Printervenlig version

Hvor kom islændingene fra?

Landnamsmændenes herkomst
I Landnámabók omtales 268 mænd og kvinders herkomst af de 430 bosættere, som i alt opregnes i værket. Langt de fleste af dem omtales som nordboer (omkr. 90% af mændene og 80% af kvinderne), idet der også nævnes folk fra De Britiske Øer. Man skal tænke på, at Landnámabók, der er mænds historie, skrevet af mænd for mænd, først og fremmest beskæftiger sig med bønder og kun ofrer få ord på kvinder, arbejdsfolk eller trælle, som snarere end mændene kunne have et keltisk ophav.

I alt regner man med, at der er kommet 10–20.000 mennesker til Island i landnamstiden, og Landnámabók omtaler således kun en brøkdel af dem, navnlig fra den herskende klasse af nordiske storbønder, der dannede de øverste lag i samfundet og havde indflydelse. Man må have den kendsgerning i baghovedet, når man forsøger at danne sig et billede af den mulige sammensætning af gruppen af landnamsfolk.

Billedet viser udbredelsen af norrønt (vestnordisk sprog) i Nordeuropa omkring 1200. De lyse områder var delvist norrønttalende områder.

Vestnordisk sprog- og kulturområde
Norge sammen med de nordiske bosættelser på De Britiske Øer, Færøerne, Island og Grønland udgjorde det vestnordiske sprogområde, hvilket synes at have været et samlet kulturområde frem til lige efter 1200. Nogle britiske øer var under norsk overherdømme frem til det 13. århundrede, andre noget længere til det 14. og 15. århundrede.

De vestnordiske bosættelser hørte under den samme kirkelige administration i Nidaros (Trondheim), efter at der var blevet oprettet ærkebispesæde der i 1152 eller 1153. Danmark og Sverige hørte under bispesæderne i hhv. Lund og Uppsala. Samfærdslen og handlen mellem de vestnordiske områder har uden tvivl været overordentlig vigtig for indbyggerne, ikke mindst folkene i de mere afsides bygder nordpå. Om kulturel og politisk forbindelse mellem dem vidner fx islandske skriftlige kilder og deres indhold: Norgeskongernes, færingernes og orknøboernes sagaer samt islændingesagaerne og beretningerne om nordboernes bosættelser på Grønland.

Nordisk udseende
Det blev den nordiske kultur, som fik hovedindflydelsen på Island; sproget er grundlæggende nordisk (norrønt), men der findes dog keltiske låneord, personnavne og stednavne. Arkæologiske fund peger ligedes på, at landnamsfolkets arbejds- og levemåde i hovedtrækkene har båret nordisk præg. Keltisk påvirkning har man først og fremmest fundet i digtningen og fortællekunsten, ikke mindst i skjaldetraditionen og motiver i sagaer og kvad, der blev nedskrevet på Island i middelalderen, særlig da i fornaldersagaerne og eddadigtene.

Mange har tænkt, at man ikke har fået hele historien om landnamsfolkenes herkomst i de islandske skrifter fra det 12. og 13. århundrede. Islændingenes interesse for at kende deres ophav har medført, at arvelighedsforskere har søgt efter måder at få mere detaljerede oplysninger om landnamsbefolkningens sammensætning. Deres resultater viser, at befolkningssammensætningen var noget forskellig fra, hvad man kan lære af de skrevne kilder og de arkæologiske fund.

DNA-bevis
Undersøgelser af nulevende islandske kvinder og mænds arvemateriale (DNA) og sammenligning af dette med nordiske, skotske og irske folks DNA kan muligvis vise, hvordan sammensætningen af befolkningen i virkeligheden har været i landnamstiden. DNAet hos de islandske mænd, som indgik i undersøgelsen, kunne i godt 80% af tilfældene henføres til Norge og andre nordiske lande og i knap 20% af tilfældene til De Britiske Øer. Godt 62% af de islandske kvinder kunne derimod henføres til De Britiske Øer, mens kun omkring 37% af kvinderne bar på nordisk DNA.

Ud fra det resultat må man konkludere, at omkring 60% af landnamsfolkene var af nordisk herkomst og 40% kunne føres tilbage til De Britiske Øer. Den høje procentdel af kvinder fra De Britiske Øer kunne muligvis forklares ved, at indbyggerne i de forskellige nordiske bosættelser, fx nordboer og deres indfødte koner eller disses efterkommere, har udgjort en stor del af landnamsfolkene på Island.

De herskende klasser og skriftkulturen
De mange mandlige nordboer, som stod i spidsen for landnamet på Island, dannede den herskende klasse. Men kvinderne, arbejdsfolkene og trællene, af hvilke muligvis flere var af keltisk oprindelse, havde også deres digt- og fortællearv. Den blev uden tvivl overleveret hos dem, selvom det synes, som den nordiske kultur har haft overtaget. Den skriftkultur, som de bevarede islandske håndskriftter vidner om, er et produkt af en herskende klasse, som nedskrev sin historie og det, den havde interesser i, bl.a. for at stadfæste sin ret til landområder og samfundsmæssig magt.

Fattigere bønder, kvinder og samfundets lavere klassers mundtlige fortælletradition, der fra begyndelsen af levede ved siden af kirkens og de lærde øvre klassers bogkultur, blev ikke nedskrevet på pergament i samme omfang. Samspillet mellem den mundtlige overlevering og skriftkulturen er kompliceret, ikke mindst når man kun har de skrevne kilder som vidnesbyrd.

Almindeligvis antager man, at der med tiden er blevet hentet stof i den mundtlige overlevering af fortællinger og digte, fx da man i det 12., 13. og 14. århundrede optegnede skjaldedigte, myter – fx de hedenske gudemyter i Snorris Edda –, og fortællinger og digte om oldtidshelte og konger sammen med hjemlige historier om folk i sagatiden. Man har dog længe diskuteret, hvor stor del den mundtlige tradition har i tilkomsten af de nedskrevne sagaer, og diskussionen pågår endnu.