Printervenlig version

Hvor blev der undervist?

En side fra et håndskrift indeholdende Mosebøgerne fra slutningen af det 14. århundrede. En skoledreng læser i en bog og følger linjerne med en pind. Hans lærer svinger kæppen for at slå; man benyttede ofte klø ved undervisningen. British Library, Add 19776, bl. 72v. Ophavsret: British Library. Gengivelse af dette billede er strengt forbudt.

Bispesæderne – domskoler
I katolsk tid var undervisningen først og fremmest knyttet til bispesæderne, klostre og storgårde med kirkehold, og landets placering, den lave befolkningstæthed og den spredte bebyggelse prægede kirkens og kulturcentrenes virksomhed. I forbindelse oprettelsen af det første islandske bispesæde må man regne med, at landets biskopper har stået for undervisning, som man kan læse i kilderne; men alle forudsætninger for et lignende skolehold som ved udenlandske dom- eller klosterskoler mangler ganske.

Allerede fra bispesædernes første tid – først i Skálholt på Sydisland i 1056 og dernæst på Hólar på Nordlandet i 1106 – hører vi om skolehold i forbindelse med dem. Det er dog ikke muligt at sige, hvor kontinuerlig undervisningen har været, og hvor ambitiøs den var, var afhængigt af den enkelte biskop. Domskolerne var først og fremmest præsteskoler; skoleholdet var i begyndelsen uformelt, men blev mere formelt med tiden, og efterhånden mere som vi kender det i dag.

Bispesagaernes kildeværdi – skolehold på bispesæderne
Om nogle af biskopperne blev der skrevet sagaer, som fortalte om deres liv og bedrifter. Sådanne skrifter var almindelige mange steder i Europa, latinske oversættelser af disse levnedsbeskrivelser blev læst op ved gudstjenesterne på festdagene for de biskopper, der var blevet helgenkåret i deres hjemlande eller andre steder. Levnedsskildringer og jærtegn blev nedskrevet for at bevise deres hellighed over for kirken og ved pavehoffet. Andre historier var mere til hjemmebrug, så som fx biografier over de biskopper, som blev forsvarere for kirken, og denne type har udelukkende eksisteret på modersmålet.

Sagaer om biskopper er for størstedelen skrevet noget efter at de hændelser, de beskriver, foregik. Det var vigtigt, at der blev fortalt positivt om biskoppernes gerninger, og at disse blev tilpasset legendegenren, hvis man havde at gøre med en biskop, der skulle helgenkåres. Studier og skolehold og forskellig slags uddannelse, historieskrivning og bogproduktion er derfor for det meste beskrevet. Biskopperne havde ansvaret for uddannelsen af landets gejstlige, og det er derfor naturligt, at sådant blev omtalt med nogen vægt ved omtalen af dem. Sagaernes kildeværdi skal man vurdere i lyset af dette; det er tænkeligt, at man gjorde mere ud af nogle biskoppers undervisnings- og uddannelsesbestræbelser, end der virkelig var belæg for, og det er muligt, at de snarere beskriver forholdene, da sagaerne blev skrevet, end på den pågældende biskops tid.

Biskop Jóns skolehold på Hólar
I sagaen om Jón Ögmundarson (1052–1121) fortælles det, at han grundlagde en præsteskole på Hólar. Han har sikkert lært studiets opbygning at kende ved domskolen i Lund, da han opholdt sig der for at blive viet (1106). I hvert fald fik han to lærere med sig derfra: Gísli Finnason, fra Götaland, underviste i latin og Ríkini den frankiske underviste i sang, idet tide- og messesang var en uadskillelig del af den katolske gudstjeneste. I sagaen om Jón Ögmundarson fremgår det ligeledes, at prædikenerne har tjent det formål at oplære almuen i katekismen. Undervisningen på skolen på Hólar har sikkert omfattet latin, studier i Skriften (teologi) og sang. To århundreder senere var Lárentíus Kálfsson (1267–1331) biskop på Hólar (fra 1324), og ud fra sagaen om ham at dømme, synes undervisningen at have været meget lig den her opridsede.

Dagliglivet i en klosterskole. Peblingene fik forskellige opgaver. Fra et fransk håndskrift fra slutningen af 1300tallet.

Klosterskoler
Undertiden blev der også undervist i klostrene i Europa; de første islandske klostre, blev grundlagt i 1100tallet. Kommende munke og nonner skulle lære at læse latin, tidesang, bønner, meditation og de regler, som gjaldt i det enkelte kloster. Undervisningsstoffet har ikke altsammen været at finde i bøger, men noviserne må også have lært et og andet af deres lærere ved mundtlig instruktion. Alligevel udgjorde læsning og skrivning af bøger en betragtelig del af det arbejde, som munkene og nonnerne skulle udføre, og flere af de navngivne forfattere og skrivere i Islands middelalder er da også munke.

Kommende præster er også blevet uddannet i klostrene og mange munke og de fleste abbeder var præsteviede. Unge mænd, som ikke sigtede mod at blive præster, har sikkert fået en eller anden slags skoleophold på klostrene; en klosterpræst har så muligvis besøgt peblingen hjemme og undervist der. Den bedste mulighed for kvinder for at få en uddannelse var at gå i kloster, men det var ikke noget alle kunne gøre. På Island bragte man vanligvis ejendele med sig i kloster, eller forældrene betalte for deres børn på samme måde – sådanne studieaftaler findes bevaret.

Klosterliv på Island
Islands første kloster, klostret på Þingeyrar på Nordvestisland, blev formelt grundlagt i 1133, i Biskop Ketill Þorsteinssons tid, 1122–1145, selv om der synes at have været spirer til klosterliv allerede i Jón Ögmundarsons tid, Ketill Þorsteinssons forgænger i embedet på Hólar. I Hungervækker fortælles der, at Gróa, Biskop Ketill Þorsteinssons kone og Biskop Gissurs datter, blev nonne i Skálholt efter sin mands død, og det var endnu før det første nonnekloster blev grundlagt i landet. Det er muligt, at Gróa Gissurardóttir har nydt godt af sine slægtninges og sin mands skolehold og uddannelse, idet hun i sine sidste år trak sig tilbage som nonne eller eremit, for et sådant liv har sikkert været helliget læsning og tilbedelse.

Storgårde og kulturcentre
Præsteviede høvdinge stod tidligt for undervisningen inden for deres landområder, fx fortælles, at præsten Sæmundur den Frode (1056–1133) grundlagde en skole i Oddi på Rangárvellir på Sydisland, og præsten Teitur Ísleifsson (d. 1111) holdt skole i Haukadalur i Biskupstungur, også på Sydlandet; denne skole har muligvis stået i forbindelse med bispesædet i Skálholt, eftersom Ísleifur, Teiturs far, var Islands første biskop og Gissur, hans bror, var farens efterfølger. Kilderne oplyser om undervisning eller skolehold flere steder i landet. Præster ved de større kirker har undervist, selvom der sikkert ikke altid har været tale om formelt skolehold, som man fx kan se i præstesagaen om Guðmundur Arason den gode (biskop på Hólar 1203–1237). Vi ved, at Ólafur Þórðarson hvítaskáld (‘hvidedigter’) (omkr. 1210–1259), der tilhørte sturlungeslægten og var subdiakon, holdt skole i Stafholt i Borgarfjörður på Vestisland omkr. midten af 1200tallet; han underviste bl.a. i retorik (rhetorica).

En lærer vejleder en interesseret elev.

Undervisningen og skrivningen på storgårdene
Foruden på bispesæderne og i klostrene var der mulighed for uddannelse og skrivning på storgårdene, der havde kirker og tre til syv gestlige i tjeneste. Omkring 1300 fandtes der godt 30 sådanne storkirker spredt over hele landet i godernes eller andre storbønders eje, omkring 300 såkaldte alkirker, for ikke at tale om mindre kirker eller bedehuse. Landets gejstlige klasse har på det tidspunkt omfattet nogle hundrede mænd, men desuden var læse- og skrivefærdigheder sikkert almindeligere blandt verdslige på Island end mange andre steder i Europa. Det store antal bevarede håndskrifter fra denne tid, og deres store indholdsmæssige spredning – de bevarer meget andet end kirkeligt stof –, peger også på, at der til enhver tid har været mange skriftlærde i landet, ligesom der også må have været en del velhavende folk, som havde interesse i og vilje til at skrive eller lade skrive skrifter om emner, de interesserede sig for.

Studie- og pilgrimsrejser
De, som studerede i udlandet, lærte udenlandske kulturstrømninger at kende og har taget bøger med sig tilbage til Island; bøger, som enten blev genfortalt på islandsk eller oversat fra latin. Islandske mænd og kvinder tog også på pilgrimsrejser, bl.a. til Rom eller Jerusalem, og kom således vidt omkring, og rejsen i sig selv var ikke mindre vigtig end rejsemålet. På vejen besøgte pilgrimmene steder, der stod i forbindelse med hændelser eller personer fra legender, og mediterede over teksterne. De besøgte ofte klostre på vejen, hvor man muligvis har lært mange vigtige teologiske skrifter at kende og tidens videnskabelige litteratur.