Printervenlig version

Kirken står på egne ben

En præst i prædikenstolen foran menigheden. Et billede fra lovhåndskriftet Reykjabók (AM 345 fol).

Rige bønder bygger kirker
I begyndelsen, da kristendommen var kommet til Island, manglede der ikke kun præster men også kirker. Mange rige bønder lod da bygge kirker på sine jorder og lod deres sønner eller andre lovende unge mænd uddanne til præster. Den islandske kirke var således i begyndelsen en bonde- eller høvdingekirke, hvor kirkeejerne ejede og rådede over deres kirker og de tilhørende gejstlige. Deres sønner (og senere muligvis deres døtre), der blev sat til at studere enten indenlands eller udenlands, fik senere embeder og lærerstillinger i kirken. En lignende udvikling foregik over det meste af Norden i den første tid, men der fik kirken hurtigere mere magt. På Island havde høvdingerne rettighederne over kirkerne længere ned i tiden end andre steder, og de havde derfor også mulighed for at påvirke den litterære kultur i landet.

Den islandske kirkeadministration
To høvdingeslægter, Haukdælir og Oddi-mændene, var særligt fremtrædende ved dannelsen og administrationen af kirken i den første tid. Det var efterkommerne af tre fremtrædende høvdinge ved vedtagelsen af kristendommen, Síðu-Hallur Þorsteinsson, Gissur Teitsson den hvide samt hans svigersøn Hjalti Skeggjason; slægtsforbindelserne krydsede senere hinanden på forskellig vis. Haukdælir og Oddi-mændene var blandt landets mest magtfulde slægter i fristatstiden, og deres forbindelser var omfattende, både de verdslige og de gejstlige. På deres sønderlandske hovedgårde, i Haukadalur i Biskupstungur og Oddi på Rangárvellir, grundlagdes de kendteste lærdomssæder udover bispesæderne og klostrene i landet.

Næsten alle landets biskopper frem til omkring 1200 havde en fælles forfader i Síðu-Hallur samtidig med, at langt de fleste var af Gissur den hvides slægt. Gissurs barnebarn, Teitur Ísleifsson var Haukdælirnes stamfar. Oddi-mændene, navnlig præsten Sæmundur Sigfússon den Frode og hans efterkommere, var kendte for deres lærdom, og havde meget stor del i dannelsen af den islandske kirke, men de var sjældent indehavere af de højeste embeder. De blev regnet blandt de fremmeste høvdinge i landet, og kunne endda prale af en slægtsforbindelse med de norske konger, efter at Loftur, Sæmundurs søn, omkring 1120 giftede sig med Þóra, der var Kong Magnús barfods datter, født uden for ægteskabet. Deres søn, Jón Loftsson i Oddi (1124–1197), var den højst respekterede høvding i landet på sin tid. Forskellige indenlandske videnskabelige værker, som fx Den første grammatiske afhandling, og begyndelsen på kongesagaskrivningen har, bl.a. af disse årsager, være henført til Oddi-mændene.

Et maleri med vandfarver af Skálholt fra 1772, malet af John Cleveley den yngre. Det er et af  de billeder, Cleveley malede på sine rejser omrking på Island med Joseph Banks (Sir Joseph Banks’s Voyage to the Hebrides, Orkneys, and Iceland). Nogle af malerierne findes nu på British Museum.

Islands første biskop
Ísleifur (1006–1080), søn af Gissur den hvide, var – så vidt man ved – den første islænding, som tog til udlandet for at studere. Han tog som ung mand med i sin fars følge til Herford i Sachsen for at studere ved et nonnekloster der. Klostret var på den tid et af de største kulturcentre for adelskvinder, og det stod i nær forbindelse med munkeklostret i Corvey i Sachsen, det store center for mission i Norden. Derfra kom t.eks. Ansgar, den første ærkebiskop i Hamborg-Bremen (d. 865), til at styre missioneringen i Norden. Denne forbindelse har muligvis bestemt Ísleifurs valg af at studere ved Herford. Efter studiet blev han viet til præst og vendte tilbage til Island.

I 1056 blev Ísleifur som den første viet til biskop på Island, og han fik dermed fuldmagt til at styre kirke og kristenliv i landet. Han havde ikke noget fast bispesæde og havde gård på sin fædrene jord i Skálholt på Sydisland. Det fortælles, at han grundlagde en skole for at uddanne præster, da biskopperne bar ansvaret for den gejstlige uddannelse i deres område. En selvstændig skolebygning eller undervisningslokaler har der næppe været i Skálholt på denne tid, og eleverne har sikkert fået privatundervisning.

Ísleifurs undervisning i Skálholt
Ísleifurs uddannelse i Sachsen har sikkert været med til at forme kristenlivet og uddannelsen på Island på hans tid. Om skoleholdet, der tidligere havde været underlagt missionsbiskopperne og vandreprædikanternes, men som nu biskoppen bar ansvaret for, siger Ari den Frode i sin Islændingebogen: Da høvdinge og gode mænd så, at Ísleifur var fremmeligere end andre præster, der var her i landet, så var der mange, som gav ham deres sønner, for at de kunne blive oplært hos ham og blive viet til præster. I Kristnisaga, der blev skrevet omkring 1200, fortælles således om Ísleifurs undervisning: Han underviste mange fremragende mænd og viede dem til præster, og af dem var der to, som siden blev biskopper, Jón Ögmundarson den hellige og Kolur Víkverjabiskup. Jón blev senere biskop på Hólar og Kolur (eller Kollur) blev biskop i Viken i Norge og havde bispesæde, hvor nu Oslo ligger.

Den islandske kirkes grundpiller
Gissur, Ísleifurs søn (1042–1118), blev Islands næste biskop, viet 1082, to år efter sin fars død. Han var i udlandet, da Ísleifur døde og kom hjem sommeren efter, blev valgt til biskop og viet året efter. Gissur studerede også i Sachsen og styrkede landets kirke overordentlig i sin bispetid. Han skænkede t.eks. Skálholts-jorden, slægtens hovedsæde, til oprettelsen af et fast bispesæde og stod bag tiendeloven, der blev vedtaget 1097, den første i Norden; den har sikkert været nedskrevet, selv om vi ikke har kilder om det. Tiende var en ejendomsskat, som sikrede driften af bispesædet, kirkerne og lønnen til præsterne samt hjælp til de fattige. Gissur delte desuden landet i to bispedømmer efter nordlændingenes ønske og oprettede et bispesæde på Hólar i Hjaltadalur i 1106.

Kirken på Hólar ved vintertide. Billede fra Wikipedia.

Bispesædet på Hólar
Jón Ögmundarson (1052–1121), den første biskop på Hólar, havde studeret hos biskop Ísleifur i Skálholt og siden i udlandet, bl.a. i Danmark og Norge. Han blev viet til embedet 1106 af ærkebiskoppen i Lund, under hvem Island hørte fra oprettelsen af ærkesædet der i 1104. Jón tog, efter hvad der berettes, træ med til at bygge kirke af, da han rejste tilbage fra vielsen, og byggede en storslået domkirke på Hólar. Han oprettede hurtigt præsteskole på Hólar og fik to lærere fra Lund til at undervise i latin og sang. Han lagde også grunden til landets første kloster på Þingeyrar i Húnavatnssýsla, men det blev ikke formelt oprettet førend 1133, efter biskoppens død.

Høvdingene styrker kristendommen
Oddi-manden Sæmundur Sigfússonden Frode (1056–1133), en yngre samtidig af biskop Gissur og biskop Jón Ögmundarsons jævnaldrene, var en præstesøn af Síðu-Hallurs slægt og blev sendt ud som ung, formentlig til Frankrig, for at uddanne sig. Efter et årelangt ophold vendte han hjem, tog vielse til præst og slog sig ned på sin fædrene jord og med godordet i Oddi. Kilderne beretter både om hans undervisning og hans forfatterskab på latin, muligvis det første af en islænding. Ingen af hans værker er imidlertid overlevet så vidt vides, men de har påvirket videnskabeligt arbejde på Island og er blevet brugt som kilder til senere værker.

Sæmundur den Frode og biskop Gissur, deres nære medarbejdere, slægtninge og efterfølgere, gav alle en hånd med til at få landets kirke og dens skrifttradition på benene. Forbillederne til kirkeadministrationen, lovgivningen og beskatningen har de utvivlsomt fundet i deres studieår i Sachsen og i Frankrig. Nedskrivning af landets lov efter mundtlig overlevering, d.v.s. efter lovsigemanden Markús Skeggjason, begyndte fx vinteren 1117–1118 hos Hafliði Másson på Breiðabólstaður i Húnaþing på Nordvestisland, der var Teitur Ísleifsson i Haukadalur’s – biskop Gissurs bror – svigersøn. Nedskrivningen af lovene blev støttet af kirkens folk, som særligt var bekendt med, at love skulle være skrevet i bøger.

Gissur – konge og biskop på samme tid
I Hungervækker (Hungurvaka)fortælles der meget om Gissurs bispetid, og hans arbejde med at udvikle landets kirke var da også vigtigt. Der fortælles:

Han fik megen agtelse og ære straks på et tidligt tidspunkt i sin bispetid, og hver og en, ung og gammel, rig og fattig, kvinder og mænd, rettede sig i eet og alt efter ham, og man kunde med rette sige at han var både konge og biskop over landet sålænge, han levede. (Hungervækker i Agnete Loth (overs.): To islandske Bispekrøniker. Oversat med indledning, noter og efterord. 1989. S. 39. Odense: Universitetsforlaget.)

Det er utvivlsomt skrevet så eftertrykkeligt, fordi Gissur gjorde sådan en stor indsats for at få nedskrevet landets love og lave nye, som skulle styrke kirken og kristendommen. Nedskrivning af love og vedtagelsen af tiendeloven og kirkeretten var ofte noget magtfulde mænd, som fx konger eller ærkebiskopper, beskæftigede sig med, mere end biskopper over lande eller landsdele.

Hungervækker fortæller også om, at præsten Sæmundur den Frode i Oddi og lovsigemanden Markús Skeggjason støttede vedtagelsen af tiendeloven sammen med biskop Gissur. Sæmundur og Gissur stod sammen med Hafliði Másson bag valget af biskop Jón til Hólar, og de har derfor sikkert været indflydelsesrige personer i den tidlige islandske kirke.

Årene 1122–1133
Årene 1122–1133 er et tidsrum omkranset af to vigtige hændelser i Islands historie og litteratur. Det første år blev Ketill Þorsteinsson (1074–1145), en nær slægtning til Sæmundur og biskop Gissurs svigersøn, biskop på Hólar, og det sidste er Sæmundur den Frode og biskop Þorlákur Runólfsson (1086–1133, slægtning til Haukadælirner) i Skálholt’s dødsår. Landets første kristenret (den gamle) blev vedtaget på opfordring af disse biskopper og på Sæmundur den Frode og ærkebiskop Asser i Lund’s råd. I det samme tidsrum tog den nationale historieskrivning også sin begyndelse i kirkens tjeneste med Ari Þorgilssons den Frode Islæningebogen. Det var de samme, som stod bag begge værker, og det er muligt, at de havde tænkt dem som forbundet. Med kristenretten lagde man den lovmæssige grund for den kristne kirke og befolkningens religiøse liv og med Islændingebogen opridsede man det historiske grundlag og selvbillede af den kristne fristat. Skriftet synes henvendt til islændingene selv, de lærde høvdinge, til stadfæstning af den herskende magtstruktur i samfundet – og skriftet var til og med skrevet på modersmålet og ikke på latin, som det ellers almindeligvis blev gjort ved skrifter af samme slags i Europa.