Untitled Document

Fjerpenne
Man lavede i århundreder penne af fjer, og på Island brugte man fjerpenne til at skrive med fra begyndelsen og helt frem til det 19. århundrede, da stålpennen kom.

Man brugte fjerene fra store fugle til pennene, fx fra svaner eller gæs, og fjerene fra venstre vinge syntes at ligge bedre i hånden end fjerene fra den højre. Når man lavede en pen, blev det meste af fanen skåret af staven, og marven blev trukket ud. Derved dannedes en slags beholder på langs inde i pennen, som man kan sammenligne med vore dages blækpartroner. Når man stak pennen ned i blækhuset, fyldtes beholderen med blæk på grund af kapillariteten, som trak blækket op i fjeren. Som oftest forsøgte man at få en opfyldning til at holde en hel linje.

Spidsen på pennen blev hærdet i varmt sand på en pande og skåret til, før man begyndte at skrive. Derefter skulle skriveren skære pennen til regelmæssigt, fuldstændig som man skal spidse blyanten i dag, fordi spidsen blev slidt og skriften derved blev mere udtværet. Tilskæringen af penne var et præcisionsarbjede, der skulle udføres på en helt bestemt måde.

Blæk på pergament
Efterhånden som det blev almindeligt at bruge pergament, når man skrev breve og bøger, udviklede man en blæk, der passede til at skrive på skind. I middelalderen var den såkaldte garvesyreblæk almindeligst i Europa. Det blev lavet af en blanding af jernsulfat og garvesyre, der som oftest blev udvundet af galdeæbler, knuder, der dannes på egetræer uden om insektæg, der er blevet lagt under træets bark. Galdeæbler er overordentlig rige på garvesyre, som man let kan udvinde; galdeæbler synes derfor som skabte til at udvinde garvesyre. På islandsk kaldes galdeæbler også for blekber (d.v.s. ‘blæk-bær’), hvilket navn henviser til, at de blev brugt, under fremstillingen af blæk.

Blækfremstillingen må have været kompliceret. Undertiden fik man sorte og glinsende bogstaver, undertiden blev de mere brunlige, og det hænger muligvis sammen med, hvor meget jernsulfat, der var i blækket. I middelalderen blandede man ind i mellem kulstofsblæk sammen med garvesyreblæk, der således blev mørkt, tykt og ophøjet. Blækkets farve kunne iøvrigt være noget forskellig, lige fra grå til brun eller fra grøn til sort.

Garvesyreblæk indeholder stoffer, der bliver mørke så snart de kommer i kontakt med ilt, og derfor er blækket i det hele taget sortere på en side med skrift, end det er i blækhuset. Partiklerne i blækket trænger ind i pergamentets fibre, således at skriften holder godt og det er derfor sværere at fjerne den igen. Under bestemte forhold og over lang tid kan det ske at blækket synker for langt ind i skindet og kommer ud på den anden side. Hvis fremstillingen af blækket ikke gik så godt, så kunne det hænde at blækket ligefrem åd sig igennem pergamentet, selvom der ikke findes islandske eksempler på det. Omvendt holdt godt blæk længe og flød ikke ud i skindet rundt om bogstaverne.

Blækfremstilling på Island
Islændingene har sandsynligvis brugt udenlandsk blæk i den første tid, efter at skrivekunsten kom til landet. Men som tiden gik, lærte de at fremstille deres egen blæk med brug af materialer fra den islandske natur. Der findes ingen gamle beskrivelser af blækfremstilling fra Island, men der beskrives i kilder fra det 17. århundrede, hvorledes man fremstiller blæk, og man mener, at metoden er gammel.

Til fremstillingen af blæk brugte man melbærris (sortelyng), der blev kogt i en jerngryde med uudsprungne pilegrene – utvivlsomt for at få garvesyren eller harpiksen. Dernæst blev sorta-farvelage tilsat for at gøre det mørkere. Sorta er mørk mosejord (humus tinctoria), der blev brugt til at farve stof mørkt; man mener, at den mørke farve stammer fra jernsulfat. Når man hældte en dråbe blæk på sin negl og dråben holdt sig på neglen, var blækkets overfladeegenskaber bedst, således at blækket ikke flød ud på skriftfladen, men trængte tilpas langt ind i skindet.

I islandske middelalderhåndskrifter, navnlig fra omtr. 1400 og senere, er blækket noget anderledes, end hvad der blev brugt i Europa i øvrigt. Bogstaverne er ofte sorte og glinsende, næsten ophævet og derfor nemme at læse, selvom der er gået nogle hundrede år siden de blev prentet ned. Man har muligvis undertiden blandet en slags harpiks i blækkket for at få glans frem i det. De røde overskrifter i håndskrifterne blev skrevet med farve; kalveblod har man aldrig brugt til at skrive på skind med, som det undertiden har været påstået.