Printervenlig version

Landnamet

Skálholtsbiskoppen Þórður Þorlákssons (Tord Torlakssøn) Islandskort fra 1670. Det findes nu i Den Arnamagnæanske Samling under katalognummeret AM 379 b fol.

Der tages land på Island
Mange årsager, ofte samvirkende, har været foreslået til landnamet på Island. Man havde nu navigationsudstyr og havgående skibe, længsel efter at rejse ud og vinde rigdomme – ikke mindst, hvis der var for trange kår i hjemegnen, og jord på Island og dens goder var eftertragtelsesværdige. Det forekommer sandsynligt, at bosættelsernes antal steg omkring år 900. I 902 blev vikingerne bl.a. drevet ud af Dublin, og på nogenlunde samme tid skete der de ændringer i Norge, at de lokale småkongers magt blev mindre ved, at mægtigere konger underlagde sig større landområder og forhøjede skatten, hvoraf fulgte ufred i landet. Norge blev dog først samlet under én konge på Olav den hellige Haraldssons tid (regerede 1015–1028).

I sagatraditionen påstås landnamet på Island sædvanligvis at være udsprunget af, at landnamsmændene ikke ville godtage kong Harald hårfagers overhøjhed (ca. 850–930). Kong Harald havde besluttet sig for at underlægge sig hele Norge. Der er formentlig tale om et historisk minde.

Ifølge Íslendingabók af Ari fróði (Are den Frode) blev Island helt bebygget på omkring 60 år i perioden 870–930, d.v.s. i vikingetiden (800–1050), som er kendetegnet ved nordboernes ekspansioner mod øst, vest og syd fra deres hjemegne. Nordiske vikinger bedrev både købmandskab og strandhugst, men slog sig også ned mange steder i Europa.

Skriftlige kilder om landnamet
Der findes temmelig meget i oldskrifterne om landnamet på Island. De skriftlige kilder fra det 12. og 13. århundrede, som fx Landnámabók, Íslendingabók og islændingesagerne, foruden arkæologiske fund, stednavne og den genetiske forskning, giver et klarere billede af landnamet og de islandske landnamsmænds herkomst, end man kan få nogen andre steder. De skriftlige kilder har i århundreder været med til at præge billedet af, hvordan bosættelsen på Island foregik; de er imidlertid ikke samtidskilder, men er først nedskrevet nogle århundreder senere. Derfor bør man undersøge årsagen til disse værkers tilblivelse og de interesser, som var involveret i udarbejdelsen af dem. Kilderne er dog overordnet set enige om, at de første bosættelser var i området omkring Reykjavik og at landnamet blev styret af nordboer.

Arkæologiske undersøgelser
Undersøgelser af rester efter gamle bosættelser har i de senere årtier, i særlig grad de senere år, givet os vigtige oplysninger om udviklingen og alderen af fast bosættelse på Island. Dateringen af det askelag, der kaldes for landnamslaget, til år 871 +/- 2 har vist sig at være særligt velegnet til datering ved arkæologiske undersøgelser. De ældste rester af bosættelse, der har været undersøgt, fx i Reykjavik, ligger for de flestes vedkommende lige over landnamslaget, hvilket synes at underbygge Ari fróðis (Are den Frodes) ord om de første bosættelser. Der er indicier, der tyder på ældre bosættelser; det drejer sig om bygfrø og gærder, der er blevet fundet under landnamslaget. Antallet af denne slags fund er dog endnu meget lille. De kunne muligvis pege på, at folk har bosat sig eller opholdt sig i landet i kortere tid, inden det egentlige landnam begyndte.

Fortællinger fra de forskellige redaktioner af Landnámabók
Landnámabók gør rede for landnamets begyndelse på Island, hvorfra landnamsmændene kom, hvilke områder de underlagde sig, deres slægter og efterkommere – men ikke lige detaljeret om alle. Landnámabók har også en overordentlig lang og indviklet overleverings- og tilblivelseshistorie. Dens tekst er bevaret i fem redaktioner, tre gamle og to blandingsredaktioner fra det 17. århundrede. De ældre redaktioner er ikke alle bevaret lige godt, nogle overvejende i yngre afskrifter eller som dele af blandingsredaktionerne.

Beretningerne om opdagelsen af Island er forskellige i de forskellige redaktioner af Landnámabók. Den første, som kom til landet, var enten Naddod (Naddoðr eller Naddoddr), der kaldte det for Snæland (‘Sneland’) – han fandt det, da han kom ud af kurs på vej til Færøerne –, eller den svenske Garðar (Gardar) Svavarsson, der undersøgte landet og gav det navnet Garðarshólmi (Gardarsholm). Fortællingen om Gardar findes i alle redaktionerne af Landnámabók og synes at være gammel. Derudover findes beretningen om Hrafna-Flóki Vilgerðarsson (Ravne-Floke Vilgerdssøn), der som den første forsøgte at slå sig ned i landet, men gav op efter et år; et ophold, de ikke var ordentlig forberedt til. Det tilskrives Ravne-Floke at have givet øen navnet Island. Alle Landnámabók-redaktionerne fortæller om, at Ingolf Arnarson og Hallveig Fróðadóttir, hans kone, først slog sig ned på Island med henblik på en varig bosættelse. Deres bebyggelse i Reykjavik regnes for begyndelsen til landnamet, der siden hurtigt spredte sig, indtil landet var helt bebygget på nogle få årtier.

Stednavne og øer i og omkring fjordene Kollafjörður og Skerjafjörður. Lige uden for Reykjavik ligger øerne Akurey, Engey og Viðey. (Billede fra Wikipedia).

Fiskepladsen Island?
Det er blevet foreslået, at fortællingerne i Landnámabók om landnamets forhistorie eventuelt kunne læses som en allegori om, at landet først blev undersøgt og dets goder muligvis benyttet, på en måde der krævede fast bosættelse, inden et omfattende og ordnet landnam begyndte. De geografiske forhold omkring Faxaflói-bugten, hvor Reykjavik ligger, kan netop have været egnet til fiskepladser, muligvis hvalrosfangst, hvor folk boede hele året rundt og efterhånden etablerede en egentlig bosættelse. I området var der rigeligt med ressourcer fra naturens hånd, som fx fisk, fugle, æg og drivtømmer, som folk kunne forsørge sig ved, til støtte for bosættelsen, mens man opdyrkede agerbrug, dyrehold og enge til høste hø i.

Hvis fast bosættelse ved Faxaflói-bugten var forløberen for et større landnam senere, kan man tænke sig, at udarbejdelsen af Íslendingabók og Landnámabók, som begge lægger vægt på Ingolfs landnam i Reykjavik, er en bekræftelse på hans efterkommeres særstilling og symbolske magt, der kom til udtryk i de hædersembeder, som de fik som de første: funktionen som goder ved landets altingforsamlinger.