Indsamlingen begynder

Den gryende interesse for fortiden på Island
På islandsk kalder man ofte tiden fra reformationen i 1550 og frem til 1770 for ‘den lærde tidsalder’. Det generelle uddannelsesniveau hævedes da betragteligt med indførelsen af almindelig skoleundervisning i forbindelse med reformationen samt indførelsen af bogtrykkerkunsten og papir. Afskrivningen af gamle pergamenthåndskrifter på papir og systematisk indsamling af oldskrifter var en frugt af humanismen, der først slog rødder på Island i nævneværdig grad omkring 1600. I Norden, ligesom mange steder i Nordeuropa, rettede humanisternes interesse sig ikke alene mod de antikke folks historie og kultur, men også mod den hjemlige historie og kultur. Islandske pergamenthåndskrifters tilblivelse og indhold vakte derfor forskernes interesse.

Smelltu á myndina
Stækkaðu myndina enn meira
Det Kongelige Bibliotek i København. Fotografi: Davíð Kristinsson.

Bogtrykkerkunsten og antikvariske studier
Med Gutenbergs opfindelse af trykkekunsten fik man mulighed for at masseproducere bøger hurtigere og bedre end hidtil. Hans opfindelse forårsagede en revolution inden for udgivelsen af bøger, og allerede før 1500 havde man i Europa trykt omkring 30.000 titler, bl.a. forskellige klassiskere på latin. I Nordeuropa tog man fat på trykningen af latinske værker fra oldtiden og middelalderen omkring og efter 1500. De første historiske værker udkom i Frankrig og Tyskland, fx Bedas Kirkehistorie (Historia ecclesiastica gentis Anglorum fra 731), De britiske kongers historie af Geoffrey af Monmouth(Historia Regum Britanniae, fra 1136) og Gregory af Tours De frankiske kongers historie (Decem Libri Historiarum eller Historia Francorum, omkr. 590).


Kilder til Nordens oldtidshistorie
I begyndelsen af 1500tallet tog man ligeledes fat på at forberede (materialeindsamling og skrivning) den trykte udgivelse af de nordiske landes historie i Sverige, Danmark og Norge (der på det tidspunkt var en del af det danske kongerige). Historieskrivningen var en del af landenes nationalpolitik; på den tid gik man fra valgkongedømme over til enevælde, der blev den almindelige styreform i Europa fra det 17. til det 19. århundrede, og som dannede grundlaget for nationalstaterne, som vi kender dem i dag.

En af de vigtigste kilder til den danske oldtidshistorie, Saxos Danmarkskrønike (Gesta Danorum, fra omkr. 1200), blev trykt for første gang på latin i 1514 i Paris af Christiern Pedersen (omtr. 1480–1554), der ligeledes påbegyndte en dansk oversættelse af værket; Pedersen døde imidlertid, førend han fik arbejdet færdiggjort. Anders Sørensen Vedel (1542–1616) overtog, og det færdige værk udkom i 1575. Fem år senere udgav Vedel et andet vigtigt værk om de nordiske landes oldtidshistorie, Adam af Bremens historieværk (Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum ‘De hamburgske ærkebispers historie’, fra omkr. 1075), der dermed udkom for første gang på tryk. Begge udgaverne blev grundlag for historiske undersøgelser og historieskrivning i Norden.

Smelltu á myndina
Stækkaðu myndina enn meira
Titelbladet til Brevis Cemmentarius de Islandia fra 1593. Titlen er meget lang, som det var almindeligt på den tid. Billedet gengives med tilladelse fra Landsbókasafn Íslands – Háskólabókasafn.

Et forsvarsskrift for Island
På Island havde biskoppen på Hólar på Nordisland, Guðbrandur Þorláksson (f. 1541/42, bisp 1571–1627), stor indflydelse allerede fra humanismens første tid. Han brød sig ikke om de negative og ofte forkerte idéer, Europas lærde havde om Island og islændingene, og han fik derfor sin slægtning, Arngrímur Jónsson den lærde (1568–1648), rektor for latinskolen på Hólar, til at skrive et forsvarsskrift for Island. Resultatet blev et skrift på latin, de lærdes sprog, Brevis Commentarius de Islandia (‘En kort redegørelse om Island’) og heri henviste Arngrímur den lærde til islandske pergamenthåndskrifter som støtte for sin argumentation. I Skálholt-bispesædet i Syd synes lignende idéer at have hersket, for Oddur Einarsson (f. 1559, biskop 1589–1630), der var biskop der, skrev omtr. samtidig en Islandsbeskrivelse på latin og begyndte som den første at indsamle islandske håndskrifter.

Arngrímur den lærdes Brevis Commentarius udkom i København i 1593. Han havde opholdt sig København den foregående vinter og lærte flere højtansete lærde at kende, blandt dem Arild Huitfeldt (1546–1609), rigsråd og kongelig historiograf, der efterfølgende udgav Danmarks Riges Krønnike i 1595–1604. Værket havde været længe under vejs, idet Christiern Pedersen, Anders Sørensen Vedel og dennes svigerfar, Hans Svaning (1503–1584), alle havde arbejdet med det, før Huitfeldt endlig kunne bringe det til en afslutning.

Interesse for islandske håndskrifter
Brevis Commentarius vakte en del interesse og blev bl.a. oversat og udgivet på engelsk i 1599. Efterfølgende  skrev Arngrímur den lærde flere skrifter om Islands og Nordens historie og natur, hvoraf nogle blev oversat til engelsk, hollandsk og tysk. Et af de navnkundigste er Crymogæa (Island på græsk), der udkom i Hamborg i 1609 og dækker hele Islands historie fra begyndelsen til samtiden.

Argrímur den lærde blev opfordret til at undersøge gamle islandske håndskrifter og stod gennem breve i forbindelse med mange udenlandske lærde. Han oversatte islandske tekster til latin og skaffede islandske håndskrifter, fx til historikeren Niels Krag (1550–1602) og til runeforskeren og arkæologen Ole Worm (1588–1654). Worm stod også i forbindelse med mange andre islændinge der interesserede sig for landets oldtidshistorie og han tilegnede sig ganske mange islandske håndskrifter, bl.a. et håndskrift af Snorres Edda, der i dag har fået navn efter ham og kaldes Codex Wormianus.

Håndskriftindsamling for danskerne og svenskerne
Arngrímur den lærdes skrifter oplyste de lærde om islandske middelalderhåndskrifter, som indeholdt vigtige kilder til Nordens historie. Svenskerne var ligeledes i færd med at optegne nationens historie, men de havde ikke historiske skrifter som Saxos Danesaga, og de blev ikke nævnt for det gode i Adam af Bremens skrift. Det var derfor vigtigt for dem at få fat i islandske håndskrifter, der kunne give oplysninger om svenske oldtidskonger og således kunne bruges som kilder. Derfor indsamlede både danske og svenske historikere med stor iver islandske håndskrifter – eller foranstaltede afskrifter af dem. Dette indsamlingsarbejde nåede sit højdepunkt omkring midten af 1600tallet.

Smelltu á myndina
Stækkaðu myndina enn meira
Universitetsbiblioteket i Uppsala’s hovedbygning. I håndskriftsamlingen findes enestående islandske håndskrifter, fx Uppsala-Edda (DG 11 4to), et af de ældste håndskrifter af Snorres Edda, som dateres til begyndelsen af 1300tallet. Fotografi: Wikipedia.

Svenskerne forøger deres håndskriftsamlinger
Svenskerne afhjalp deres kildemangel gennem indsamlingsrejser, bogkøb og krigsbytte. Kansler Magnus Gabriel de la Gardie (1622–86) købte fx alle den danske lærde, Stephanus Stephanius’ (d. 1650) håndskrifter af hans enke i 1652 og skænkede sin samling til universitetsbiblioteket i Uppsala 1669. Da svenskerne indtog Sjælland i 1658, tog de domprovst i Roskilde, Jørgen Seefeldts (1594–1662) store bogsamling og flyttede den til Stockholm. Samlingen omfattede omkring 26.000 bind, og håndskrifterne i samlingen blev siden overført til det Kungliga Biblioteket i Stockholm. Begge disse bogsamlinger indeholdt islandske pergamenthåndskrifter, som biskop Brynjólfur Sveinsson havde sendt som gaver til Stephanius og Seefeldt.

I 1658 kaprede svenskerne også et dansk købmandsskib på vej fra Island. Om bord på dette skib var en ung islænding, Jón Jónsson fra Rúgstaðir i Eyjafjörður på Nordlandet, som senere kaldte sig Jón Rúgmann (undertiden Jonas Rugman), og med sig havde han en del håndskrifter, bl.a. med sagaer om svenske oldtidskonger – fx Heiðreks saga, Bósa saga og Herrauðs, Gautreks saga og Hrólfs saga Gautrekssonar. Jón Jónsson blev derfor ført til Uppsala, hvor antikvaren Olof Verelius havde brug for hjælp til at læse det gamle islandske sprog, som svenskerne dengang kaldte for gammal götska. Jón Jónsson kom til at arbejde her resten af sine dage som skriver og oversætter.

Smelltu á myndina
Stækkaðu myndina enn meira
Flere etager med bøger i Det Kongelige Bibliotek i København.
Fotografi: Davíð Kristinsson.

Den danske konges håndskrift- og bogindsamling
Frederik den Tredje (f. 1609, konge 1648–1670), Danmarks første enevældige konge, var en stor bogsamler. Det var på hans initiativ, at Det Kongelige Bibliotek i København blev grundlagt, byggende på hans private bogsamling. Kong Frederik skrev til biskop Brynjólfur Sveinsson i Skálholt 1656 og bad ham skaffe islandske håndskrifter til hans bogsamling. Biskoppen, der havde bedrevet antikvariske studier ved universitet og havde sin tids største samling af islandske håndskrifter, så ingen muligheder for ved trykken at udgive håndskrifterne hjemme på Island. Derfor sendte han kongen to store boggaver, indeholdende overordentlig kostbare håndskrifter, med den tanke, at de kunne blive trykt i Danmark.

Kongelige bøger fra Frederik den Tredjes
Den første boggave, Brynjólfur Sveinsson sendte kongen, indeholdt bøger fra hans private samling: Flatøbogen (GKS 1005 fol), Codex Regius af Grágás-loven (GKS 1157 fol) og Vølsungernes saga og Ragnar lodbroks saga (NKS 1824 b 4to) samt forskellige papirhåndskrifter. Den anden forsendelse indeholdt bl.a.: Komputistikken (GKS 1812 4to), Kongeannalen (Annales regii) (GKS 2087 4to), Morkinskinna (GKS 1009 fol), Gráskinna af Njals saga (GKS 2870 4to) samt desuden Codex Regius af Snorres Edda og eddadigtene (GKS 2367 4to og GKS 2365 4to). Størstedelen af eddadigtene er kun bevaret i dette håndskrift af eddadigtene.

Islandske håndskrifter i udenlandske samlinger
Den overvejende del af islandske pergamenthåndskrifter fra middelalderen blev samlet til bevarelse i fire store samlinger uden for Island, i Sverige og i Danmark. De håndskrifter, som Árni Magnússon og hans samtidige ikke fik fat i og tog med sig, er for størstedelen gået tabt. De fire nævnte håndskriftsamlinger blev alle grundlagt i det 17. århundrede. Det drejer sig om: Universitetsbiblioteket i Uppsala, Kungliga Biblioteket i Stockholm, Det Kongelige Bibliotek i København og Den Arnamagnæanske Samling i København. Man anslår, at der i disse samlinger haves 700–800 mere eller mindre hele islandske middelalderhåndskrifter, deraf findes omkring 500 i de arnamagnæanske samlinger. Men, eftersom man stadig brugte pergament efter middelalderens slutning, er der samlet bevaret godt 1000 pergamenthåndskrifter, for ikke at nævne papirhåndskrifterne, der skal tælles i tusinder.

Den såkaldte håndskriftsag endte med, at Island og Danmark indgik en aftale om, at de to lande skulle dele de islandske håndskrifter imellem sig. Derpå blev hhv. 1666 og 141 middelalderlige og senere håndskrifter udleveret fra Den Arnamagnæanske Samling og Det Kongelige Bibliotek, samt næsten 6.000 afskrifter af diplomer. Disse håndskrifter befinder sig i dag i Árni Magnússon-instituttet for islandske studiers samling i Reykjavík. Tilbage i Den Arnamagnæanske Samling i København er der stadig ca. 1.400 håndskrifter, nogle af dem danske eller norske, samt diplomer.