Fire skrifttyper fra islandske pergamenthåndskrifter:
 |
 |
 |
 |
Skrift
Skriftarsaga
Der findes mange forskellige skrifttyper. Denne tekst er fx skrevet med Arial, og man kan så efter ønske ændre den til Times, Georgia, Courier eller Verdana. Gennem tiderne har forskellige skrifttyper været på mode. I de ældste islandske håndskriftfragmenter har man benyttet en latinsk skrifttype, som dengang var almindelig i Europa og kaldes for karolingisk minuskel eller karolingerskriften.
Pergament var dyrt og karolingerskriften var pladskrævende. Derfor vandt en anden skrifttype sig indpas, gotisk bogskrift, der var tættere, så der kunne stå mere på hvert blad end før. De fleste islandske håndskrifter eller fragmenter, der er blevet dateret til tidsrummet 1150–1250, er med førgotisk skrift, mellemtrinnet mellem karolingisk skrift og gotisk bogskrift. Omkring 1300 er den gotiske bogskrift blevet den almindeligste skrifttype på Island. Både karolingerskriften og gotisk bogskrift prentes, bogstav for bogstav og tager forholdsvis lang tid at skrive. Sådan skrift kaldes også for prentskrift eller bogskrift, fordi hvert bogstav prentes på bladet hver for sig.
Fire skrifttyper fra islandske pergamenthåndskrifter:
|
Omkring 1400 blev der skrevet flere og flere diplomer; i diplomerne brugte man hellere den såkaldte kursiv (diplomskrift), der i højere grad forbandt de enkelte bogstaver, og derfor var denne hurtigere at skrive end bogskriften. Senere tog man også denne skrift op i bøger, hvor dog bogstaverne blev skrevet lidt mere hvert for sig end i diplomerne. Islændingene var konservative, hvad skrift angår, og benyttede i århundreder en variant af den gotisk skrift, ældre gotisk kursiv. Da man begyndte i højere grad at bruge papir, blev det almindeligere at bruge yngre gotisk kursiv. Med papiret og trykkekunstens ankomst på Island i det 16. århundrede, blev det en smule billigere at genproducere bøger, end det havde været, dengang man skrev på pergament, og derfor har man muligvis ikke vægtet det ligeså højt at skrive tydelige bogstaver.
Fornyelser i skriften optræder almindeligvis senere hos lægfolk end hos præster og embedsmænd, der generelt havde uddannet sig i udlandet og ofte stod i brevveksling med myndighederne eller kollegaer der. Frem til omkring midten af det 18. århundrede var det næsten udelukkende gejstlige skrifter og lovbøger, der blev trykt på Island. Andre bøger, som folk ville have, blev skrevet i hånden. Lægfolk afskrev således selv deres bøger, og den store mængde af afskrifter og håndskrifter fra de senere århundreder er noget helt særligt for islandsk skriftkultur. Tekstgenren kunne være bestemmende for, hvilken skrifttype der benyttedes – nogle ville hellere hellere bruge prentskrift, når der skulle skrives sagaer eller rímur.
En variant af kursiv, nygotisk skrift, blev populær i det 17. århundrede. Denne skrift viste længe spor af den middelalderlige gotiske kursiv. I det 18. århundrede blev kendskabet til at skrive mere almindeligt, og skriverhænder blev mere forskellige, efterhånden som flere lærte at skrive. Omkring midten af det 19. århundrede ophørte man at bruge nygotisk skrift og begyndte i stedet at bruge en ny form for kursiv, der i virkeligheden er en gammel italiensk eller sydeuropæisk kursiv. For nylig er der blevet sat endnu et skel i skriftens historie i Island, da man kort efter 1980 begyndte at skrive formskrift, som man lærer at skrive i skolen i dag.
Bøger blev forældet som tiden gik p.g.a. ændringer i skriftstil og ortografi som efterfølgende marginalnote fra et håndskrift af Ólafs saga helga (Olaf den helliges saga, Perg. 4to nr. 4) viser:
Ég vildi ég kynni að lesa þessa bók |
Det er tydeligt at vedkommende kan skrive og læse sin samtids skrift, men ikke skriften, som denne bog fra midten af det 14. århundrede er skrevet med.
Islandske bogstaver
Islændinge lærte latinen at kende i kirkens bøger. I latin findes ikke alle de samme lyd som i islandsk, og derfor måtte man tilføje nogle bogstaver til det latinske alfabet, så man kunne skrive alle de islandske lyd. Islændingene optog þ (for den lyd som repræsenteres af th i moderne engelsk, fx thorn) og y fra angelsaxisk skrift. þ var oprindelig runen þurs, der hed þorn på engelsk. Den første grammatiker, der levede omkring midten af det 12. århundrede, tilføjede så fire selvlydstegn (vokaltegn) for de selvlyd, der ikke fandtes i latin.
I det 13. århundrede begyndte man efter norsk forbillede at bruge ð i samme funktion som nu, for det bløde d-lyd. Nordmændene havde optaget bogstavet fra angelsaxisk skrift. Brugen af ð aftog omkring midten af det 14. århundrede, og man brugte længe d for både d- og ð-lydene. Bogstavet blev genoptaget i det almindelige skriftsprog i det 19. århundrede, ganske vist p.g.a. påvirkning fra gamle tekster, som der da blev trykt en del af.
|
© LogS
