árni Magnússon

Árni Magnússon, 1663–1730.

Barndom og opvækst
Árni Magnússon blev født i november 1663 på Kvennabrekka i Dalir på Vestisland, hvor han voksede op hos sin morfar, Ketill Jörundarson, som var præst og en af de ledende skrivere i 1600tallet. Han tilbragte således sin barndom omgivet af gamle bøger og fik sin første uddannelse hjemme: Han havde lært at læse som femårig, måske fra et Jónsbók-lovhåndskrift, som det var almindeligt på den tid. Den følgende vinter fik den unge Árni Magnússon undervisning i latin, og som 10årig lærte han græsk og de grundlæggende færdigheder i regning. Ketill Jörundarson døde, da Árni Magnússon var syv år gammel, og morbroren, Páll Ketilsson, der også var præst og skriver, overtog opfostringen.

I 1663 var biskoppen på Skálholt, Brynjólfur Sveinsson, oppe i årene og havde allerede sendt Flatøbogen (GKS 1005 fol) til den danske Kong Frederik den Tredje som gave. Codex Regius af eddadigtene (GKS 2365 4to) og Njalssaga-håndskriftet, Gráskinna (GKS 2870 4to) var gået samme vej. På Island stod det på sit højeste med afskrivning af gamle håndskrifter, ligesom kappestriden mellem danskerne og svenskerne om indsamlingen af håndskrifter var livskraftig. Mange håndskrifter blev ført ud af landet, nogle til enten den danske eller svenske konge, andre, af islændinge, som betaling for at komme frem inden for adminstrationen i København, enten for at redde sig et embede eller for hjælp med at føre retsager. Således kom islandske håndskrifter til at indgå både i private bogsamlinger og kongelige biblioteker.

En nedarvet kærlighed til bøger
Man må antage, at Árni Magnússons barndomshjem og hans opvækst har været med til at forme den samlerevne og kærlighed til bøger, som siden var så kendetegnende for hans arbejde. På sedler, hvorpå han skrev forskellige oplysninger om sine håndskrifter, har han bemærket, at han under sin opvækst i Dalir har set kongesagahåndskriftet Hulda (AM 66 fol), Njalssaga-håndskriftet Kálfalækjabók (AM 133 fol), Olav den helliges saga (AM 73 b fol) og Jomsvikingernes saga (AM 288 4to).

Københavns Universitets hovedbygning. Den blev rejst i 1836, hvor universitetet blev bygget rundt om Vor Frue. Fotografi: Davíð Kristinsson.

Studier og arbejde i København
17 år gammel kom Árni Magnússon til Skálholt for at gå i skole der, og siden rejste han til København for at studere videre ved universitetet. Han blev snart amanuensis for historikeren Thomas Bartholin, der som kongelig historiograf var i gang med at skrive en Danmarkshistorie. Arbejdet gjorde det muligt for ham at koncentrere sig helt og fuldt om de historiske studier fremfor kun at arbejde med dem i sin fritid, således som islandske embedsmænd eller præster ofte måtte gøre i en tid, hvor der hverken var universitet eller egentlige biblioteker på Island.

Arnas Magnæus, som Árni Magnússon kaldte sig på latin, har uden tvivl været en god mand at have i arbejde, da han indgående kendte skriften og ortografien i de gamle håndskrifter. Hos Bartholin lærte han at vurdere håndskrifternes kildeværdi og vigtigheden af at indsamle og bevare den viden om historien og litteraturen, som var at finde i de gamle håndskrifter. Han blev udskrevet fra universitetet som teolog i 1685, 22 år gammel. Umiddelbart herefter blev han på Bartholins vegne sendt til Island for at indsamle håndskrifter, men rejsen gav ikke noget særligt stort udbytte.

Grundlæggelsen af Árni Magnússons håndskriftsamling
Hurtigt begyndte Árni Magnússon selv at samle håndskrifter ved siden af at indsamle for sin arbejdsgiver. Hans arbejde bestod i øvrigt i at afskrive håndskrifter og oversætte henvisninger fra islandsk til latin; samtidig udnyttede han muligheden for at afskrive teksterne til sig selv. Han lånte også bøger til at afskrive fra danske embedsmænds privatbiblioteker og søgte snart assistance hos islandske studerende ved universitetet til at hjælpe med afskrivningsarbejdet. Árni Magnússon havde ikke mange penge på denne tid, så afskrivning var den eneste måde, hvorpå han kunne skaffe sig bøger, ikke mindst tekster fra dyre pergamenthåndskrifter. Senere fik han flere penge mellem hænderne og kunne købe pergamenthåndskrifter fra forskellige udenlandske privatbiblioteker eller fra lærde bogsamleres dødsboer.

Rejse til Norge
Árni Magnússon rejste rundt i Norge for at skaffe afskrifter og gamle håndskrifter til brug ved Bartholins kirkehistorie. Han besøgte i den forbindelse Þormóður Torfason (Torfæus), kongelige historiograf for Norge, for at undersøge den store samling af håndskrifter, denne havde bragt med sig til Norge fra Det Kongelige Bibliotek til brug ved sit arbejde. Blandt disse håndskrifter var Codex Regius af eddadigtene og Flatøbogen foruden flere andre vigtige håndskrifter med kongesagaer, og Torfæus skal have æren for kælenavnene til flere af disse. Samarbejdet og venskabet mellem Árni Magnússon og Torfæus bestod, så længe de begge levede. Kort efter at Árni Magnússon vendte tilbage fra Norge, døde Bartholin kun 31 år gammel. Árni Magnússon erhvervede nogle islandske håndskrifter fra hans dødsbo, bl.a. Möðruvallabók (AM 132 fol), den største samling af islændingesagaer fra middelalderen. Hans samling af pergamenthåndskrifter blev betragteligt forøget ved den lejlighed.

Under Moths beskyttende vinger
Árni Magnússon blev Matthias Moths protegé; Moth var bror til Sophie Amalie Moth, som var Kong Christian den Femtes frille. Man ved ikke meget om, hvori Árni Magnússons arbejde bestod, men i 1694 rejste han på universitetets vegne til Tyskland og opholdt sig der i to år og foretog forskelligt indsamlingsarbejde; efter hjemrejsen til Danmark arbejdede han som Moths sekretær. Moth var indflydelsesrig, og forbindelsen med ham har gjort det betydeligt nemmere at udbede sig håndskrifter på Island såvel som at støtte sine landsmænd mod øvrigheden i København. Det var ofte som løn for den slags tjenester, at Árni Magnússon modtog håndskrifter. Efter kongeskiftet i 1699 mistede Moth sin indflydelse, men han havde forinden skaffet Árni Magnússon en stilling som arkivsekretær i Gehejmearkivet og tilsagn om en stilling som professor i danske antikviteter ved universitetet, hvilken stilling han indtog to år senere.

I AM 469 fol findes bevaret den oprindelige nedskrift af den del af Árni Magnússons og Páll Vídalín’s jordebog, som dækker Barðastrandarsýsla på Vestfjordene. De andre dele af jordebogens original bevares i dag i det islandske rigsarkiv, Þjóðskjalasafn Íslands.

Islandsopholdet 1702–12 og ægteskabet
Árni Magnússon fik imidlertid ikke lov til at passe sin professorgerning i særlig lang tid, før han blev sendt til Island for, sammen med lagmanden Páll Vídalín, at udarbejde en jordebog. Arbejdet – det første af sin art på Island – bestod i at beskrive alle landets jorder, bispesæder og klostre, og foretage en folketælling – og den fortæller os, at der i årene 1702–3 var omkring 50.000 islændinge. Árni Magnússon og Páll Vídalín skulle også undersøge fæsternes forhold, holde opsyn med handelen, undersøge hvordan fiskeriet kunne forbedres og forhøre sig om embedsmændenes arbejde. Det var en enestående chance for en håndskriftsamler at rejse landet rundt og få ubegrænset adgang til alle mulige dokumenter, og Árni Magnússon udnyttede muligheden til at oplede håndskrifter, som han købte, når det var muligt. Jordebogsarbejdet blev trukket noget i langdrag; i stedet for som planlagt at bruge et år til arbejdet, opholdt Árni Magnússon sig i et helt årti på Island. Det hjalp naturligvis ikke, at der udbrød en farlig byldepest i årene 1707–1709, som omkr. 18.000 buggede under over for, godt en tredjedel af befolkningen. Derefter var befolkningsantallet således nede på omkr. 32.000.

Árni Magnússon rejste to gange til København under sit Islandsophold, første gang i 1705–1706 og anden gang i 1708–1709. Den 16. maj 1709 giftede han sig med Mette Fischer, en velhavende enke, der var 19 år ældre end Árni selv. Árni Magnússon var da 45 år gammel og hans kone 64. Efter brylluppet rejste Árni Magnússon tilbage til Island for at fortsætte med jordebogsarbejdet. Det nygifte ægtepar så derfor ikke hinanden igen i tre år; der er kun bevaret få af deres breve til hinanden.

Mette Jensdatter Fischer
Mette Fischer var enke efter kongens sadelmager og Árni Magnússon kendte ægteparret. Jón Ólafsson fra Grunnavík, Árni Magnússons assistent, fortæller i sin biografi over Árni Magnússon, at han ofte var kommet til te hos dem på vej til arbejde i Gehejmearkivet. Det har været sagt, at Árni Magnússon giftede sig med Mette for penges skyld, hvilket man har gættet på bl.a. p.g.a. aldersforskellen; men af de bevarede breve til Mette, ser man, at han har næret følelser for hende, og det synes at have været gensidigt.

Ægteparrets brevveksling
Árni Magnússon sendte i september 1709 et brev til Mette, formentlig med det sidste efterårsskib fra Island det år. Han indleder brevet med ordene ‘hjerte allerkiereste’ og sender hende penge til en nytårsgave, så hun kunne købe sig noget smukt at have på for ham. Han beder hende om at passe godt på de bøger, han sender hjem, for selvom hun ikke synes, at bøger er noget særligt, så er de dyrbare for ham. Han sender også edderdun og kød hjem, som hun må sørge for at give til nogle højtstående folk i København. Han kalder hende ‘søde barn’ og ‘hierte søde dukke’ og lader en liste over, hvad han mangler og vil have sendt med det første forårsskib, følge brevet. Mette indfriede hans ønsker på bedste vis.

Der findes ét brev fra Mette til Árni bevaret. Det er dateret til den 4. april 1712, og da var der gået tre år, siden de sidst så hinanden. Hun skriver om, hvorledes det står til i landet, krigen mellem Danmark og Sverige og om en epidemi, der havde lagt 30.000 mennesker i graven, bl.a. deres to tjenestepiger. Hun skriver inderligt til sin ægtemand, ligesom Árni skrev til hende, og kalder ham ‘minn hierte mand’ og ‘min kiereste’ og ytrer, at det er så uhyrlig lang tid siden, hun så ham sidst og at hun venter utålmodigt efter at se ham igen: ‘Gud ved den lengsel er stor’. Mette var en slags repræsentant for Árni i København i de år, han arbejdede ved jordebogen. De kom til at bo sammen i 18 år.

Farvel til Island
I 1712 blev Árni Magnússon kaldt til København og forlod Island for sidste gang. Han kom tilbage til sin professorstilling ved universitetet og stillingen som arkivsekretær i Gehejmearkivet; senere blev ledelsen af arkivet overdraget til ham. På grund af krigen mellem Danmark og Sverige, turde han ikke sende sin bogsamling med skib til Danmark, men opbevarede den, sammen med dokumenterne i forbindelse med jordebogsarbejdet, i stedet i 55 kister på Skálholt. Otte år senere var krigen ovre, og kisterne blev fragtet på 30 heste til Hafnarfjörður og lastet på et skib til København. Endelig kunne Árni Magnússon flytte sin bogsamling ind i parrets hjem ved Store Kannikestræde, hvor den forblev indtil Københavns brand en mørk efterårsaften i 1728.

Árni Magnússons indsamlingsarbejde
Árni Magnússon tilegnede sig den største selvstændige samling af islandske håndskrifter på sin tid. Han fortsatte indsamlingsarbejdet og arbejdet med samlingen, da han var kommet til København; han spurgte konstant efter håndskrifter i sine breve til islændinge og ansatte skrivere, bl.a. Jón Ólafsson fra Grunnavík – som var vokset op hos Páll Vídalín og havde været hans sekretær –, der arbejdede ved Árni Magnússons samling ind til sin død.

Árni Magnússon samlede alt, hvad han kunne få fat i, idet han dog ikke satte latinske håndskrifter særlig højt, men tværtimod brugte dem til indbinding af andre håndskrifter eller ligefrem kasserede dem. Han var særligt interesseret i historiske kilder, så som håndskrifter af Landnámbók og Sturlunga saga, kongesagaer, som han anså for troværdige, og annaler. Árni Magnússon satte Ari den Frode og hans knappe stil højt, men var betænkelig ved islændingesagaerne. Gamle diplomer anså han også for vigtige kilder.

Billedet viser en tegning, som Árni Magnússon lod udføre af Þingeyrarklostrets segl, og det findes i håndskriftet AM 217 8vo, hvor der findes flere tegninger af samme slags samt Árni Magnússons bemærkninger til seglene. Þingeyrarklostret var det første kloster på Island, grundlagt 1133.

Árni Magnússon og hans skriveres arbejde
Árni Magnússons skrivere afskrev diplomer – islandske, norske og danske – efter strenge forskrifter om nøjagtighed i arbejdet, og kopierede de segl, som fulgte brevene. Omkring 6.000 afskrifter af diplomer er bevaret; mange af originalerne er siden gået tabt. Han lod også sagaer og digte afskrive, både efter håndskrifter i hans egen samling og efter bøger, som han af forskellige årsager ikke kunne få fat på. Han sammenlignede håndskrifter, der indeholdt tekster om samme emne, og han samlede enkelte blade, som han mente, oprindelig kom fra samme bog.

Árni Magnússon som samler
I 1600tallet  var det særlig hele, eller mere eller mindre hele bøger, der blev sendt ud af landet, for de allerfleste samlede på bøger i god stand; det var kun få, der brød sig om fragmenter, for slet ikke at nævne strimler eller småstykker af bøger. Árni Magnússon udskildte sig fra mængden ved at han energisk eftersøgte selv de mindste rester af gamle bøger, i hvad stand de end var. Han mente, at enhver lille stump af et håndskrift havde værdi.

Árni Magnússons arbejdsindsats er af største vigtighed, for fragmenter er kilder til, hvilke pergamenthåndskrifter, der har fandtes på Island – håndskrifter man ellers overhovedet ikke ville have kendt til. Folk, som ikke kunne læse gamle håndskrifter, der ofte var mørke og med en svært læselig skrift, har måske ikke været imponeret over sådanne gamle  håndskrifter, og navnlig ikke, hvis de ikke var hele. Bøger, der var blevet beskadiget på en eller anden vis, var således altid i fare få at gå tabt; men Árni Magnússon fik ikke desto mindre fat i mange stumper af bøger, undertiden hele pergamenthåndskrifter. Biskop Jón Vídalín i Skálholt tømte fx hele biblioteket i Skálholt for pergementhåndskrifter og sendte dem til sin ven, Árni Magnússon, i København.

Seddelsamlingen
Árni Magnússon spurgte altid til, hvor bøgerne, han fik, kom fra, og skrev alt ned i sine notesbøger eller på sedler, som han lagde ved bøgerne. Han forsøgte at belyse håndskrifternes historie så langt tilbage, han kunne, i håbet om at finde ud af hvor og af hvem de var blevet skrevet og hvorledes de havde vandret mellem folk. Alt dette har krævet en del arbejde, men er i dag en meget stor hjælp for forskere, der arbejder med de gamle bøger.

Bogbind i Den Arnamagnæanske Samling
Fra begyndelsen har man indbundet og repareret håndskrifter ved Den Arnamagnæanske Samling, bl.a. for at undgå, at bøgerne skulle tage skade ved brug eller ved almindeligt forfald. Árni Magnússon ansatte første gang en bogbinder i årene 1710–1712, og det var vigtigt, at arbejdet blev udført med omhu, således at håndskrifternes sider ikke blev beskåret for kraftigt ved indbindingen og at der ikke gik noget tekst tabt. Mange håndskrifter lå dog uindbundne i løse læg ved Árni Magnússons død, og samlingens opsynsmænd har derfor siden fortsat arbejdet med at lade håndskrifter indbinde. Efter 1920 har man lagt yderligere vægt på at hindre, at gamle bogbind gik i yderligere forfald; i årene 1971–1997 arbejdede man systematisk med reparation og vedligeholdelse af alle de håndskrifter, der blev udleveret til Island fra Danmark, og efter udleveringen har man fortsat arbejdet med den del af samlingen, som blev tilbage i København.