Kirker og høvdinge

Kirken på Keldar i Rangárþing på Sydisland, hvor Oddi-mændene tidligere havde en storgård. Her døde høvdingen Jón Loftsson i 1197, og med ham døde hans plan om at grundlægge et kloster på stedet.

Boglærde høvdinge
Omkring og efter 1100 var der ikke længere mangel på præster på Island. Den tradition var da blevet skabt, at storbøndernes sønner fik præsteuddannelse og -vielse, hvad end de nu havde tænkt sig at arbejde for kirken eller ej. En øget efterspørgsel efter det skrevne ord, efterhånden som skriftkulturen gjorde sit indtog på flere områder, er formentlig også en af grundene til, at flere lærte boglige sysler. I løbet af 1100tallet voksede de lærdes antal på Island, de havde enten studeret i skoler eller klostre i udlandet eller hos lærde på Island, ved privatundervisning eller i en eller anden slags skole. Omkring 1200 synes der at have været ganske mange velhavende bønder, som kunne læse og skrive, ligesom der formentlig har været præster og diakoner nok til at udgøre en egentlig indenlandsk gejstlig klasse. Dermed blev det efterhånden mindre nødvendigt at sende unge mennesker til udlandet for at studere, da lærde mænd kunne stå for undervisningen hjemme.

Høvdingenes dannelse i 1100tallet
I Kristnisaga fra omkr. 1200 er der en sætning om høvdingenes dannelse på biskop Gissurs tid, der viser, hvor sammenflettet verdslig høvdingemagt og kirkeadministrationen var: “På den tid var de fleste ansete folk lærde og præsteviede, selv om de var høvdinge; det var Hallur Teitsson i Haukadalur og Sæmundur den Frode, Magnús Þórðarson i Reykjaholt, Símon Jörundarson i Bær, Guðmundur, søn af Brandur i Hjarðarholt, Ari den Frode, Ingimundur Einarsson på Hólar, Ketill Þorsteinsson nordpå på Möðruvellir og Ketill Guðmundarson, præsten Jón Þorvarðsson og mange andre, selv om de ikke er nævnt.”

På højre side (5r) findes en liste over præster af høvdingeslægt, muligvis udarbejdet af Ari den Frode.

Præsteviede goder
Af disse 10 præstelærde mænd var de syv goder og besad dermed en verdslig magtstilling i samfundet. I GKS 1812 III 4to fra. 1225–1250 findes en liste over højbårne islandske præster, som skulle være udarbejdet af Ari Þorgilsson den Frode i 1143. Der findes navnet på 40 præster af høvdingeslægt, 10 fra hver fjerding, og 13 af disse var tillige goder. Af landets otte første biskopper, var de seks af godeslægt og fire af dem beklædte formentlig dette embede for deres respektive slægter og indtog dermed på samme tid en kirkelig og en samfundsmæssig magtstilling.

Mange af de kendte storkirker synes at være blevet til ved at goder lagde deres hovedgårde ind under kirken med den tanke siden at lade præsteviede sønner overtage kirkejorden og godordet som arv. Således fik man samlet slægtens rigdomme, den verdslige og den gejstlige magt samtidig med at man lagde grunden til bogkulturen og nogle af de mægtigste høvdingeslægters magt på Island i det 12. og 13. århundrede. Skrivningen af kongesagaer, islændingesagaer og samtidssager foregik netop i disse århundreder.

Verdslig og gejstlig magt
I Europa var det meget almindeligt, at ærkebiskopper, biskopper og abbeder også blev kongens lensmænd, og de kom således til at stå i et afhængighedsforhold til dem. I 1000tallet kæmpede kirken for sin selvstændighed og for adskillelsen af den kirkelige magt fra den verdslige. Kirken krævede at få råderet over de kirkelige ejendomme, at få myndighed til selv at ansætte sine embedsmænd, selv at vedtage love om kirkelige anliggender og have domsmagt i kirkens og de gejstliges egne sager. Fra begyndelsen af 1100tallet blev denne kirkepolitik også drevet ved ærkesædet i Nidaros (Trondheim), og omkring år 1200 var bonde- eller høvdingekirkerne forsvundet i Norge.

Sommeren 1190 sendte ærkebiskop Eirik i Nidaros (1188–1213) brev til biskopperne Þorlákur og Brandur, til Jón Loftsson i Oddi og andre høvdinge i landet samt almuen på Island. I brevet nedlagde han forbud mod at viede mænd, subdiakoner og derover, måtte føre sager, der krævede vold og våben. Desuden forbød han biskopperne at vie godordsmænd; det gjorde han med den begrundelse, at det ikke harmonerede med præsternes pligt over for og tjeneste for Gud også at være beskæftiget med verdslig administration. Forbuddet havde til formål at adskille kirken fra den verdslige magt på Island og synes at være blevet accepteret, selv om høvdingekirken bestod næsten et århundrede endnu.

I Hedeby

Kampen om kirkemagten på Island – Kirkestedstræten
Þorlákur Þórhallsson den hellige (1133–1193) var den første af de islandske biskopper, som hævdede kirkens ret over kirkestederne, d.v.s. de kirkejorder som høvdingene eller bønderne boede på og behandlede som deres ejendom. Mange af dem havde bygget kirker på deres jorder og siden skænket jorden eller en del af den til kirken, omend ofte med den klausul at de og deres efterkommere altid måtte bebo samme jord. Biskop Þorlákur mødte stærk modstand fra Jón Loftsson i Oddi og fik kun begrænset succes med sit forehavende (den første kirkestedstræte). Om disse stridigheder fortælles der kun i Oddaverjaþáttur i B- og C-redaktionen af Þorláks saga biskups, der var vitaet eller biografien over den første indfødte biskop, som islændingene helgenkårede.

Kirkemagten voksede kun langsom i den første del af 1200tallet, men der skete noget i biskopperne Guðmundur Arason den gode, Páll Jónsson og Magnús Gissurarsons tid. Da Árni Þorláksson (1237–1298) blev biskop i Skálholt i 1269 genoptog han stridighederne omkring kirkestederne og trætedes med høvdingerne i årevis. På den tid var Island netop gået ind under den norske krone og biskop Árni, kongens gode ven, var biskop mens disse omvæltninger gik for sig, der bl.a. omfattede en ny administration af landet og en ny lov. Om dette beretter Árna saga biskups, der på én gang er biskoppens biografi og kirkehistorie.

Kongen og kirkemagten
Kirkestedstræten blev underlagt kongens dom og ved forliget på Avaldsnes (Ögvaldanes) i Norge i 1297 blev det besluttet, at kirken skulle have råderet over de kirkesteder, som den ejede halvdelen af eller mere. Det var næsten en fuldstændig sejr for den førte kirkepolitik, og den islandske samfundsordning blev nu mere som middelalderens traditionelle lensordning, da fristaten og høvdingekirken led undergang. I kølvandet mistede de gamle høvdingeslægter deres magt i det 14. århundrede, og i stedet for dem kom der andre, som i højere grad byggede deres magt og formue på fiskeri og eksport fremfor at eje store jorder. Det var vigtigt for dem at kende og tilegne sig overklassens og adelens kultur – også de emner, litteraturen beskæftigede sig med, ændredes i takt med den nye samfundsorden og nye magthavere.