Her ser man en munk i gang med at skrabe et udstrakt skind med en halvmåneformet kniv.
Fremstilling af pergament
|
| |
Her ser man en munk i gang med at skrabe et udstrakt skind med en halvmåneformet kniv. |
Fra kalv til bog
Det første trin ved fremstillingen af bøger var at tilberede skindet. Der findes ingen islandske kilder, der beskriver, hvordan man lavede bøger og tilberedte skind i middelalderen. Der er dog to ting, som kan give vink om, hvorledes man fremstillede pergament på Island. På den ene side må man undersøge hvordan bogfremstillingen i Europa i middelalderen beskrives i middelalderlige kilder, fordi metoden blev eksporteret fra Europa til Island, og på den anden side kan man nærmere undersøge islandske skindbøgers udseende og pergamentet, der er brugt til dem.
Den ældste beskrivelse af, hvordan man fremstillede pergament i middelalderen, er bevaret i et håndskrift fra det 8. århundrede. Det fremgår af denne beskrivelse, at pergament almindeligvis bliver fremstillet af gede- og fåreskind i lande sydpå, men af kalveskind nordpå. Hvis det er rigtigt, kunne forklaringen være den, at på de køligere breddegrader havde man andet at bruge uldskindet til og derfor valgt at bruge kalveskind, der ikke var ligeså varmt, til bogfremstilling.
Det er sandsynligt, at der med tiden er vokset en særlig arbejdsdeling eller specialisering frem ved fremstillingen af pergament og bøger. Først tilberedte man skindet, spændte det ud i en ramme og tørrede det ét sted. Efterfølgende blev det sendt til et andet sted, hvor det blev bearbejdet yderligere.
 |
 |
| En forretning med materialer til fremstillingen af bøger i en italiensk bog fra Bologna i det 14. århundrede. To mænd arbjeder med at fabrikere materialer til fremstillingen af bøger. Til højre står en pilgrim. |
Fremstilling af pergament i Europa
Skindhåndværkerens første opgave, når han ville fremstille pergament, var at fjerne hårene. Den almindeligste måde at gøre dette på var at lægge skindet i et kalkbad, som gjorde at hårene løsnede sig nok til, at man nemt kunne skrabe dem af. Efter grundigt at have skyllet skindet, blev det spændt ud i en ramme, skrabet og siden tørret. Dette at udspænde skindet og tørringen er meget vigtige faser ved fremstillingen af pergament og karaktiserende for fremstillingen af det.
Tørretiden varierede. Pergamentets kvalitet stod i et umiddelbart forhold til, hvor godt man kunne styrre tørreprocessen. På de varmere breddegrader forsøgte man at bremse tørringen ved at væde skindet, mens man i de koldere områder brugte kalkpulver til at skynde på processen.
Når skindet var begyndt at tørre i rammen, strøede man kalkpulver på det for at opløse fedtrester og fjerne evt. fugtighed. Derefter skrabede man skindet med en krumkniv. Godt pergament skulle være tyndt og stærkt, men alligevel elastisk og med en glat overflade. Hvis det var nødvendigt, polerede eller pudsede man skindet med pimpsten for at få overfladen så glat, at det blev godt at skrive på.
 |
| |
| Smukke køer fra Heynesbók AM 147 4to. |
Fremstilling af pergament på Island
Islandske pergamenthåndskrifter fra middelalderen er i det hele taget noget mørkere, end håndskrifter fra Europa. En betydelig del af forklaringen på dette skal sikkert findes i, at bøgerne gennem mange år blev flittigt benyttet, samt af, at de blev opbevaret i sodfyldte og fugtige jordhytter.
Islandske håndskrifter, der er blevet bevaret i Norge under andre betingelser, er fx lysere og de er i væsentlig bedre stand end de håndskrifter, der i længere tid har opholdt sig på Island. Udover den forskellige påvirkning fra de forskellige opbevaringsbetingelser, er der tilsyneladende stadig forskel på, hvordan man fremstillede pergament på Island og andre steder i Europa, hvilket gør, at islandsk pergament er noget forskelligt fra europæisk pergament.
Eftersom der ikke findes nogen beskrivelse af, hvorledes islændingene fremstillede pergament i middelalderen, må man gå ud fra, at håndværket i hovedtræk har været det samme som i Nordeuropa i øvrigt. Man har dog kunnet pege på forskelle på europæisk pergament efter, hvilket land det er fremstillet i, forskelle, der kommer af forskellige ydre forhold, råstof, materiale og krav til det færdige produkt. På grund af isolationen og de dyrere leveomkostninger har islændingene sikkert lært at udnytte de materialer, som naturen kunne byde på; muligvis har man kunnet udnytte jordvarmen og forskelligt vulkansk materiale ved afhåringen. Man kan også forestille sig, at klimaet, navnlig den korte sommer, har påvirket arbejdsmetoder og arbejdsprocessen med at fremstille pergament.
Den største forskel på fremstillingen af pergament på Island og således som det var mest udbredt i Europa, synes at ligge i, hvorledes afhåringen foregik. I Europa lagde man almindeligvis skindet i et kalkbad. Pergament blev af den grund hvidere, da kalken trængte ind i skindet og gav det en lysere overflade. Den kendsgerning, at det var sparsomt med kalk på Island, kan muligvis også være med til at forklare farven på og udseendet af islandsk pergament. Selvom der ikke findes nogen middelalderlige kilder til fremstillingen af pergament på Island, så nævner senere kilder om fremstillingen af pergament tre metoder til afhåring, deriblandt skavning og forrådnelse, som kan have været brugt fra begyndelsen. Ingen af disse metoder indbefatter at behandle skindet med kalk.
 |
 |
| Fremstillede man pergament af fåreskind? Fra Heynesbók AM 147 4to. |
Man mener, at de fleste islandske skindbøger er skrevet på kalveskin. Dette kan støttes af de få undersøgelser, der er foretaget af islandsk pergament. Fra gammel tid af udgjorde kvæg hovedbestanddelen af de islandske bønders husdyrshold, men i den sidste del af det 17. århundrede kom der kvægpest til landet, der udryddede en stor del af bestanden. Måden, man drev landbrug på, ændrede sig også i kølvandet på monopolhandlen, da købmændene hellere ville købe fisk, uld og uldskind end kvægproducenternes produkter. Men stort kvæghold i ældre tid kan støtte den antagelse, at islandsk pergament først og fremmest blev fremstillet af kalveskind.
© LogS