Den boglige uddannelse kommer til Island

Samtidig med at antallet af studerende ved domskolerne og universiteterne steg i middelalderen, øgedes tillige behovet for bøger og bogproduktion. Her ses Henry of Germany holde en forelæsning for nogle studerende ved universitetet i Bologna, formentlig det ældste universitet i Europa. Håndskriftet er preussisk fra det 14. århundrede, Bildarchiv Preussischer Kulturbesitz, Berin Miniature 1233, Kupferstich-kabinett smpk.

Kirkens og den litterære kulturs udvikling på Island
Den litterære kultur på Island i middelalderen er en afstikker af den europæisk-kristne litterære kultur, der først og fremmest blev skrevet på latin, men som siden udviklede sig sammen med samfundet og forholdene i landet i øvrigt. Et særligt kendetegn ved den litterære kultur på Island var en mangfoldighed af emner, som blev nedskrevet på modersmålet og som er blevet bevaret i skindhåndskrifter fra middeleren eller i yngre papirafskrifter, som overleverer middelalderværkernes tekster. Forskellige samvirkende faktorer kan forklare, hvorfor man på Island valgte at skrive på modersmålet frem for latin, kirkens og videnskabens sprog i Vesteuropa. De bevarede håndskrifter giver ganske vist på ingen måde noget klart billede af, hvor mange latinske bøger, der var i landet i katolsk tid, og derfor er det umuligt at beregne størrelsesforholdet mellem latinske skrifter og skrifter på modersmålet på denne tid. Ødelæggelse af katolske bøger efter reformationen i 1550 og mindre interesse for den slags bøger hos 1600tallets håndskriftssamlere er for størstedelen skyld i det. Derimod har man længe været interesseret i, hvorledes historieskrivningen og ikke mindst skrivningen af islændingesagaerne begyndte og udviklede sig, ligesom overleveringen af de gamle digtgenrer og mytologien i kristne middelalderforfatteres værker har holdt interessen fanget.

Nybyggerbygd og norrønt kultursamfund
Man har bl.a. forsøgt at finde en forklaring på den islandske litterære kulturs særstilling i middelalderen i samfundsmæssige, kulturelle og geografiske faktorer, fra landnamets tid og frem til middalderværkernes nedskrivningstid i det 12. århundrede og senere. Når folk af forskellig oprindelse slår sig ned på samme sted, løber samtidig forskellige kulturstrømme sammen, bl.a. sagnstof, digtgenrer og folkesagn. Man kunne også forestille sig, at lærdom, digte og sagn fra ‘de gamle lande’ blev bevarede som en del af landnamfolkenes minder og siden muligvis blev en del af ‘det nye lands’ oprindelsessagn. Nedskrivningen af landets historie kan dernæst handle om at stadfæste de regerende høvdingeslægters ejerforhold og magt ved at henvise til overleverede historier om, hvordan det er gået i arv siden landnamet, og fastslå de slægtsmæssige forbindelser til de folk, som tog land og dannede landets administration.

Der var nordiske bosættelser i England, Skotland, Irland, på De Britiske Øer, i Frankrig og mange andre steder i tiden omkring Islands landnam, og nogle steder bestod de et godt stykke tid efter kristningen af Island. Den ældste skrift i Norge og på Island viser fx slægtskab med engelsk skrift, hvor der var en blomstrende litteratur på modersmålet helt tilbage fra 800tallet – ikke kun hos angelsakserne men også hos irerne. Det er tænkeligt, at dette forbillede bærer sin del af æren for, at islændingene og nordmændene begyndte at skrive på modersmålet, for man benyttede ikke mindre norrønt (middelalderens norsk-islandske sprog) end latin, når man bl.a. skulle skrive dokumenter og breve inden for ærkebispedømmet i Nidaros (Trondheim), der netop dækkede det vestnordiske sprog- og kulturområde. Formentlig har den kendsgerning, at det norrøne sprogområde var meget større end blot Island, yderligere støttet, at sagaer og lærdom blev nedskrevet på modersmålet.

Et kig ned ad Almannagjá på Þingvellir (‘Tingsletten’), hvor altinget samledes om sommeren.

Samfundstype og kulturelle og geografiske forhold
Historieskrivningens rødder og den udbredte skrivning på modersmålet har man også søgt at aflede af samfundstypen i fristatstiden, d.v.s. høvdingestyret, som bestod indtil Island blev en del af det norske kongerige i årene 1262–1264. Landsfolkets indbyrdes nære slægts- og interessefællesskab samt navnkundige indenlandske høvdingers og slægters higen efter magt og indflydelse, også efter at islændingene gik ind under den norske krone, kan også kaste lys over middelalderens emnevalg og litterære kultur. Derfor er slægttavler, som man ofte støder på i middelalderværkerne, på ingen måde unyttigt staffage; de kan derimod give et fingerpeg om, hvorfor teksten blev til, fx oplyse om mulige opdragsgivere, forfattere eller skrivere af middelalderværkerne – og om de synspunkter, der var årsag til, at de blev skrevet, afskrevet eller omskrevet, hvis det var dét, der var tilfældet.

En spredt bebyggelse uden nogen dannelse af små landsbyer gjorde muligvis det islandske samfund mindre dynamisk, end ellers mange andre steder i Europa. Der påvirkede bydannelsen, oprettelsen af dom- og klosterskoler, hof- og privatskoler, og senere universiteter, utvivlsomt kirkens og den verdslige overklasses lærdom og litterære dannelse i højere grad, end den gjorde i et tyndbefolket land midt i Atlanterhavet. Island har dog ikke været kulturelt isoleret i middelalderen; mange bevarede middelalderværker vidner netop om udenlandske kulturstrømme og forbindelser til den europæiske litterære kultur. Alligevel var landet i nogen afstand fra de øverste instanser i kirken og fra deres konge fra 1262–1264. Nye strømninger er muligvis kommet senere eller mindre kraftfulde til landet, om det så drejer sig om kongemagt, kirkepolitik eller boglig lærdom.

Kirkehold og lærdom kommer til landet
Ikke mindst har den islandske kirkes udvikling og islandske lærdes indsats for at give landet plads i kristne landes historie og verdensbillede, deriblandt de nordiske landes, været regnet for en påvirkningsfaktor i litteraturen i middelalderen. En nær forbindelse bestod mellem gejstlig og verdslig magt på Island frem til sidste del af 1200tallet. De første år af den islandske kirkes historie kaster muligvis et særligt lys over indførslen og tilpasningen af skriftkulturen til samfundet.

Kristus i højsædet i et fragment af en messebog fra Höskuldsstaðir på Skagaströnd på Nordvestisland (AM Dipl. Isl. Fasc. V 12). Det er A-tegneren fra Den Islandske Tegnebog (AM 673 a III 4to), der her er på spil.

Kristen kulturverden
Sammen med den katolske kirke kom europæiske kulturpåvirkninger til Norden og Island, som lå på den kristne verdens yderste grænser, og islændingene blev da bekendt med og fik del i dens verdensbillede og dannelsestradition. I Europa blev der undervist i de syv frie kunster i skolen, som var en uddannelsesindretning, der var arvet fra romernes klassiske oldtid. Teologien var hjørnestenen og hovedfaget i den kristne dannelse, mens det var filosofi og jura hos de gamle romere. Det er ikke sikkert, at uddannelsen har været helt ens over hele den vestlige verden, men man har sikkert altid krævet et vist mindstemål af uddannelse af kirkens tjenere.

De syv frie kunster
I middelalderen blev de frie kunster inddelt i trivium og quadrivium,alt efter om man havde at gøre med ord eller ting. Trivium omfattede de dele, som havde med sproget at gøre, man blev undervist i latin i grammatica (sprogvidenskab), man lærte at tænke i dialectica (logik) og i rhetorica (retorik, talekunst) lærte man, hvordan man kunne give det lærte fra sig i en passende form. På Island i ældre tid brugte man for disse fag almindeligvis islandske udtryk (latínulist, þrætubók og málsnilld).

Quadrivium omfattede de fag, som havde at gøre med ting, arithmetica (matematik), geometrica (geometrik), astronomia (astronomi) og musica (musikvidenskab). Sammensætningen af disse fire fag er overordentlig gammel, idet den kan føres tilbage til Pythagoras i Sicilien omtr. 500 f.Kr. Musikvidenskab og astronomi kom i samme gruppe som matematik, fordi musikvidenskaben også bestod af brøkregning og astronomien var en slags praktisk matematik, fx ved udregningen af kalendre. Samlet gik alle disse dele under navnet de syv frie kunster (septem artes liberalis).

Karolingernes undervisningspolitik
Frankerkongen Karl den Store (742–814), eller Karlamagnus (fr. Charlemagne, lat. Carolus Magnus) erobrede og samlede under sig alle kristne riger i Vesteuropa til et storrige. Karl den Store engagerede sig meget i uddannelsesmæssige reformer i sit rige og fik angelsakseren, Alkuin fra York i England, til at arbejde som hovedkraft for dette. År 800 tog Karl den Store kejsertitel som Karl I, kejser af det romerske verdensrige. Kort efter udstedte han et dekret om, at der i hvert bispedømme og på ethvert kloster skulle undervises i Davidssalmerne, nodelæsning og sang foruden regning og grammatik, som ganske vist hørte til de frie kunster.

I middelalderen så man Karlamagnus som forbilledet for kristne konger i Europa, og hans uddannelsespolitik var meget populær. Den norske Hákon den gamle Hákonarson, der regerede fra 1217 til sin dødsdag 1263, lod bl.a. oversætte Karlamagnús saga (d.v.s. sagaen om Karlamagnus) til norrønt fra franske episke digte. Sagaen er siden bevaret i bl.a. islandske håndskrifter (det ældste er AM 180 c fol fra 1375–1425). Den findes også på svensk, bl.a. i AM 191 fol, der blev skrevet i Askeby-klostret i Östergötland i Sverige i slutningen af 1400-tallet.