Runer og mundtlig overlevering
|
| |
| Tilskuer til en kamp. En marginaltegning i Belgdalsbók (AM 347 fol) fra midten af 1300tallet. |
Mundtlig overlevering
Selvom bøger og skriftkultur på ingen måde er noget nyt i verdenshistorien, er det forholdsvis kort tid siden, at snart sagt alle og enhver i den vestlige verden fik adgang til uddannelse og dermed til bøger. I nogle lande har størstedelen af befolkningen stadig ingen muligheder for en grunduddannelse og kan hverken læse eller skrive.
Skriftkultur er en vigtig del af de fleste nutidssamfund, og i dem er folk, der ikke kan læse, som oftest dårligere stillet end andre. Det at kunne læse drejer sig ikke blot om at kunne læse og skrive, men ligeledes om adgang til kommunikation og viden, at være en del af sprogsamfundet og kulturen. Skriftlige meddelelser eller retningslinjer forekommer overalt, ikke kun på papir, men også på fjernsyns- og computerskærme og skilte. Folk, der ikke kan læse, har derfor ofte kun begrænset adgang til forskellige oplysninger og dermed til fuld deltagelse i samfundslivet.
Før skriftsprogets og bøgernes tid byggede formidling og bevaring af viden på mundtlig overlevering, det talte ord. Man berettede om begivenheder, fortalte historier og digte, både for at sætte ord på samfundets viden og moral og for at formidle det til andre, og tillige for egen og andres underholdnings skyld. Ritualer og praktiseringen af religionen blev også talt, sunget eller kvædet, love blev vedtaget og domme afsagt – altsammen uden hjælp fra skrevne tekster eller bøger.
 |
| |
| Runer i margin, tydeligt skrevet med en anden slags blæk end hovedteksten i bogen. |
Levende foredrag
Hver eneste gang en historie eller et digt blev fremført, foregik på en gang repetition og nyskabelse, idet fremføreren tog hensyn til sine lyttere og formålet med fremførslen. Fortællestoffet indgik således i en stadig genskabelse; der blev tilføjet eller sløjfet dele alt efter de givne omstændigheder i hvert enkelt tilfælde. Hvis oplysninger, en historie eller et digt gik i glemmebogen, gik det tabt for evigt og kunne ikke hentes tilbage. Man har formentlig lagt vægt på, at samfundets love og regler var i faste rammer, og således gjorde man meget ud af, at de blev husket. Det samme gælder sikkert om religiøse ritualer, der ofte er udformet med et fast ordforråd eller som sange.
På samme måde kan metrik, alliteration, rim og rytme i digtning gøre det nemmere for folk at huske et digt. Den gamle nordiske digtning, d.v.s. eddadigtene, der efter emne deler sig i hhv. gudedigte og heltedigte, samt mange skjaldedigte, blev for størstedelens vedkommende nedskrevet i det 13. århundrede eller senere, men man regner med, at digtene er digtede før skrivekunsten kom til landet og at de har været bevaret mundtligt.
 |
|
| En af de ældste runeindskrifter, der er bevaret på Island, blev fundet på en spade, der blev gravet op af en mose på Indriðastaðir i Skorradalur i 1933. Den er dateret til 1100tallet og findes på Islands Nationalmuseum. |
Runer
Da Island blev bebygget havde nordboerne et skriftsprog, runerne, der blev ristede eller hugget ind i hårdt materiale: træ, horn eller sten. Runerne karakteriseres da også ved lige streger og spidse hjørner. Runeskriften er opstået blandt de germanske folk og har muligvis sit udspring i det område, der udgør Danmark i dag samt det sydlige Sverige, for de ældste kendte indskrifter er blevet fundet i Jylland, på Sjælland, på Fyn og i det sydlige Skåne. De er blevet dateret til sidste del af det 2. århundrede, og man har sikkert haft det latinske alfabet som forbillede i den form dette havde i Romerriget i det 1. århundrede.
Ordet ‘rune’ betyder oprindelig ‘hemmelighed’ eller ‘hemmeligt tegn’, og runerne er ofte blevet forbundet med trolddom, spådomskunst og orakler. Ifølge Den Højes Ord (Hávamál) er de kommet fra guderne, står i forbindelse med selveste Odin, digtekunstens og visdommens gud. I runeafsnittet i Den Højes Ord, str. 138–145, beskrives, hvordan Odin fik sin visdom, bl.a. hans kendskab til trolddom og runekunsten, ved at ofre sig selv, idet han hang i ni nætter i verdenstræet, asken Yggdrasil.
Fuþark eller runealfabetet
Runealfabetet kaldes fuþark (futhark) efter de første seks runer i runerækken. Runernes navne har sikkert fulgt runerne fra begyndelsen, og de omhandler tre områder af tilværelsen for de germanske folk, guderne og jætternes verden, menneskernes verden og naturen. Runerne áss (‘as, gud’), þurs (turs), týr (‘tir, gud’) hører fx til gudeverdenen, runerne maðr (‘mand’), fé (‘penge, kvæg, rigdom’), kaun (‘sygdom, svulst’) hører til menneskenes verden og íss (‘is’), lǫgr (‘løg’), bjarkan (‘birk, birkeris’) til naturen.
Den ældre runerække er det alfabet, som de germanske folk brugte i århundreder, og det består af 24 runer. I Norden var runerne i brug længere end hos de sydlige naboer, og i begyndelsen af vikingetiden skete den ændring med fuþarken, at man skar ned på antallet af runer, og nogle af runernes udseende blev forenklet. Den yngre runerække omfatter kun 16 tegn, og derfor betegnede nogle af runerne flere lyd, fx stod én rune for i og e, én for o og u eller v, én for k og g – og så videre. Det er ikke utænkeligt, at der er tale om en bevist ændring, da afvigelserne i forhold til den ældre runerække er så store, at der snarere er tale om en genskabelse end en udvikling fra den ældre række. Efter at de latinske bogstaver kom til Norden, forøgedes antallet af runer igen, sikkert p.g.a. påvirkning fra det latinske alfabet, der bestod af 24 tegn.
Skønt runerne stod i nær forbindelse med de gamle guder og trolddom og hemmeligheder, synes runeskriften ikke at have stået i noget synderligt modsætningsforhold til eller i konkurrence med de latinske bogstaver, som nordboerne fik sammen med kristendommen. Tværtimod blev nogle af runerne brugt som forkortelser under skrivningen. På samme måde med runer fra middelalderen, som man igen og igen finder på gravstene og effekter tilhørende kirken. Omkring 1300 ser vi først den skik på Island at riste en kort indskrift med runer på gravstenene på kirkegårdene, og denne skik fortsatte i en eller anden udstrækning helt frem til den sidste del af 1600tallet. Efter den tid levede runekunsten videre blandt oldtidsforskere, træskærere og som trolddomstegn.
Manglede islændingene kendskab til runer eller mangler man kilder i dag?
Kilder om de første generationer af bosætteres kendskab til runer har hidindtil været meget sparsomme, og de ældste islandske runeindskrifter er dateret så sent som til 1100tallet. Ved en arkæologisk udgravning i Reykjavík fandt man for nylig nogle mærkelige indskrifter, bl.a. to runepinde, betydeligt ældre, end de ellers kendte ældste runerindskrifter. Fundet kan sikkert kaste nyt lys over brugen af runer på Island i den tidligste tid.
En mulig forklaring på, hvorfor der er bevaret så få runeindskrifter på Island, kan være den enkle, at de hovedsagelig har været indridset i træ og siden er gået tabt. Da Island blev bebygget, synes det heller ikke at have været almindeligt at indridse runer i sten i Norge, hvor den overvejende del af landnamsfolkene kom fra. Islændingene har sikkert kendt til runekunsten – herunder kunnet læse og skrive med skrifttegnene – fra begyndelsen af, men det var først efter kristendommens indførsel, at man begyndte at skrive længere tekster på pergament.
 |
|
| Her kan man læse maðr er mannz gaman (‘Mand er Mands Gammen’) fra str. 47 i Den Højes Ord (Hávamál). M-runen er forkortelse for ordet maðr. |
 |
|
| Her betegner to m-runer flertal af ordet maðr: renr iannara manna lond (‘løber ind på andre mænds jorder’). |
Brugen af runer i islandske håndskrifter
Nordmændene, og sidenhen islændingene, optog bogstavet þ, der egl. er runen þurs, i deres alfabet efter engelsk forbillede. Runens form er dog nordisk, taget fra den yngre runerække. Bogstavet þ findes ikke længere i det norske og engelske alfabet, men findes endnu i det islandske. Derudover har man brugt m- og f-runerne som forkortelser, der stod for runernes navne, maðr (‘mand’) og fé (‘penge, kvæg’). I et af de ældste, bevarede håndskriftfragmenter af fristatstidens lovsamling, Grágás (AM 315 d fol) fra sidste del af 1100tallet, findes eksempler på brugen af m-runen, hvor også bøjningsendelser er tilføjet.
Flere eksempler findes i håndskrifter fra det 13. århundrede, som fx Codex Regius af eddadigtene (GKS 2365 4to) fra omkr. 1270 og Codex Regius af Grágás (GKS 1157 fol) fra omkr. 1250. M-runen findes også brugt i den islandske præsteliste i GKS 1812 4to III og i et fragment af biskop Þorlákur Þórhallsson den helliges (Thorlak Thorhalssøn) jærtegnsbog (AM 645 4to), der begge er fra første del af 1200tallet. Eksempler på brug af f-runen findes der ikke så mange af, men dog kan nævnes AM 623 4to, et håndskrift med helgenlegender, og AM 325 VII 4to (1250–1300), indeholdende den norske kong Olav den helliges saga, der også er dateret til det 13. århundrede.
Formentlig følger brugen af runer den øgede interesse for antikviteter (i Europa) på den tid, der undertiden kaldes for det 12. århundredes renæssance. Snorri Sturluson skriver sin Edda, som er en lærebog i den gamle digtekunst – måske for at forlige kirken med den gamle skjaldekunst, der byggede på den gamle religion og gudehistorier. Eddadigtene samles i skriftlig form, i det mindste er Codex Regius af eddadigtene fra denne tid. Det norske runedigt er også fra denne tid (omkr. 1300) ligesom et dansk runehåndskrift. Til gengæld findes der næppe eksempler på brug af runer i håndskrifter fra det 14. århundrede.