Printervenlig version

Bogproduktionen i 1300tallet

Den gamle annal (‘Forni annáll’) i AM 415 4to fra begyndelsen af 1300tallet. Den omfatter tiden fra år 1 e.Kr. og til 999 og igen fra 1270–1313. Man fik aldrig udfyldt den åbne plads, som var blevet efterladt for senere at udfylde med annalindførsler for tidsrummet 1000–1269, og i stedet har man udnyttet pladsen til forskellige encyklopædiske oplysninger. I AM 426 4to findes Árni Magnússons egenhændige afskrift af Den gamle annal.

Masser af håndskrifter
Langt størstedelen af de bevarede håndskrifter kan dateres til omkring 1300 og det efterfølgende århundrede. I denne gruppe finder vi mange af hovedhåndskrifterne til konge- og islændingesagaerne, annaler og samtidssagar, forskellige religiøse tekster og digte, de ældste håndskrifter med fornalder- og riddersagaer og de fleste af hovedhåndskrifterne til Snorris Edda. Mange af bøgerne fra denne tid er overdådigt udstyrede, som fx Apostelsaga-håndskriftet Skarðsbók (SÁM 1) og Skarðsbók af Jónsbók (AM 350 fol.). Det første er en samling af sagaer om Kristi apostle, det andet er en lovbog, den såkaldte Jónsbók-lov, der blev vedtaget som erstatning for Járnsíða 1281. Det ældste håndskrift med Jónsbók er fra slutningen af 1200tallet, fra det 14. århundrede er der bevaret omkr. 50 håndskrifter med loven – i alt er der bevaret over 100 pergamenthåndskrifter af Jónsbók. Skarðsbók af Jónsbók er en af de få islandske bøger fra middelalderen, der er på niveau med tidens overdådigt udstyrede bøger i Europa. Man mener, at de to Skarðsbók’er er skrevne på Helgafellsklostret for lagmanden Ormur Snorrason (d. 1401/1402), der skænkede apostelsagahåndskriftet til kirken på Skarð, han har utvivlsomt selv brugt lovbogen, evt. som en slags statussymbol.

Velstand og bogproduktion på et højt niveau
1300tallet var det store århundrede for bogproduktionen. En højt udviklet håndværksmæssig kunnen og en gruppe af professionelle skrivere var forudsætningerne for, at folk som Ormur Ormsson kunne lade producere prægtige og undertiden kunstfærdigt udstyrede bøger. Verdslig historieskrivning havde fået fast grund under fødderne og var både udbredt og mangfoldig; oversættelser og skrivningen af legender fik ny kraft, særligt knyttet til benediktinerne i de nordlandske klostre. Økonomien var i opsving, man begyndte at eksportere tørfisk, som der var stor efterspørgsel på i det katolske Europa. Nogle slægter blev overordentlig rige ved denne handel og muligvis også ved salg af grønlandske varer. Store og prægtige kirker, som vi kan læse om i kilderne, vidner også om den store velstand, der var i samfundet.

Nederste del af en illumination i håndskriftet AM 227 fol af bibeloversættelsen Stjórn fra 1300tallet. På billedinitialens hovedstav, der strækker sig ned på sidens nedre margin, sidder David og Kong Saul.

Elegante bøger
Fra 1300tallet har vi de største og prægtigste, bevarede håndskrifter, der er skrevet på Island. I disse håndskrifter finder vi velforarbejdet skind, store marginer og smuk skrift, og det er tydeligt, at man da på Island tilfulde mestrede bogproduktionens forskellige discipliner, lige fra tilvirkning af skind til skrivning og illuminering. Det var særlig lovbøger og bøger med tilknytning til kirken, der blev illumineret, fx to håndskrifter af Stjórn, der er en samling med oversættelser af nogle bøger i Det Gamle Testamente, AM 226 fol og AM 227 fol. Sagahåndskrifter blev kun sjældent illumineret, men der findes dog tre udsmykkede initialer i Kálfalækjarbók af Njals saga (AM 133 fol) fra omkring 1300, ligesom kongesagahåndskrifter, som fx Flatøbogen (GKS 1005 fol) undertiden blev overdådigt illumineret.

Øvede skrivere og det vestnordiske bogmarked
Produktionen af bøger for kirker og klostre og af lovbøger samt den historieskrivning, der blev bedrevet på Island, var med til at stadfæste islændingenes kompetencer ved bogproduktionen. Øvede skrivere kunne leve af at skrive og den større professionalisme har sikkert resulteret i en øget efterspørgsel efter islandske håndskrifter. Mens sprogene i det vestnordiske sprogområde endnu i alt væsentligt var ens og forbindelsen til Norge var stærk, producerede islændingene bøger til det marked, og, da særligt bøger om udenlandske konger og jarler, religiøse såvel som verdslige tekster.

I Codex Wormianus (AM 242 fol) findes Snorris Edda, fire grammatiske afhandlinger og digtet Rigs vandring (Rígsþula), der fortæller om Heimdals rejse til menneskernes verden.

Samlingshåndskrifter og samlingsværker
I det 14. århundrede var det almindeligt at samle forskellige tekster sammen i én bog. Man samlede da forskellige tekster af samme genrer sammen i samlingshåndskrifter, kongesagaer i ét, islændingesagaer i et andet, digtning og lærd litteratur i et tredje o.s.v. Man samlede både mange sagaer sammen i én bog, d.v.s. et samlingshåndskrift, og sammenarbejdede også flere sagaer til én stor saga, d.v.s. et samlingsværk. Man holdt almindeligvis islændingesagaer, fornalder- og riddersagaer adskildte; kongesagaer eller samtidssagaer om det 12. og 13. århundredes høvdinge og stormænd samarbejdede man, som fx i Sturlunga saga.

I 1300tallets første årtier blev forskellige lærde tekster samlet i Hauksbók (der nu er delt i tre håndskrifter: AM 371 4to, AM 544 4to, 675 4to): historisk stof, teologisk litteratur og encyklopædisk litteratur, som geografi, naturvidenskab, computistik og matematik. I dette håndskrift finder vi Briternes sagaer og Trojamændenes saga, der er oversatte udenlandske værker, og de hjemlige Landnámabók, Kristni saga, De sammensvornes saga og Erik den Rødes saga, til hvilken gruppe også Vølvens spådom føjer sig og Hervarar saga og Heiðreks, der er den ældste, bevarede fornaldersaga. Hervarar saga og Heiðreks tilhører en gruppe af otte fornaldersagaer, der indholdsmæssigt står i forbindelse med gamle nordiske og tyske digte; man er inden for forskningen ikke helt enig om, hvornår det mundtlige stof først blev nedskrevet. Disse otte fornaldersagaer er elegiske ligesom heltedigtene og de følger således andre genremæssige regler end andre fornaldersagaer, der ender lykkeligt.

Et ændret samfund, en ny litteratur
I Hauksbók opregnes Haukur Erlendssons slægt (d. 1334); han var lagmand i Norge og kongelig rådgiver. Haukur lod Hauksbók udarbejde og skrev selv en stor del af stoffet i bogen. Haukur Erlendssons hånd er den ældste islandske skriverhånd, vi kan knytte til en navngiven person. Han er en af de første repræsentanter for en ny overklasse på Island: de kongelige embedsmænd, og i nogle kilder bærer han titel af ridder. Indholdet i Hauksbók viser, hvad Haukur Erlendsson var interesseret i, og giver et omrids af hans verdensbillede, på engang nordisk og europæisk.

Efter fristatens undergang fyldte den norske konges undersåtter i højere grad deres bøger med nye genrer. I Europa havde ridderromanerne vundet indpas i 1100- og 1200tallet og var populær underholdning for lavadlen og den voksende klasse af borgere. Originale islandske riddersagaer og størstedelen af fornaldersagerne regnes til den gerne. Sagaerne udspiller sig i beslægtede men dog forskellige verdner; ridderromanerne eller riddersagaerne foregår sydpå, mens fornaldersagaerne foregår på en nordisk skueplads. Således er Kong Arthur repræsentant for den høviske verden og Kong Goðmundur á Glæsisvöllum for oldtidens nordiske. I begge verdener udfører heltene heltegerninge, gennemgår prøvelser, krig og rejser i søgen efter land eller giftermål. Overnaturlige eller magiske modstandere eller hjælpere forekommer ofte, og historierne ender gerne lykkeligt.

Oversatte riddersagaer, eventyrlige fornaldersagaer og romancer
Dele af et stort samlingshåndskrift fra omkring 1300–1325 findes i dag bevaret i to stykker i Kungliga Bibliteket i Stockholm (Perg. nr. 7 4to) og i Den Arnamagnæanske Samling (AM 580 4to). Árni Magnússon fik den sidstnævnte del fra Ole Worms samling, da han var død. I alt er der 10 sagaer i de to brudstykker: to oversatte riddersagaer og to originale i det arnamagnæanske håndskrift; en original riddersaga og tre fornaldersagaer (Hrólfs saga Gautrekssonar, Örvar-Odds saga og Ásmundar saga kappabana) samt Jomsvikingernes Saga og Egils Skallagrimssons saga i håndskriftet i Stockholm. At håndskriftet er delt mellem to lande kan evt. delvist finde en forklaring i 1600tallets interesse i kilder til oldtidshistorien, som danskerne og svenskerne kappedes om at indsamle.

Sagaer og digte i mundtlig overlevering
Fornaldersagaerne foregår i Norden i oldtiden, og stoffet har man fundet i nordboernes og germanske folks mundtlige overlevering af fortællinger og digte. De bygger således på den samme skat af fortællinger, som Saxo Grammaticus benyttede ved udarbejdelsen af den del af hans Gesta Danorum, der behandler oldtiden. I det 17. århundrede og helt frem til det 19. århundrede regnede man fornaldersagerne blandt kilderne til Nordens oldtidshistorie. På det tidspunkt ændredes de lærdes syn på deres sandhedsværdi.

Maria med Jesusbarnet i Den Islandske Tegnebog (AM 637 a III fol) Mange skjalde digtede draper til hendes hæder.

Legender og religiøs digtning
Sidst i 1200tallet indtrådte en ny fase i legendeskrivningen, som kan føres tilbage til den nordlandske benediktinerskole; abbeder og munke fra den klosterregel blev de fremmeste repræsentanter for den nye skole i det 14. århundrede. Legenderne blev da mere deltajerede og stilen blev mere udsmykket. Man gjorde mere ud af kronologien, beskrivelsen af helgenens dyder og tekstudlægningerne, og man benyttede alle mulige tilgængelige kilder, hjemlige som udenlandske, fx værker af kirkefædrene, til at gøre historien mere sandfærdig.

Religiøse draper fra det 12. og 13. århundrede er bevaret i håndskrifter fra det 14., fx Harmsól, Leiðarvísan og Líknarbraut i AM 757 a 4to fra omkring 1400 eller Geisli fra 1153, der kun findes i fuldstændig form i to håndskrifter fra 1300tallet. Det mærkelige og ejendommelige digt, Solsangen, der er en død fars beskrivelse af sin legemlige død og det hinsidige liv til sin søn, findes dog kun i yngre håndskrifter. I tidens løb ændredes lovprisningsdigtenes ordforråd og billedsprog. I begyndelsen digtede man for Kristus og Herren, som man digtede for konger; men efterhånden blev den kristne symbolverden og metaforer indoptaget i skjaldenes arbejde med kenninger og billedsprog, og da ikke mindst billedsprog, spillende på sol og lys, som mange af digtenes titler viser. Fra det 14. århundrede digter man til Jomfru Marias hæder, og i den forbindelse må først og fremmest nævnes Lilje af munken Eysteinn, som består af 100 vers; det er et af de bedst kendte religiøse digte fra islandsk middelalder, og det kan bl.a. opvise den ændring i hele tilgangen til digtningen, at nu sproget skulle være klart og letfatteligt.

Sagaer og digte om bisp Guðmundur den gode
Der har sikkert været sagaer i omløb om biskop Guðmundur Arason den gode (f. 1161, bisp 1202–1237) på Hólar, mens han endnu var i live. Kort efter hans død blev den saga, der almindeligvis kaldes for Prestssaga Guðmundar Arasonar, og som blev optaget i sagasamlingen Sturlunga Saga, skrevet; fortællingen slutter her med, at den kommende biskop rejser ud for at blive viet. Omkring 1315 tog sagaskrivningen om Guðmundur virkelig fat, idet man forsøgte at få ham helgenkåret. Der blev skrevet fire sagaer om ham på omtrent 30 år. Disse fire sagaerredaktioner er alle tildelt et bogstav A–D. Bogstaverne angiver ikke den indbyrdes kronologi mellem sagaerne, men deres kildeforhold. A står kilderne nærmest, men i de andre er legendepræget større. De to redaktioner C og D bærer den nordlandske legendetraditions særpræg; C-redaktionen tilegnes ofte Bergur Sokkason (d. 1350) og D-redaktionen er skrevet af Arngrímur Brandsson (1361), der var abbed på Þingeyrar.

Möðruvallabók (AM 132 fol) er den største bevarede samling med islændingesagaer, og håndskriftets version af mange af disse sagaer har været lagt til grund for udgaver.

Nogle fremtrædende samlingshåndskrifter fra 1300tallet
Möðruvallabók (AM 132 fol) er den største, bevarede samling af islændingesager; det indeholder 11 sagaer og består i dag af 189 blade, idet det dog oprindeligt har været større. Hovedhånden i håndskriftet genfindes i seks andre håndskrifter hhv. fragmenter, de fleste med religiøst stof. Denne skriver har formentlig arbejdet ved en kirkelig institution på Nordlandet, muligvis i Eyjafjörður. Apostelsagahåndskriftet Skarðsbók (SÁM 1) indeholder også 11 sagaer foruden en inventarliste fra kirken på Skarð, og det er den største samling af apostelsagaer på islandsk. I Codex Wormianus (AM 242 fol) samlede man fire grammatiske afhandlinger fra middelalderen, Snorris Edda og Rigs vandring. Man har henført dette håndskrift til Þingeyrar-klostret.

Man rejste med bøger. I kilderne fortælles om særlige bogkister, men man hører også om bøger, der er blevet taget ud af deres bind, foldet sammen og gemt i kister eller tønder. I nogle bøger kan man se spor efter, at de har været foldet sammen, fx i Flatøbogen (GKS 1005 fol)

Jón i Víðidalstunga lader skrive bøger for sig
Jón Hákonarson (f. 1350) boede på Grund i Eyjafjörður og i Víðidalstunga i Húnavatnssýsla. Han var en holden mand og lod skrive bøger for sig, som fx Vatnshyrna, der var en stor samling af islændingesagaer, som desværre brændte ved Københavns brand 1728, og Flatøbogen (GKS 1005 fol.), en samling af kongesagaer og et helt særligt håndskrift af mange årsager.

Flatøbogen er skrevet i slutningen af 1300tallet, og hoveddelen af det er de norske kongers historie. Imidlertid er islændingetotter og andre sagaer (fx Færeyinga saga, Orknøboernes saga og Grønlændingenes saga, der fortæller om opdagelsen af Vinland og ikke er bevaret andre steder) flettet ind i hovedfortællingen om kongerne. Håndskriftet indeholder også en annal, der dækker tiden fra Julius Cæsar frem til 1394, samt forskellige digte, bl.a. det ovennævnte Geisli, en drape af Einar Skúlason, hvori han priser den norske Kong Olav Haraldsson den hellige; drapen blev fremført ved Olav den helliges skrin i forbindelse med indvielsen af domkirken i Nidaros (Trondheim) 1153. Endvidere indeholder håndskriftet de ældste nedskrevne‘rímur’, som også handler om Olav den hellige og ligeledes digtet af den samme Einar Skúlason. ‘Rímur’ er en særlig islandsk undergenre til lange episke digte, som opstod i det 14. århundrede og har været populær i godt 500 år.