Historien

Håndskriftforskeren, Stefán Karlsson, blader i en stor skindbog.

Det islandske ord for ‘historie’ – saga – spænder over en bred vifte af betydninger på islandsk, fx fortællinger af forskellig slags, både fortalte og skrevne, lange og korte, sande og opdigtede. Ordet har også betydningen ‘historisk beretning’, og på denne del af hjemmesiden skal vi gennemgå de islandske skindbøgers oprindelse, historie, indhold og bevaring, idet vi særligt vil beskæftige os med de håndskrifter, som findes i enten Árni Magnússons samling på Island og Danmark eller Det Kongelige Bibliotek i København samt i håndskriftsamlingerne i Uppsala og Stockholm. Det stof er nært forbundet med Islandshistorien og litteraturhistorien, men vi har bestræbt os på, at holde håndskrifterne i forgrunden, når talen falder på forgangne tiders kulturforhold og boglige sysler.

Islændingene nedfældede i middelalderen betydeligt mere på deres eget sprog end nogen af deres naboer. De middelalderhåndskrifter, som er bevaret til i dag, er endda kun at regne for et udsnit af den samlede mængde af skindbøger, der eksisterede dengang, de blev skrevet. Ikke desto mindre viser de bevarede håndskrifter os, at islændingene benyttede skrivekunsten på stadigt flere områder og samtidig til et særligt nyt fortællestof på modersmålet.

Selvom nedskrevne oldtidsfortællinger som islændingesagaerne almindeligvis er overleveret uden forfatternavn – en navneløshed, der ligeledes karakteriserer de fleste af de håndværkere og skrivere, som arbejdede med at fremstille bøger i de første århundreder efter at skrivekunsten kom til landet –, så er islandske håndskrifter dog uvurderlige kilder om de verdslige og gejstlige lærdes skriftkultur, d.v.s. skriftkulturen hos dem, der havde adgang til uddannelse og havde penge til lade bøger fremstille. Håndskrifterne viser med deres indhold, hvad folk – dog særligt folk fra den herskende klasse – syntes var vigtigt at skrive ned på pergament, om det så var kapitler af loven, kristelige tekster (fx legender og digte), digte, afhandlinger (fx om tidsregning eller historie), sagasamlinger med sagaer om fortiden eller samtiden, oldtidsdigte, gudefortællinger eller ‘rímur’.

De fleste islandske middelalderhåndskrifter findes bevaret i Árni Magnússons (1663–1730) håndskriftsamling, som nu er fordelt på to institutter, Árni Magnússon-instituttet for islandske studier på Island og Den Arnamagnæanske Samling i Danmark. Derudover findes der flest islandske håndskrifter bevaret i Sverige, i Uppsala og Stockholm, da svenskerne var meget interesserede i at indsamle islandske håndskrifter i det 1600tallet. Islandske håndskrifter findes også bevaret mange andre steder, bl.a. i samlinger i Norge, Tyskland, Frankrig, Østrig, Holland, USA samt i England, Irland og Skotland.