Untitled Document

Håndskrevet materiale
Da islændingene tog det skriftlige medie i deres tjeneste i det 11. århundrede, blev alt læsestof håndskrevet, hvad enten det drejede sig om en kort brevtekst eller store bøger. Skrivere, en særlig stand, arbejdede ved denne beskæftigelse, selvom folk også skrev for deres fornøjelses skyld, navnlig når vi kommer længere frem i århundrederne.

Skriverens arbejde var besværligt og tog lang tid, ligesom det var for de fleste, der havde at gøre med fremstillingen af bøger i middelalderen. Først skulle han gøre skindet klart til at skrive på ved at mærke for linjer og spalter, så at skriften blev lige. Først derefter kunne han tage sin fjer i hånden ved skrivepulten og begynde at afskrive et håndskrift, bogstav for bogstav.

Professionelle skrivere havde adgang til særlige skrivestuer eller scriptorier og fik betaling for deres arbejde, mens fritidsskrivere arbejdede uden løn og var nødt til at lade sig nøje med de hjemlige omgivelser ved skrivningen. Skønt de havde forskellige arbejdsforhold, var de fleste skrivere fælles om ét, nemlig at plages af kulde, når vejret var koldt, og se dårligt i mørket og de nødtørftigt opvarmede huse. Men hvilke mennesker beskæftigede sig egentlig med at skrive i middelalderen?

Skrivere arbejdede mange steder i Europa i middelalderen med at skrive bøger på pergament. Først blev bøger skrevet i klostre af munke og nonner. Klostrenes bogsamlinger havde en vigtig funktion i deres daglige funktion. Det var nødvendigt regelmæssigt at tilføje nye bøger i samlingerne og forny dem, der var slidte og gået fra hinanden. Klostrene blev med tiden kendt for deres bogfremstilling, og én af deres indtægtskilder var at afskrive bøger på bestilling fra lægfolk.

Da der efterhånden blev grundlagt flere universiteter i Europa efer 1200, havde man brug for skrivere til at masseproducere forskellige undervisningsbøger i historie, jura, teologi, medicin og filosofi. Samtidig havde man også brug for skrivere til at skrive og afskrive mange slags dokumenter, så som aftaler og proklamationer. Derfor skabtes en større stand af professionelle skrivere uden for klostrene.

Som tiden gik, kom skrivere også til at arbejde for rige stormænd, som ville have bøger. Da billigere materiale, papir, fremkom i det 15. århundrede, havde flere mulighed for at skrive, og da afskrev mange bøger af ren og skær interesse og til egen brug.

Skrivernes uddannelse

Der krævedes en særlig uddannelse af dem, der arbejdede som skrivere i middelalderen. Det var selvfølgelig nødvendigt, at man kunne skrive, og det gjorde ikke noget, at man også kunne læse. Det var dog ikke noget krav, for læse- og skrivefærdighederne fulgtes ikke altid ad i middelalderen. Man regner fx med, at væsentligt flere havde lært at læse end at skrive tidligt i middelalderen, og skrivekundskaben havde således begrænset udbredelse og uddannelsen heri specialiseret.