Datering af håndskrifter fra perioden 1250–1300 og deres indhold

AM 162 A θ fol eller theta-fragmentet er det ældste, bevarede fragment af en islændingesaga.

Islændingesagaer og eddadigte på skrift
Det ældste eksempel på en islændingesaga er et fragment af Egil Skallagrimssons saga, der dateres til omkring 1250 (AM 162 A ϑ fol). Foruden dette findes kun ganske få fragmenter af islændingesagaer fra sidste del af 1200tallet. Ud over Egil Skallagrimssons saga, findes der fragmenter af Laksdølernes saga og Snorre Godes saga (Ørboer-saga) (AM 162 D og E fol); de ældste fragmenter af Njals saga dateres til omkring 1300 (AM 162 B β og δ fol). Et fragment af Þorlákurs den helliges saga (AM 383 I 4to) dateres til midten af 1200tallet og tidebønnerne for Þorlákur (Þorlákstíðir, Officium Sct. Thorlaci episcopi) – sungne på hans messedag –findes på latin i AM 241 b V fol fra samme århundrede. Den ældste lægebog findes i AM 655 XXX 4to, der dateres til slutningen af århundredet.

De tidligere omtalte genrer, legender, apostelsagaer og anden religiøs litteratur, lovstof, kongesagaer og historiske skrifter, enten oversatte eller skrevet på islandsk, finder stadig vej til håndskrifterne, og vi må endelig ikke glemme at nævne et af de allerkendteste islandske håndskrifter fra middelalderen, Codex regius af eddadigtene (GKS 2365 4to), der dateres til omkr. 1260–1280 og er skrevet af en ukendt skriver. Codex regius indeholder mytologiske digte, som man gerne inddeler i gudedigte og heltedigte, de fleste er kun bevaret i dette håndskrift.

Hvad siger håndskrifterne os?
Håndskrifter og fragmenter fra perioden 1150–1300 repræsenterer godt 100 skriveres arbejde. Men det er ingen nem sag at udregne, hvor mange hele værker, disse håndskriftslevn skulle repræsentere, for det er kun meget få værker, der er bevaret (mere eller mindre) fuldstændigt. Blandt de mere interessante værker, vi har bevaret fra den ældste tid, er Den Islandske Homiliebog, Elucidarius, Gregorius’ Dialoger, Þorlákur den helliges jærtegnsbog og Ágrip (Oversigt over Norges konger).

Der kommer meget mere til fra slutningen af 1200tallet, fx Jomsvikingernes Saga om danske konger og grundlæggelsen af vikingeborgen Jomsborg på Østersøens sydlige kyster (AM 291 4to). Alexanders saga er en norrøn oversættelse af et episk digt på latin om Alexander den Store, Alexandreis, fra omkring 1180 (AM 519 a 4to). Og så har vi Snorri Sturlusons Olav den helliges saga, der tidligst er bevaret i AM 75 a fol. Fra dette tidsrum har vil tillige kongesagasamlingen, Morkinskinna (GKS 1009 fol), Codex Regius af eddadigtene og hovedhåndskrifterne af fritstatsloven, Codex Regius af Grágás (GKS 1157 fol) og Staðarhólsbók af Grágás (AM 334 fol.). Det sidstnævnte håndskrift indeholder, som det eneste, Járnsíða, den første lov, som islændingene modtog fra den norske konge; men loven fik en meget dårlig modtagelse på Island og gjaldt kun i et årti, førend den blev erstattet af Jónsbók, i 1271–1281. Járnsíða-delen af håndskriftet er med en anden, noget yngre hånd end Grágás-delen.

Et af de bedst kendte islandske middelalderhåndskrifter er Codex Regius af eddadigtene, GKS 2365 4to. Dette håndskrift indeholder digte om de nordiske guder og oldtidshelte, hvoraf mange ikke findes bevaret andre steder end i netop dette ene håndskrift.

Bogkulturens udvikling og udbredelse
De bevarede håndskrifter giver os et groft billede af, hvorledes bogkulturen udviklede sig; vi kan se, at – i det mindste hvad det håndværksmæssige angår – nås et højdepunkt i 1300tallet. Man begyndte at skrive annaler i 1100- og 1200tallet, en syssel der gerne synes at følge med den egentlige historieskrivning. Man oversatte og skrev historiske værker i stadig større grad i 1200tallet, og vi ser desuden, at islændingene nedskriver andet end historiske skrifter, kongesagaer og legender på islandsk. Europæiske kulturstørmme, god uddannelse og pengestærke høvdinge samt en stærk fortælletradition, der gav adgang til et skatkammer af sagn og fortællinger, er de vigtigste forudsætninger for den verdslige sagaskrivning i 1100- og 1200tallet. Det fortællestof, man benyttede i sagaerne, udenlandskt som indenlandskt, viser, hvordan de klasser, der havde råd til at lade deres underholdning nedskrive og lade deres historie- og livssyn komme til udtryk på pergament, tilpassede deres samtid, historie og forbindelse til omverdenen.

Omvæltningernes århundrede
Fra begyndelsen af 1100tallet og til ind 1200tallet skete omvæltninger i det islandske samfund, og det endte med, at to slags personer fik plads på samfundets top: Storbønderne, der almindeligvis uddannede sig til præster eller ejede kirker og havde stor magt lokalt, mens de i større, nationale spørgsmål ikke havde meget at skulle have sagt, og godordsmændene, der efterhånden fik underlagt sig de fleste af landets godord og dermed indtog en stærk stilling i den verdslige administration af landet. Denne udvikling bragte den magtfordeling, der var en forudsætning for gode-institutionen, til undergang, hvilket førte til, at vold og overgreb stadigt tog til, endende med en egentlig bogerkrigstilstand. Der var en udtalt partidannelse, og de mange forbund, der blev indgået, blev ligeså ofte brudt, åbent eller ved svig.

Kongen og kirken tiltager sig stadig mere magt
Samtidig kæmpede kirken for at opnå enevælde i gejstlige spørgsmål og at tvinge myndigheden over kirkegodset ud af hænderne på høvdingene. Den kamp pågik mere eller mindre gennem hele århundredet – fx var Hólabiskoppen, Guðmundur Arason, indviklet i kampe med de verdslige høvdinge næsten hele sin bispetid (1203–1237). Efter nogle urolige år kom Hákon Hákonarson den gamle til magten i Norge, og han ville underlægge sig Island. Han forsøgte at vinde de islandske høvdinge for sin sag, og, da begge bispesæder blev frie 1238, sørgede han for, at ærkebispen indsatte nordmænd, der kunne støtte hans sag på Island.

Grágás-håndskriftet Staðarhólsbók (AM 334 fol) indeholder ud over Grágás-loven som det eneste pergamenthåndskrift den senere lov, Járnsíða, den første lov, som den norske konge gav islændingene. Járnsíðablev udarbejdet efter norsk forbillede, og man mente på Island ikke, at den tog nok hensyn til særislandske forhold. Loven blev vedtaget i årene 1271–1273, men gjaldt kun i få år, da en ny lov, Jónsbók, blev vedtaget allerede i 1281.

Fristatens undergang
Som følge af den strid og kamp, Sturlungetiden – der begyndte i 1220, men hvis forudsætninger dog går længere tilbage – førte med sig, gik fristaten under, og de fleste islændinge accepterede Kong Hákons overherredømme i 1262. Århundredet er opkaldt efter Hvamm-Sturlas efterkommere, Snorri Sturluson og hans brødre, Sighvatur og Þórður. Den sidste var far til Ólafur hvítaskáld (‘hvidedigter’) og historieskriveren Sturla Þórðarson. Sturlungerne besad godord på Vestlandet, Vestfjordene og på Nordlandet, da deres magt var på sit højeste. Andre vigtige høvdingeslægter i 1200tallet var: Ásbirningar i Skagafjörður på Nordlandet, på Sydlandet Haukdælir i Árnesþing og Oddi-mændene i Rangárþing, Svínfellingar på Østlandet, og Vatnsfirðingar og Seldælir på Vestfjordene.

Videnskab og historieskrivning i sturlungetiden
I 1200tallet så mange mærkelige skrifter og nye genrer dagens lys på Island. Snorri Sturluson skrev sine værker: Edda, Olav den helliges saga og Heimskringla – desuden har Egils Skallagrimssons saga også været tilegnet ham. Ólafur hvítaskáld er formentlig forfatter til Knytlinge Saga om de danske konger og Den tredje grammatiske afhandling, og Sturla Þórðarson skrev Hákonar saga Hákonarsonar (efter kongens død i 1263) for ikke at glemme Islændinge saga, hvor sturlungetidens begivenheder opregnes af en samtidig. I Norge faldt Sturla Þórðarson i unåde hos Kong Hákon, men blev efterfølgende taget til nåde igen, da han kunne fortælle Huldar saga bedre, end man før havde hørt den. Huldar saga, der var en fornaldersaga, er i dag tabt.

Gamle og nye sagaer om islændinge
Størstedelen af de anonymt overleverede islændingesagaer blev skrevet i dette tidsrum, men foregår i tidsrummet fra landnamstiden til begyndelsen af 1000tallet. Begået uret og konflikter er ofte drivkraften i et begivenhedsforløb, hvor temaet drejer sig om hæder og ære, hævn, modhævn og konfliktløsning. Man ser ofte forskellige holdninger til og strid imellem gamle og nye sæder fra sagaernes nedskrivningstid, og det kan muligvis vise forskellige synspunkter hos dem, der lod sagaerne skrive. Nogle ser ud til at ville holde fast i den gamle tradition, hvor man værdsatte venskab, slægten og respekterede hævnpligten; andre fandt deres forbilleder i den kristne tradition. Ændringer i høvdingenes holdning og deres forhold til kongemagten, kan man muligvis uddrage af brugen af skjaldedigte, den gamle hofdigtning, der optræder i forskellige mængde i de forskellige sagaer – nogle sagaer har dog ingen.

Om nogle af de største høvdinge i 1100- og 1200tallet blev der skrevet samtidssagaer, der foregik i perioden 1117–1264, men vi ved ikke, hvem forfatterne var. De fleste af denne type af sagaer er nu bevaret i den store sagasamling, Sturlunga saga sammen med Sturla Þórðarsons Islændinge saga, der udgør grundstammen af samlingen. Formodentlig har lagmanden, Þórður Narfason på Skarð på Skarðsströnd på Vestlandet (d. 1308), redigeret værket omkr. 1300; hovedhåndskrifterne til Sturlunga saga, Króksfjarðarbók og Reykjafjarðarbók (AM 122 a og b fol), er fra 1300tallet.

Kærlighed mellem riddere og fornemme fruer blev populært fortællestof. På billedet ses en ridder fra en af siderne i Den Islandske Tegnebog (AM 637 a III fol), som dog ikke er en hvilken som helst ridder, men den hellige Georg, Englands skytshelgen, der reddede en prinsesse fra kløerne på en søslange. Legenden om den hellige Georg findes på islandsk i et håndskrift fra 1400tallet.

Det høviske kommer til Island
Der var en stærk forbindelse mellem Norge og Island på denne tid, og fra Norge kom nu en ny litteraturgenre. Kong Hákon lagde vægt på dannelsen ved sit hof, og han lod oversætte franske digte om riddere (lais og chansons de geste) til norrøn prosa, riddersagaer. Man oversatte også fra latin og tysk, fx Breta sögur, Alexanders saga,  der hørte til middelalderens pseudo-historieskrivning, og Þiðreks saga af Bern, der formentlig blev oversat fra tyske digte, der nu er tabt. Riddersagaerne foregår ofte i fjerne lande og beskriver fornemme folks kærlighed og livet ved hoffet. De blev overordentlig populære, og islændingene begyndte efterfølgende at skrive nye riddersagaer, der dog har mere tilfælles med fornaldersagaerne end de oversatte riddersagaer.

Oversættelser og skrivevirksomhed i klostrene
Fra begyndelsen af oversatte kirken selv det, den havde brug for af teologiske og videnskabelige skrifter til brug ved gudstjenesten og undervisningen. Historieskrivningen opstod ligeledes på kirkens vegne i 1100tallet med Veraldarsaga, Hungervækker og nedskrivningen af islandske og nordiske legender. Dette arbejde, og selve bogproduktionen, foregik ved kirkerne, bispesæderne eller i klostrene; de fleste af de oversættere af eller forfattere til islandske middelalderværker, vi kender, er da også gejstlige eller munke. De navngivne værkers antal er dog forholdsvist lille og langt størstedelen af de middelalderlige værker er anonyme, uanset om det drejer sig om originalskrivning på islandsk eller oversatte værker.

I katolsk tid fungerede ni klostre på Island. Der er også beretninger om andre, der enten ikke har været i brug så længe eller om hvilke vi kun ved ganske lidt. Der var to ordener i landet: I Hólabispedømmet i nord fandtes hovedsageligt klostre under benediktinerreglen, mens klostrene i Skálholtbispedømmet i syd hovedsageligt var under augustinerreglen. Franciskaner- og dominikanerordenerne nåede aldrig rigtig Island, omend man i gamle tekster kan spore påvirkingner fra disse ordener.

Under 1100tallet var de vigtigste lærdomscentre på Sydlandet i Haukadalur og Oddi, kirkesteder, der var i mægtige høvdinges eje. På Nordlandet var de vigtigste lærdomscentre Benediktinerklostrene på Þingeyrar og Munkþverá. I 1200tallet oversatte man ofte for lægfolk, og nogle af oversættelserne fra det tidsrum blev udarbejdede af kendte munke. Ved bispesæderne har man utvivlsomt produceret bøger, men det er kun ganske få håndskrifter, vi med sikkerhed kan henføre til et af landets to bispesæder. Til gengæld har forskningen kunnet forbinde forskellige bevarede håndskrifter og grupper af håndskrifter til bogproduktionen i klostrene, navnlig til klostrene på Þingeyrar, Helgafell, Munkaþverá, Möðruvellir og muligvis også nonneklostret på Reynistaður.