Printervenlig version

Brand i København og Árni Magnússons håndskriftsamling

Hjørnet, hvor Árni Magnússon og Mette’s hus lå i København. Fotografi: Davíð Kristinsson.

Onsdag aften, d. 20. oktober 1728, opstod der en brand i København, som hærgede uafbrudt frem til lørdag, d. 23. oktober, og lagde godt en fjerdedel af byen i aske, hvoraf næsten halvdelen var huse i den ældste del af byen. Blandt de 1600–1700 huse, som blev ildens bytte, var Árni Magnússon og Mette Fischer’s hus ved Store Kannikestræde og universitetsbiblioteket ved Fiolstræde; begge steder fandtes der islandske håndskrifter. Árni Magnússon regnede ikke med, at ilden ville nå hans hus og begyndte for sent at flytte sine bøger. Man regner med, at de fleste pergamenthåndskrifter blev reddet, men overordentlig mange papirhåndskrifter og trykte bøger gik tabt i ilden sammen med mange af de noter, Árni Magnússon havde gjort sig om håndskrifterne.

En beskrivelse af branden, skrevet af den da 22årige islænding, Jón Ólafsson fra Gunnavík, er den ældste af tre samtidige beretninger. Den hedder Relatio af Kaupinhafnarbrunanum (‘Relatio af branden i København’) og begynder med en beretning om, hvorledes ilden opstod.

Ilden opstår
Ilden begyndte i hjørnehuset på Lille sankt Klemensstræde og Volden ud mod Vesterport, ikke langt fra, hvor Tivoli ligger i dag. Købmanden i huset havde været i gang med at støbe lys, og sent samme dag gik et barn op på loftet i huset med et lys for at lede efter noget, det havde mistet tidligere om dagen, men det tabte lyset i noget hø eller nogle træspåner, som lå på gulvet, hvorpå en ild straks blussede op. Der var hård vind fra sydvest og der gik således hurtigt ild i de nærliggende huse, og den bredte sig med en uhyggelig fart gennem byen mod nordøst, så at flammerne snart omfavnede huse og gader i midtbyen.

Alt gik skævt denne aften. Foruden det stormfulde vejr gjorde de trange gader og den store befolkning, at det var svært at få vendt brandpumperne og i det hele taget at komme frem. Folk flygtede ud på gaderne i frygt og forsøgte at redde deres ejendele. Der herskede forvirring; himmelen blev sort af røg og glødede rødt som en sky af ild. Endvidere var der mangel på vand og brandvæsenet havde været på brandøvelse (Sprøjteprøve) samme dag og fejret afslutningen med en lille en, og kunne således ikke udføre deres arbejde optimalt. Brandlederne kunne ikke få magt med situationen, og hen under morgenen var politichefen så stresset og frustreret over situationen, at han gik hjem og drak sig fuld. Samtidig opstod en anden brand i et bryggeri ved Nørregade i den nordlige del af byen.

Ild i Árni Magnússons hus
På brandens anden dag nåede ilden Trinitatis kirke og universitetsområdet. Da Árni Magnússon torsdag morgen hørte, at ilden havde nået tårnet på Vor Frue – kun nogle få hundrede meter fra hans hus – blev det klart for ham, at han var nødt til at redde sin håndskriftsamling. Jón Ólafsson fra Grunnavík og Finnur Jónsson, den senere biskop, hjalp ham sammen med tjenestfolkene. I fællesskab lykkedes det dem at redde 4–5 vognlæs med indbo, bøger og diplomer, men resten gik op i flammer. Da ilden tog fat i huset, og man ikke kunne redde mere, sagde Árni Magnússon: “Der er de bøger, som ikke er at få nogetsteds mer i verden.”

Den tredje dag, om fredagen, forsøgte man systematisk at få kontrol med ilden, og om lørdagen lykkedes det endelig at få den slukket. Da stod byens indbyggerne tilbage, hårdt ramt og kunne se på de rygende tomter, som var, hvad der var tilbage af deres by; antageligvis har 20% af dem mistet deres hjem i branden.

Islandske håndskrifters skæbne
Blandt de islandske pergamenthåndskrifter, som brændte i universitetsbiblioteket, var Kringla, et af hovedhåndskrifterne til Heimskringla (af Snorri Sturluson, sagaer om norske konger), som man mener har været med samme hånd som Staðarhólsbók af Grágás-loven (AM 334 fol fra 1260–1281), Knýtlinga saga (om danske konger) fra omkr. 1300, Gullinskinna med norske kongesagaer fra slutningen af det 14. århundrede, to håndskrifter med Sverris saga og et fragment med Orknøboernes saga. Den lærde Peders Resens bogsamling, som han skænkede universitetet, indeholdt omkring 15 middelalderhåndskrifter; hele denne bogsamling gik tabt i flammerne, med undtagelse af kun et pergamenthåndskrift, som Árni Magnússon havde lånt, AM 399 4to, Codex Resenianus fra midten af 1300tallet med A-redaktionen af Guðmundar saga biskups.

Af Árni Magnússons dyrbare samling regner man nu med, at omkring 400 pergamenthåndskrifter er blevet reddet fra flammerne – og deriblandt de fleste af de ældste og værdifuldeste – og kun 12 gik tabt, for størstedelen drejede det sig om nogle Marialegender og Karlamagnússaga foruden et antal håndskriftfragmenter. Næsten hele Árni Magnússons trykte bogsamling gik tabt og mange papirhåndskrifter med afskrifter af ældre tekster samt annaler, altingsbøger og digtsamlinger fra det 17. århundrede. Árni Magnússons noter og andre af hans dokumenter – så som udkast til småbiografier over lærde mænd – led samme skæbne; den store håndskriftsamler mente selv, at tabet var meget større, men han udarbejdede aldrig en udtømmende katalog over sin samling og manglede derfor et ordentligt overblik over det.

Vor Frue lige over for universitets hovedbygning fra 1836. Árni Magnússon og Mette er begge begravet i kirkens kor. Fotografi: Davíð Kristinsson.

Ildens ødelæggelser og Árnis sidste tid
Árni Magnússon var mærket efter branden, ligesom ilden også havde gjort sit indhuk i hans livs arbejde. I et brev siger han: “Det er alt sammen ødelagt, så det er så sørgeligt at tænke på.” Vinteren, der fulgte, var kold, og der manglede mad og logi i byen. Árni og Mette måtte flytte tre gange på et eneste år, og godt et år efter branden blev han syg og døde d. 7. januar 1730, 66 år gammel. Mette døde i september samme år, 85 år gammel og blev begravet ved siden af sin mand i Vor Frues nordvendte kor, der endnu kun var en brandtomt. Árni Magnússon underskrev ægteparrets testamente dagen inden han døde, hvoraf det fremgik, hvorledes deres ejendele og håndskriftsamlingen skulle disponeres.

Árni og Mettes testamente – Den Arnamagnæanske Samling
Ifølge testamentet skulle alle Árni Magnússons håndskrifter og trykte bøger overgå til universitetet. Man grundlagde med ægteparrets formue et fond, hvis renter skulle gå til en eller to islandske studenters underhold, så de kunne arbejde ved håndskriftsamlingen. Der skulle betales to tilsynsmænd, som skulle holde opsyn med samlingen og de andre ejendele, og man skulle tillige betale skrivere og en bibliotekar og udgive bøger. I 1772 blev Den Arnamagnæanske Kommission grundlagt, og siden har den haft opsyn med samlingen. Fra 1936, da håndskriftsagen var under opsejlning, udpegede islændingene en repræsentant i kommissionen, men det ophørte i 1986.

Rundetårn i København ved Trinitatis kirke. Den Arnamagnæanske Samling blev først huset på kirkens loft i omkring 130 år efter Árni Magnússons død, 1730–1861. Fotografi: Davíð Kristinsson.

Forskning i islandsk kulturhistorie
Den Arnamagnæanske Samling skulle blive grundlag for mange, forskelligartede undersøgelser i islandsk sprog og sproghistorie, islandsk historie og ældre litteratur, og være en af hovedbastionerne for islandsk kultur i godt 200 år. Islændinge skulle stadig tage deres universitetsgrader ved universitetet i København,og kunne almindeligvis læse håndskrifterne bedre end de fleste danskere. Og med de arnamagnæanske legater fik de mulighed for at arbejde med studier af håndskrifterne og udgive dem. Selvom samlingen befandt sig i København, arbejdede der gennem tiden mange islændinge der, fx Jón Ólafsson fra Grunnavík, Eggert Ólafsson, Grímur Thorkelín og Jón Sigurðsson, udover forskere fra andre nordiske lande og fra Europa i øvrigt.

Håndskriftsamlingens opbevaringssteder
Árni Magnússons håndskrifter fik ikke flotte lokaler fra begyndelsen. Bøgerne befandt sig længe i trange og skiftende lokaler, ofte uden særligt gode faciliteter for studier i dem. Samlingens sekretær holdt opsyn i begyndelsen, men i 1883 ansattes Kristian Kålund som den første bibliotekar i tilknytning til samlingen, en stilling, som han udfyldte indtil sin død i 1919. Et af hans vigtigste arbejder var at udgive en katalog over alle håndskrifter og fragmenter i Den Arnamagnæanske Samling, og senere også en katalog over islandske og norske håndskrifter i Det Kongelige Bibliotek og Universitetsbiblioteket, hvor han beskrev hvert håndskrifts udseende og indhold på kort formel, opridsede håndskrifternes historie og henviste til Árni Magnússons noter, hvor de forefandtes. Kålund var en ihærdig forsker og udgav ligeledes sådanne tekster som Sturlunga saga, encyklopædiske tekster, en lægebog og nogle islændingesagaer, foruden afhandlinger om forskellige emner, fx nordisk palæografi, de topografiske forhold i islændingesagaerne, digtning omkring 1500, indsamling og bevaring af håndskrifter samt Den Arnamagnæanske Samlings historie – blot for at nævne nogle eksempler.

Murstenshuset på billedet er det gamle universitetsbibliotek ved Fiolstræde, der blev opført efter branden i 1728. I denne bygning befandt Den Arnamagnæanske Samling i årene 1861—1957. Fotografi: Davíð Kristinsson.

Kulturarven i et andet land
Mange islændinge, navnlig under selvstændighedenskampen, har ment, at landet i 1600- og 1700tallet blev renset for deres kulturarv gennem mange århundreder. Ikke desto mindre må man sige, at den formentlig har været sikrere opbevaret i danske eller svenske biblioteker end i fugtige islandske tørvegårde, som man boede i på Island i mange århundreder. I hvert fald kan vi se, at de fleste af de håndskrifter, som stadig var på Island og som Árni Magnússon af den ene eller den anden årsag ikke kunne få fat i, i mellemtiden er gået tabt. Opbevaringsforholdene på Island var da heller ikke særligt gode. Selvom nogle middelalderkirker var af træ, så var det overordentlig sjældent med træhuse på Island helt frem til det 17. århundrede, og det var da først og fremmest købmandsgårde; stenhuse blev først bygget på Island sidst i 1700tallet.

Dannelsen af landsbyer tog sin begyndelse omkring midten af 1800tallet, og ikke meget tidligere, i 1818, var den første spire til et nationalbibliotek, Stiftsbiblioteket, blevet grundlagt på initiativ af den danske oldforsker, Carl Christian Rafn. Biblioteket havde til huse på loftet i domkirken i Reykjavík indtil 1881, da det blev flyttet over i det nyopførte altingshus ved Austurvöllur, og samtidig ændrede man navnet til Landsbókasafn Íslands. I 1909 flyttede man til Safnahúsið ved Hverfisgata, der var blevet bygget særligt til formålet og var den første egentlige biblioteksbygning på Island. Huset – på sin tid det største og meste imponerende i landet – er i dag kulturhus, og i årene 2002–2013 havde Árni Magnússon-instituttet for islandske studier’s håndskriftudstilling til huse der. Således var islændingene ikke særlig velforberedte til at opbevare håndskriftarven inden begyndelsen af det 20. århundrede. Efter at landet fik hjemmestyre i 1904, fremsatte man de første ønsker om at få udleveret dokumenter vedrørende islandske forhold fra Danmark.