Om skolastikken (scholastica, scholasticus)

Teologistudiet i middelalderen bestod af læsning og tolkning af Bibelen på latin, og man sagde, at den havde fire betydningslag, historia (bogstavelig betydning), allegoria (skjult betydning), tropologia (moralsk betydning) og anagogia (åndelig betydning), som det fremgår af dette latinske huskevers fra middelalderen:

Littera gesta docet;
quid credas allegoria;
moralis quid agas;
quo tendas anagogia.

(‘Bogstavet viser historien,
det skjulte, hvad man skal tro,
moralen, hvad man bør gøre,
den åndelige betydning, hvor du er på vej hen’)

(Kilde: Þrjár þýðingar lærðar frá miðöldum. 1989, s. 9. Gunnar Ágúst Harðarson (ed. og forfatter til indledningen). Reykjavik: Hið íslenska bókmenntafélag).

Ved tolkning af Bibelen støttede man sig til kirkefædrenes udlægninger, men de var ikke altid enige. I det 11. og 12. århundrede begyndte man derfor at benytte de antikke græske filosoffers metoder, som fx Platon og Aristoteles, på deres udlægninger, samlede modsigende tolkninger, syn (sentinentia) på enkeltheder eller spørgsmål (quæstio) sammen, benyttede argumentation (determinatio), når man skulle afgøre skønssager, og ordnede tingene efter emne (summa). Dette er begyndelsen til den skolastiske metode, og den berømteste repræsentant herfor er Peter Langobarderens samling, Sententiarum libri quattuor, fra omkring 1160, der blev brugt som lærebog i teologi i mange århundreder. Andre fremtrædende repræsentanter for skolastikken var fx Anselm, ærkebiskop i Canterbury (omtr. 1033–1109), og Thomas Aquinas (omtr. 1225–1274).

Om grundlæggelsen af universiteterne i Europa
I det 12. århundrede havde lærer- og elev-samfundene ved de største domkirker i de største byer i Europa udstrækt sig så vidt, at man begyndte at tale om universitas magistrorum et scolarium – universiteter. Universiteternes formelle vedtægter var enten undertegnet af paven eller af kongen, undertiden af begge, mens andre udviklede sig efter traditionen (ex consuetudine). Til teologistudiet kom lægestudiet og jura og gennem de følgende århundreder var der tre fakulteter; den fjerde, filosofi, var oprindelig et forberedende fakultet, hvor der blev undervist i de syv frie kunster.

De første europæiske universitetssamfund opstod i Italien (Bologna), Frankrig (Paris og Montpellier), Spanien (Palencia og Salamanca), Portugal (Coimbra) og England (Oxford og Cambridge) i 1000–1200tallet. Nogle af universiteterne specialiserede sig inden for et eller andet område, som fx juraskolen i Bologna i Italien (det ældste universitet, grundlagt 1088) eller lægeskolen i Montpellier i Frankrig (fra 1180, universitet 1220). Teologien og filosofiens hovedsæde var det meste af tiden universitetet i Paris (fra midten af 1100tallet), men Oxford fulgte tæt efter (slutn. af 1000tallet, universitet fra 1100tallet).

I det 13.–15. århundrede kom der endnu flere universiteter til, i det 14. århundrede blev bl.a. de første universiteter i Prag (1348, nuværende Tjekkiet), Kraká (1364, nuværende Polen), Wien (1365, Østrig) og Pécs (1367, Ungarn) grundlagt. I denne periode blev også de ældste universiteter i det nuværende Tyskland grundlagt, i Erfurt (1379–1806, genoprettet 1994), Heidelberg (1385) og Köln (1388). I 1400tallet blev der grundlagt universiteter i St. Andrews (1411, Skotland), Basel (det nuværende Schweitz), Leuven (1425, i det nuværende Belgien) og Pressburgt (1465, Slovakiet).

De ældste universiteter i Norden er fra tiden omkring Kalmarunionen (1397–1524), hvor Nordens tre riger, Norge, Danmark og Sverige, kom under en fælles regering. Det første universitet blev grundlagt i 1425 (–1536) i Lund i Skåne, hvor det danske ærkebispesæde tidligere havde været. Det nuværende universitet i Lund blev grundlagt 1666 efter at svenskerne havde underlagt sig Skåne i 1658. Uppsala-universitetet i Sverige blev grundlagt 1477 og er det ældste, stadigt fungerende universitet i Nordeuropa. Københavns Universitet er fra 1479; det var i århundreder kongeriget Danmarks eneste universitet, derunder Norges og Islands, som ikke fik eget universitet før universitetet i Oslo blev grundlagt i 1811 (tidligere Det Kongelige Frederiks Universitet) og Islands Universitet (Háskóli Íslands) i 1911. På Grønland har universitetet Ilisimatusarfik fungeret siden 1989 og Fróðskaparsetur Føroya har været Færøernes universitet siden 1990.