Ny religion – et ændret samfund

En lærer læser op af en bog.

Kristen undervisning og skolehold
I kølvandet på kristendommen og med den islandske kirkes efterfølgende udvikling undergik samfundet en række uundgåelige ændringer, som det også skete i de andre nordiske lande. Med den nye tro fulgte kirkens magtapparat, under udenlandske ærkebiskopper og paven i Roms overhøjhed; men derudover fulgte en ny begrebsverden og en ny viden, bl.a. kundskab om produktion af bøger og skrivekunsten. Der fandtes ingen skoler i Norden i førkristen tid, al lærdom blev dengang overleveret mundtligt, og både mænd og kvinder tog del i den. Efter vedtagelsen af kristendommen fik man brug for en boglig uddannelse på Island såvel som i de andre kristne lande, så man kunne undervise i Bibelens indhold, formidle dens budskab til lægmand og skrive messebøger og undervisningsbøger efter behov. Med skoleholdet fulgte således viden, omend på en anderledes måde end i dag, eftersom undervisningen tog hensyn til kirkens behov og krav.

De herskende klasser på nye forudsætninger
Boglig uddannelse afløste ikke den mundtlige uddannelse, for den var særlig for velhavende folk og snarere for drenge end for piger. Det var derfor forholdsvis få, der havde mulighed for at få en sådan uddannelse, men de modtog samtidig lærdom fra kloge mænd og kvinder, ligesom andre unge mennesker, der ikke fik en boglig uddannelse; hjemmet var da også i mange århundreder det foretrukne sted at undervise børn. Kundskab i læsning og skrivning forudsatte ikke nødvendigvis hinanden, og der var sandsynligvis flere, der lærte at læse end at skrive. Efterhånden blev kirkens uddannelse og skriftkultur mere almindelig i landet og bredte sig hurtigt til flere dele af samfundet end blot troslivet.

Med kirken skabtes en gejstlig klasse på Island, som bestod af boglærde høvdingesønner. Der var ingen konge i landet, men slægterne til de høvdinge, som indførte kristendommen på Island – efter Ari den Frodes beretning om vedtagelsen af kristendommen –, blev fremtrædende i kirkens administration og landets litterære kultur, ikke mindst i den første tid. Disse slægter tog tidligt skrivekunsten i deres tjeneste og fremlagde deres egen historie og synspunkter på skrift. Det bedste eksempel er slægterne Oddi-mændene og Haukdælir, som styrkede den indenlandske lærdom og kirkens magtapparat og naturligvis samtidig deres egen samfundsmæssige stilling.

Tre helgener og en biskop i sit fineste skrud fra Den Islandske Tegnebog (AM 637 a III fol).

Grundlæggelsen af boglig undervisning på Island
Da kristendommen var blevet vedtaget, måtte man etablere en klasse af præster til at styre ceremonierne. Kommende præster, degne eller andre af kirkens tjenere er sikkert snart blevet sat til at studere. Til at begynde med, var det udenlandske præster, der udbredte troen, underviste folk i de kristne skikke, sang messer og underviste de kommende præster. Deres undervisning har sikkert været uformel og sigtede formentlig til at give de nødvendigste kundskaber; men efterhånden er der nok kommet mere målrettethed over undervisningen, og dermed har man kimen til skolerne.

Vidt omkring i Europa blev der drevet klosterskoler, domskoler, hofskoler og privatskoler; men på Island var skolerne af en mere simpel art. Lånordet ‘skole’ forekommer i mange gamle tekster, men det havde da en mere omfattende betydning og kunne betyde undervisningsinstitutioner af enhver slags, et skolehus eller blot undervisning eller viden. Man sagde, at biskoppen eller præsten holdt skole, hvis han tog elever til privatundervisning. I sådanne tilfælde har der ikke nødvendigvis været tale om en egentlig skolebygning, holdundervisning eller et fast undervisningsskema, snarere har man benyttet ledige eller passende steder, når det var blevet tid til at undervisning. Den ordning, at præster tog elever i privatundervisning holdt sig frem til det 19. århundrede, da der efterhånden opstod tættere bebyggelse på Island, og det forekommer sandsynligt, at undervisningen fra begyndelsen har været udført på denne måde.

Kilder om skolehold
Beretninger om uddannelse og skolehold findes kun i begrænset omfang i middelalderkilderne. De forekommer først og fremmest i kilder om Islands historie og kristendommen fra den første tid, fx Islændingebogen, Kristni saga og Hungervækker (Hungurvaka) og navnlig i sagaerne om de islandske biskopper. Disse værkers kildeværdi vurderes gerne ud fra, hvornår de er skrevet og formålet med dem, ting, der kan have farvet de beskrivelser, som vi finder i dem. I biskoppesagaerne fra tidligt i 1200tallet er skolehold beskrevet ved begge landets bispesæder. De to skoler og det benyttede undervisningsmateriale har i det mindste i nogle henseender været sammenligneligt med, hvordan det var i øvrigt i Europa. Af bevarede inventarlister fra kirkerne kan man se, at forskellige af de latinske lærebøger, som blev benyttet ved de klassiske studier i Europa, fandtes i klostres og bispesæders biblioteker på Island i middelalderen.

Skolehold og den kristne uddannelseskultur fulgtes hånd i hånd med kirkens og kristendommens udvikling i landet, og forskellige beretninger om lærde mænd, der søgte uddannelse i udlandet, findes fx fra de første kristne århundreder. Med tiden opstod islandske videns- og uddannelsescentre, der stod for uddannelsen i overensstemmelse med den europæiske undervisningstradition. Videregående uddannelse måtte man dog søge i udlandet – helt frem til at Islands Universitet blev grundlagt i 1911.

Interesserede elever får et kig i en efterligning af Flatøbogen hos Árni Magnússon-instituttets museumslærer. I middelalderen havde piger ikke de samme muligheder for at uddanne sig som drenge.

Vandreprædikanter og missionsbiskopper
I kilderne fortælles der om udenlandske missionsbiskopper eller vandreprædikanter i landet i de første årtier efter kristendommens vedtagelse. Man regner det for nogenlunde sikkert, at disse udlændinge har talt to engelske mænd, to sachsiske, en irsk og en norsk; men om andre, som fx armenske mænd, er kilderene noget mere usikre. Nogle af missionsbisperne havde tidligere været i England eller missioneret i Norge eller Sverige. Det må ses som et tegn på en nær forbindelse mellem landene i det vestnordiske kulturområde og sige noget om vigtigheden af denne forbindelse ved indførslen af kristendommen i Norden.

To missionsbiskopper, Hróðólfur den engelske og Bjarnharður den sachsiske, opholdt sig begge efter sigende i nitten eller tyve år på Island. De har sikkert taget del i de kommende præsters grundlæggende uddannelse i litteratur og skrivning, hvadenten de nu stod for skolehold eller ligefrem klosterliv, som det er tænkeligt med Hróðólfur.

Den kristne tro er særligt blevet præsenteret for folk ved praktisk mission, hvor vægten var lagt på ceremonierne med messesang og oplæsning på latin, foruden prædikerne og fortællingerne om helgener og helginder på modersmålet, så budskabet kunne nå frem. Man så sikkert ikke meget til noget kirkeligt magtapparat og en lærd teologisk uddannelse til at begynde med, og den var i hvert fald næppe på missionsbiskoppernes hænder. Deres funktion var først og fremmest at undervise almuen og lovende klerke om indholdet og praktiseringen af den kristne tro.

Uddannelse af almuen
Kristendomsundervisningen i middelalderen byggede på, at folk skulle kunne tage del i kirkens gudstjeneste og tilbedelse. Undervisningen foregik hjemme og ved messer eller andre regelmæssige ceremonier. Opsyn med kundskaberne foretog man i forbindelse med t.eks. konfirmation og skrifte. I kapitlet om tro i Grágás-loven er der en bestemmelse om undervisningspligt for voksne, alle, ‘der havde forstand til det’, skulle kunne Fadervor (Pater noster), bekendelsen (Credo in deum) og døbe børn med den korte dåb, senest ved 12 års alder. Disse dele har været gode til at lære uden ad, og man har ikke behøvet at lære at læse for at lære det. Med biskop Árni Þorlákssons kristenret, der blev vedtaget i 1275, tilføjedes det, at man skulle kunne Ave Maria.

Præsternes pensum
I den karolingiske uddannelsespolitiks ånd, var grammatik, teologi og sang de vigtigste fag for de kommende præster, der skulle tage seks indvielsesgrader førend de endelig kunne blive viet til præster. De skulle også kende til tidsregning for at kunne regne ud og forklare, hvordan de såkaldt bevægelige højtider, som fx påske og pinse, fordelte sig over kirkeåret. I grammatik beskæftigede man sig med latin, der var grundlaget for fortsatte studier og forudsætningen for at kunne læse videnskabelige værker. Biblen blev også tidligt oversat til latin, den romersk-katolske kirkes sprog, og læsning og udlægning af den var teologiens hovedopgave. Kommende præster skulle desuden kunne alle ceremonier og kirkelige handlinger, d.v.s. messer og tider, alle slags indvielser og andre tjenester for sognefolkene, som fx dåb, skrifte, ægtevielse og begravelse. De lærte at synge efter enkle noder, og Davidssalmerne, der var hovedbestanddelen af tidesangen, skulle de helst kunne udenad.

Psaltere, bøger med Davidssalmer eller andre salmer og som regel også noder, var almindelige som lærebøger, når der skulle undervises i læsning og skrivning i Europa og sikkert også på Island. Forskellige skriveøvelser og penneprøver, ganske vist som oftest først overleveret fra senere århundreder, er meget udbredte i islandske håndskrifter, ikke mindst i lovbogshåndskrifter, af hvilke der er bevaret mange af fra middelalderen.

Islandsk bogproduktion
De bøger, som blev brugt ved kirkens cerimonier ved begyndelsen af kristendommens indførsel på Island, har været udenlandske, i det mindste mens befolkningen ikke har kendt nævneværdigt til bogproduktion, og mange af disse er sikkert kommet til landet med vandreprædikanterne og missionsbiskopperne. Bjarnharður Vilráðarson den boglærte, en engelsk missionsbiskop, der blev beordret til Island omkr. 1016 af Kong Olav Haraldsson den hellige, har ud fra sit tilnavn at dømme netop kunnet undervise befolkningen i læsning, skrivning og måske ligefrem produktion af bøger.

Efterhånden som tiden gik lærte islændingene selv at producere bøger, og de begyndte at skrive deres egne. I Hungervækker, Skálholtbispernes historie, skrevet i tiden efter 1200, findes den ældste beretning om bogproduktion i kirkens tjeneste. Der fortælles om, at biskop Klængur Þorsteinsson (biskop 1152–1174) lod skrive tidebøger, der var meget bedre, end de tidligere havde været. De ældste bevarede håndskriftfragmenter, som er dateret til tiden omkr. 1150, bekræfter, at bogproduktion var begyndt i landet på den tid. Ganske vist regner man med, at islændingene selv begyndte at skrive bøger noget før, nemlig i begyndelsen af 1000tallet – først på latin, kirkens sprog, men i det 12. århundrede skrev man tekster på modersmålet, både oversatte og rent islandske tekster.