Printervenlig version

Fra det 15. århundrede frem til reformationen

Pergamenthåndskrifter fra 1400tallet og derefter er ingenlunde på så højt håndværksmæssigt og kunstnerisk niveau som bøgerne fra det foregående århundrede. Pétursdiktur i AM 713 4to fra midten af det 15. århundrede.

Bogproduktionen ved århundredeskiftet
I begyndelsen af 1400tallet var der nedgang i bogproduktionen på Island, og kun få håndskrifter er dateret til første del af seklet. Omkring midten af århundredet fik produktionen atter et opsving, og der blev produceret mange pergamenthåndskrifter frem over reformationen i 1550 og i løbet af resten af århundredet. Nogle af dem er store og ganske pænt udstyret, men der er langt til 1300tallets smukke bøger. Bøgerne er generelt af mindre størrelse, skinnet dårligere og grovere. Hver en lille stump skin er blevet brugt, også selvom den er dårligt skåret. Skriften er ofte dilettantisk og illuminationerne er af en hel anden slags end tidligere.

Ændrede forhold
Bøger fra denne tid kan ikke opviser ikke den samme professionalisme som tidligere; forholdene i landet var også ændrede, og i det hele taget var det strenge tider. Da det norske kongerige – og dermed Island – gik ind under den danske krone i 1380 skete der et omslag i kulturlivet, og handlen i det hele taget, og dermed eksporten af bøger til Norge, forsvandt. De vestnordiske sprog havde på det tidspunkt også udviklet sig i forskellig retning, hvilket man allerede kan se i 1300talshåndskrifter. I de første år af det 15. århundrede hærgede desuden en hård pest på Island, der gjorde et stort indhuk i befolkningen.

Engelske og tyske købmænd
Der blev færre og færre skibe mellem Norge og Island i de første årtier af 1400tallet, og englænderne sejlede så i stor stil til de islandske kyster, for at fiske og handle, hvorfor man kalder århundredet for “det engelske århundrede”. Med “det tyske århundrede” sigter man derimod til 1500tallet og hansakøbmændene, der efterfølgende blev store, hvad fiskeri og handel angik. Handelen med engelske og tyske købmand stod på indtil 1602, da man fra dansk side bestemte ved lov, at kun danske købmand måtte handle med islændingene. Efter den tid kom de fleste strømninger fra udlandet til Island gennem Danmark.

Den sorte død og bogproduktionen
Den sorte død gik over Europa omkring midten af 1300tallet men kom først til Island i 1402 og rasede de følgende to år, som det fremgår af islandske annaler. Følgerne af pesten var katastrofale som andre steder: omkring en tredjedel af befolkningen døde og hele områder blev lagt øde. Fattigdom, elendighed og stor nød fulgte i kølvandet på epidemien og økonomien led stærkt. Skrivere og håndværkere bukkede også under for sygdommen, og med dem forsvandt håndværksmæssig kunnen, og bogproduktionen var på sit laveste, mens samfundet sloges med de forskellige følger af pesten.

I Jónsbók-lovhåndskriftet AM 132 4to fra omkr. 1450 finder vi romanske illuminationer. Den romanske stil havde sin blomstringstid i 1200tallet.

Andre emner i bøgerne
Da der igen kom gang i bogproduktionen, omkring midten af 1400tallet, var det andre ting, man skrev op end tidligere. Der var ikke så megen nyskabelse længere, men man afskrev stadig de ældre tekster. Forskellige udenlandsk religiøs litteratur blev oversat samtidig med, at inderlighed og personlig andakt tog stadigt til i Europa under pesten, ligesom tilbedelsen til helgener.

De bevarede håndskrifter fortæller os noget om, hvor populærere ‘rímur’-genren var, ligesom fornalder- og riddersagaer. Islændingesagaer blev også afskrevet, men kongesagaer og bispesagaer blev det ikke i nær så høj grad. Digte, salmer og ‘rímur’ var overhovedet det, der blev samlet mest af. Annaler afskrev man slet ikke i en periode, men det var stadig populært at afskrive lovbøger og legender; mange håndskrifter med disse to litteraturgenrer er dateret til perioden frem til reformationen. Illuminerede håndskrifter af Jónsbók-loven, som fx AM 132 4to (1440–1460) eller Heynesbók (AM 147 4to; 1525—1550) viser illuminatorernes konservatisme – deres fastholden ved den gamle romanske og gotiske tradition – men isprængt nye strømninger. I det 16. århundede kan vi iagttage en større påvirkning fra udenlandske, trykte bøger i håndskriftsilluminationerne.

En ny digtform skyder frem
‘Rímur’, flertal af ‘ríma’, var fra begyndelsen en skriftlig genre. De var digtede af navngivne forfattere, der søgte stof til populære fortællinger, særlig om helte. Undertiden er de sagaer, de “stjal” historierne fra, gået tabt og kun ‘rímur’ne bevaret. ‘Rímur’ blev fremført på deres helt egen måde og de var meget populære fra 1300tallet og helt frem til 1900tallet. ‘Rímur’ eller ‘rímur’-flokkene (rímnaflokkur) var delt ind i flere enkelte ‘ríma’er, ligesom kapitler i en fortælling. Et utal af forskellige versemål – særlige for ‘rímur’-genren – skød frem og ‘rímur’-melodier eller stemmer, som digtet blev fremført med. I ‘rímur’ne blev heiti- og kenning-traditionen fra skjaldedigtningen forenet med en levende fremførsel af de kvædende og med et populært fortællestof, der blev overført til en ny form og fremført for tilhørerne.

Digt om Maria Magdalene (Vísur af Maríu Magdalenu II) i AM 713 4to, en samling af religiøse digte fra omkr. 1550. Pergamentstrimlen har set sådan her ud fra begyndensen, idet der ikke mangler nogen tekst.

Fornyelse og tradition

Afskrivningen af de gamle fortællinger var med til at vedligeholde den forbindelse, der var historisk gennem litteraturen, men også sproget holdt en forbindelse bagud i tid, både m.h.t. ordforråd og i bøjningssystemet. Skjaldedigtningstraditionen gled efterhånden ud af brug i sidste del af 1200tallet, idet man dog stadig digtede religiøse digte i de gamle versemål, som skjaldene brugte, samt i edda-versemål. En forbindelse af denne slags kan man muligvis se i AM 757 a 4to fra omkr. 1400, hvor dele af Snorris Edda og Den tredje grammatiske afhandling efterfølges af fem religiøse digte. Efter at munken Eysteinn indvarslede ændringer i det poetiske sprog og versemålet med sit digt, Lilje, videreførtes det gamle poetiske sprog i ‘rímur’ne, om end det her havde fået en noget enklere og mere fast form, end det havde tidligere.

Samlehåndskrifter fra det 15. og 16. århundrede
Man samlede forskellige genrer i samme bøger: Fx samlede man ofte populære, lidt eventyrlige sagaer, som islændingesagaer om fredløse, totter, fornalder- og riddersagaer i samme bog; legender eller religiøse digte samlede man derimod gerne for sig. Samlingshåndskriftet AM 556 a og b 4to fra 1475–1499 er kommet ind i Den Arnamagnæanske Samling i to dele, men var oprindelig én bog. I b-delen er der tre ridder- eller fornaldersagaer (44 blade) og en riddersaga og tre islændingesagaer i a-delen (88 blade). Islændingesagaerne er Grettes saga, Gisles saga og Hårds saga, og så findes i denne del også digtet Grettisfærsla, hvis tekst imidlertid har været skrabet bort, idet man formentlig har fundet digtet upassende med dets beskrivelse af Grettes sengekantseventyr.

Bogproduktion i Eyjafjörður

I AM 343 a 4to fra 1450–1475, et stort pergamenthåndskrift i træbind, findes 15 fornalder- og riddersagaer. Håndskriftet består af 110 blade, men det har oprindelig været større, for man kan se, at der mangler nogle blade. Undersøgelser viser, at hovedskriveren af dette håndskrift er den samme som C-tegneren, der samlede stof til Den Islandske Tegnebog, AM 673 a III 4to, ved denne tid. Hans hånd har meget tilfælles med hænder i flere andre håndskrifter, fx AM 81 a fol. (kongesagahåndskrift) og Perg. fol. nr. 7 i Stockholm (originale og oversatte riddersagaer). I denne gruppe af håndskrifter er der også håndskrifter med love og verdslige sagaer, fx Jónsbók-loven i AM 132 4to, Egils saga, Svarvadølernes saga og enkelte håndskrifter med ridder- og fornaldersagaer. Nedskrivningen af disse håndskrifter kan sættes i forbindelse med benediktinerklostret på Munkaþverá og ikke mindst med Möðruvellir i Eyjafjörður på Nordisland, der var kirkested og ligeledes en af landets største jordejendomme, der blev forvaltet af Margrét Vigfúsdóttir i et halvt århundrede; dér har der utvivlsomt været midler og arbejdskraft til en rig bogproduktion.

Bøger og skrivere frem til reformationen
Flere navngivne skrivere kendes fra det 15. og 16. århundrede end fra de foregående århundreder. Nogle af dem har skrevet deres navne i de bøger, de afskrev hhv. skrev, mens andres identitet kan fastslås ved at sammenligne deres hånd med hænder i diplomer. Det er kun få håndskrifter, der er blevet sat i forbindelse med kirkeinstitutionerne – enkelte kan dog sættes i forbindelse med bestemte præster – og det er muligt, at bogproduktionen i klostrene er gået ned efter den store pest. Under alle omstændigheder skriver mange lægfolk både religiøse og teologiske tekster.

AM 624 4to er en tyk bog, skrevet efter 1500 og består af 170 blade. Det har sikkert været håndbog for en præst, der har benyttet indholdet til at krydre sine prædikener. Bogen indeholder meget forskelligt: teologisk stof, eventyr (exempla), digtning, musik, matematik, astronomi, compustik, homilier og Duggalsleiðsla. En engelsk exempla-samling eller eventyr-samling blev oversat i 1400tallet, men genren kendte man allerede i fx de gamle homilier, om end de da ikke blev samlet i deres egne samlinger indtil 1300tallet.

Arbejde med bøger i Loftur Guttormsson den rige’s slægt
Loftur Guttormsson den rige’s (1375–1432) efterkommere var produktive skrivere og de varetog en stor del af bogproduktionen efter den sorte død. Loftur den rige var Margrét Vigfúsdóttir på Möðruvellir’s svigerfar, og hans to sønner arbejdede med bogproduktion i årene 1420–1450. Den ene, Ormur, afskrev legender: en del af Perg. fol. nr. 2 i Stockholm (i alt 26 sagaer) og AM 238 VIII fol (fragmentarisk, tre sagaer); den anden, Ólafur, koncentrerede sig om nedskrivningen af verdslige sagaer: AM 557 4to (12 sagaer) og AM 162 C fol (fragmentarisk, seks sagaer).

Þorleifur Björnsson, hofmarskal på Reykhólar på Vestfjordene, der bl.a. lod den yngre del af Flatøbogen skrive i 1400tallet, var barnebarn til Loftur den rige. Björn, søn af denne Þorleifur (omtr. 1480–1548), boede på Reykhólar og skrev mindst tre bøger i tidsrummet 1500–1540: helgenlegender i Reykjahólabók (Perg. fol. nr. 3 i Stockholm, 25 sagaer), apostelsagaer, fragmentarisk bevarede i AM 667 V & XI 4to samt stykke af Johannes’ åbenbaring i AM 667 X 4to. Björns halvbror, Þorsteinn, skrev i tidsrummet 1500–1525 og formentlig på Björns foranledning, den første del af AM 152 fol, der er én af de største sagasamlinger fra middelalderen og indeholder intet mindre end 11 sagaer på i alt 201 blade.

Fra Friðþjófs saga hins frækna i AM 510 4to. En samling med forskellige fortællinger skrevet af præsten Ari Jónsson og hans to sønner, Tómas og Jón.

Andre kendte skrivere
I sidste del af det 15. århundrede levede en kendt skriver, Jón Þorláksson, om hvem det siges, at hans tre skrivefingre aldrig stivnede, efter at han var død. Han havde en bror med samme navn, der muligvis også arbejde med skrivning. Der findes mange håndskrifter og fragmenter, som Jón Þorláksson skrev og illuminerede – evt. begge brødrene – bl.a. fragmenterne af to store kirkebøger, en messesangbog og et graduale med noder. Jón Þorláksson havde børn med Sólveig Björnsdóttir, Loftur den riges oldebarn.

Jón Þorláksson og Sólveig’s sønnesøn var præsten Ari Jónsson (f. omtr. 1510), som havde to sønner ved navn Tómas og Jón; så vidt vi ved, var begge lægfolk. Ari Jónsson og hans to sønner arbejde sammen med afskrivningen af bøger omkring midten af det 16. århundrede, og deres hænder var meget ens. Håndskrifter, der kan sættes i forbindelse med dem, indeholder meget forskelligt stof, bl.a. to store og enestående digtsamlinger, ‘rímur’-håndskriftet Staðarhólsbók, AM 604 4to – den største middelalderlige samling med ‘rímur’, vi har, indeholdende 33 ‘rímur’-flokke – og AM 713 4to, der indeholder 53 religiøse digte og som er den største samling af den slags digte. Faren og hans sønner skrev sammen AM 510 4to, som indeholder otte sagaer, samt det lille håndskrift, AM 431 12mo, der indeholder Margrétar saga – Margrét var helgeninde for fødende kvinder. Derudover har de sammen skrevet AM 736 III 4to om forskellige encyklopædiske emner, som fx verdens geografi, beskrivelse af de fire elementer, samt lovbogen AM 160 4to og fire andre lovbogsfragmenter.

Tabte lovbøger
Lægmanden Bjarni Jónsson afskrev mange lovbogshåndskrifter i 1500tallet, som man kan se i en marginnote i et håndskrift, hvor han siger “Dette er det attende [lovbogshåndskrift] fra skriverens hånd.” Vi kender i dag kun til to af disse bøger, hvilket evt. kunne give en idé om, hvor mange håndskrifter, der i tidens løb er gået tabt. Desuden har Bjarni Jónsson jo muligvis skrevet mere en 18 bøger.

Bortskaffelse af katolske bøger efter reformationen
Det er klart, at mange katolske messebøger og andre latinske og islandske religiøse bøger gik tabt omkring og efter reformationen i 1550. Ved reformationen kom lægfolk til at forvalte klostrene, der utvivlsomt ejede store biblioteker, omend vi i dag ikke har særlig gode oversigter over, hvilke bøger, der fandtes i disse samlinger, og mange af de bøger, der var i bibliotekerne, er formentlig blevet tømte i takt med, hvad man tilfældigvis syntes, man havde brug for. Ifølge Jón Guðmundsson den lærde, der var autodidakt videnskabsmand og skriver (f. 1574), destruerede den nye tros repræsentanter bøger i klostre og kirker. Helgafell-klostrets bibliotek er gået tabt gennem 2–3 bogafbrændinger sammen med andet “kirkebras”; præsten, der stod bag disse bogafbrændinger, druknede siden hen i Helgafellsvatn på Snæfellsnes på Vestlandet, hvorved skæbnen straffede hans ugerning. Ikke alle katolske bøger blev brændt, man kunne fx bruge pergamentet til bogomslag eller bogbind om yngre bøger, og vi har bevaret mange remme og fragmenter af latinske bøger på den måde.

Titlen på præsten Jón Erlendssons 1600talsafskrift af Islændingebogen for biskop Brynjólfur Sveinsson

Papir erstatter pergament
Papiret kom til Island i 1500tallet og overtog efterhånden pladsen som det almindelige materiale ved produktionen af bøger; omkring 1600 var den omtrent enerådende. I begyndelsen benyttedes papir hovedsageligt ved bispestolenes arkiver, hvor brevskrivningen udgjorde en vigtig del af arbejdet. Med tiden begyndte flere og flere at benytte papir, man lærte sig skriftarter, der var hurtigere at skrive og begyndte at bruge færre forkortelsestegn, undtagen når man skrev af efter et gamle forlæg.

Der blev stadig flere, der kunne skrive – og dermed kom der også flere og flere håndskrifter – p.g.a. at uddannelse blev mere almindelig. I kølvandet på Arngrímur Jónsson den lærde’s (1568–1648) værker, der oplyste udenlandske lærde om islandske oldskrifters tilblivelse og indhold, begyndte man i stadig større grad af afskrive pergamenthåndskrifter på papir i det 17. århundrede.

Efter fristatens fald blev Island indordnet i et fast system af len, ligesom andre lande i Europa var inddelt, og man havde kun ringe indflydelse på, hvorledes samfundet skulle udformes og på regeringen langt væk i et andet land. Man holdt fast ved skriftkulturen, der blev fornyet med de ændrede forudsætninger til hver tid: nyt stof, nye fortælle- og digtformer og nye skrifttyper kom til. Islændingenes iver efter at skrive deres egne bøger har vækket senere generationers opmærksomhed og interesse.