Bevaringen af håndskrifterne

Ærkeengelen Gabriel og Maria på et forbillede til Marias bebudelse. Den norske kong Olav Haraldsson den hellige har sin økse, Hel. Fra Den Islandske Tegnebog i AM 673 a III 4to, der er en samling af forbilleder, udført i årene 1330–1500. Det blev brugt af kunstnere ved udarbejdelsen af forskellige kunstværker, navnlig forskellige religiøse værker.

Hvad de bevarede håndskrifter fortæller os
Man kan ikke med nogen form for sikkerhed vide, hvor stort omfang middelalderens bogproduktion havde, eller hvor stod udbredelse enkelte værker vandt sig. Det billede, som de bevarede håndskrifter og håndskriftfragmenter giver af folks beskæftigelse med bøger, er fragmentarisk, og det beror ofte på rene tilfældigheder, hvilke håndskrifter, der er bevaret til i dag. Derfor ved man ikke, hvor typiske de håndskrifter eller håndskriftfragmenter, der ikke gik tabt, er for den almindelige bogproduktion eller det videnskabelige arbejde på den tid, de blev lavet på. Med det forbehold i baghovedet kan man dog benytte de kilder, der nu engang findes og drage forskellige slutninger ud fra dem.

Hvor stor en del af den samlede mængde af håndskrifter er bevaret?
Man må regne med, at de bevarede middelalderlige håndskrifter kun udgør en del af den samlede mængde af bøger, der har været til dengang. Det drejer sig muligvis om en tiendedel, der er bevaret, og muligvis er dette for højt sat – ikke mindst, hvad angår den ældste tid. Det er næsten helt sikkert, at der er bevaret forholdsvis færre bøger på latin på Island end bøger på islandsk. Det skyldes først og fremmest, dels en udbredt ødelæggelse af katolske skrifter efter reformationen i 1550, dels håndskriftsamlernes mangel på interesse i den slags håndskrifter i 1600tallet.

Teksternes datering og håndskrifternes datering
Det er de færreste af de bevarede islandske middelalderhåndskrifter – hvis overhovedet nogle –, der regnes for at indeholde den originale tekst (forfatterens hhv. oversætterens eksemplar) af de værker, som de indeholder. Der er derimod tale om afskrifter af ældre håndskrifter, der i dag er tabt. Således regner man de fleste værker for at være i det mindste noget ældre end de håndskrifter, der indeholder dem. Om de ældste håndskrifters forlæg så har været en forfatteroriginal, en afskrift eller en afskrifts afskrift af endnu ældre håndskrifter o.s.v., er det ikke nemt at sige noget om. I nogle tilfælde antager man, at de ældste håndskrifter står meget nær den første nedskrivning, mens det i andre tilfælde er meget uvist, hvor langt der er mellem det bevarede håndskrift og værkets første form.

Hvordan er bevaringen af håndskrifter fordelt over århundredene?
Overordnet set kan man sige, at der er forholdsvis færre håndskrifter bevaret, jo længere tilbage i tid, vi kommer. Almindeligt slid af bøgerne og deres indholds forældelse har altid haft sin indvirkning. Ændringer i ortografien og skriften kunne gøre, at man fik svært ved at læse dem, og i det tilfælde var det sandsynligt, at de på en eller måde gik tabt. Det var også meget almindeligt, at bøger gik tabt i ildebrande, fx på de to bispesæder. Derudover har overgangen til lutheranismen uden tvivl været den mest skæbnesvangre enkeltbegivenhed for islandske pergamenthåndskrifter fra middelalderen. Med reformationen i 1550 fulgte en omfattende forældelse, og siden ødelæggelse af, katolske bøger og bøger på latin i det hele taget.

Befolkningsantal og tyndt bebyggede områder på Island
Da biskop Gissur Ísleifsson (1042—1118) lod optælle de tingefarende bønder i landet, sikkert i forbindelse med vedtagelsen af tiendeloven i 1097, har der været godt 4.500 bønder. Ud fra det tal har man forsøgt at gætte på et samlet befolkningsantal på Island i slutningen af 1000tallet på 40–80.000, alt efter hvilke statistiske metoder, man anvender. Island dækker 103.000 km2 og det er den næstestørste ø i Europa, større end både Irland og Danmark. De beboede områder strækker sig langs med kysterne og op i landet til ind i dalene; højlandet er ubebygget. I vinterhalvåret kom der ikke skibe til landet, og der var således ingen kontakt til omverdenen en stor del af året, hvilket betød, at der hverken kom folk, varer eller nyheder til landet. Hvis der har været omkring 50–55.000 indbyggere i 1100–1300, er det klart, at livet på Island først og fremmest blev præget af en meget spredt bebyggelse.

Bøger i håndskriftsboksen hos Den Arnamagnæanske Samling i København. Fotografi: Suzanne Reitz.

Stillestående bondesamfund
Tættere bebyggelse på Island begyndte først i 1700- og 1800tallet, da folk begyndte at slå sig ned i små landsbyer ved kysterne, men måden folk boede på og måden, hvorpå de arbejdede, ændrede sig utrolig lidt i mange århundreder. På bispesæderne og på storgårdene boede dog mange mennesker på samme sted, fx boede omkring 120 mand i Skálholt omkring 1200. Det lille samfund og den spredte bebyggelse er sikkert en del af forklaringen på, at korsbrødreordenen ikke virkede ved domkirkerne, så vidt vides; i udlandet stod de ofte for skoleholdet. Klostrene på Island har været ret små og med få beboere, men man har tilsyneladende arbejdet utrætteligt med produktionen af bøger.

Forholdene på Island
På Island havde man ikke samme muligheder for at opbevare bøger i sikre biblioteker, som man ellers havde mange andre steder i Europa. Husene var af træ og tørv, og der fandtes ingen store bygdecentre eller kulturcentre som fx ærkestole, universiteter, hof- eller domskoler, som man havde i mere tæt bebyggede lande. Den kirkelige administration fandtes til hver en tid i udlandet, fra 1154 i Nidaros (Trondheim), og det samme gjaldt kongerne og landets administration efter 1263, da islændingerne gik under den norske konge. Der synes at have været en stærk forbindelse til Norge og til de vestnordiske bygder i den ældste tid, og høvdingenes deltagelse i litteraturen har været omfattende.

Klostrene og bispesæderne i Skálholt i Syd og på Hólar i Nord var de øverste kultur- og dannelsescentre i landet, men kendte storgårde og kirkesteder blev også vigtige i forbindelse med bogkulturen og undervisning. Alt videnskabeligt arbejde, skolehold og bibliotekerne har dog været præget af stedernes ringe størrelse. Alligevel synes arbejdet i det hele taget at have været ganske omfattende, som man kan se af mange og forskelligeartede middelaldertekster på Island, ikke mindst på den tid, hvor man på Island ligeledes skrev for det norske bogmarked.

Klostrene og bispesædernes bogsamlinger
Inventarlister fra middelalderen indeholder bl.a. lister over kirkernes, klostrenes og bispesædernes inventar. De kan give en idé om, hvilke bøger har fandtes dér – disse bogsamlinger blev ved reformationen splittet ad. I nogle klostre har der været mere end 200 bøger og, ud fra de inventarlister, der nævner egentlige bogtitler eller i det mindste bøgernes indhold, kan man se, at de har ejet de vigtige teologiske bøger fra middelalderen, homilier og legender. I klostret på Möðruvellir i Hörgárdalur på Nordisland havde man også verdslige skrifter, som fx Skjoldungernes saga, Vølsungernes saga og Rolf krakes saga; såkaldte ‘norrøne bøger’, var almindelige i klostrenes og kirkernes biblioteker.

I bispesædernes biblioteker havde man de vigtigste ritualbøger og de vigtigste værker inden for teologi og kirkelov af kendte lærdomsforfattere, så som pave Gregorius og Thomas Aquinas. I begyndelsen af det 1500tallet ejede bispesædet Hólar godt 300 bøger, og, da den gennemsnitlige pris for et pergamenthåndskrift i middelalderen svarede til en halv ko, er det klart, at det har været en overordentlig kostbar samling.

Bøger i håndskriftsboksen hos Den Arnamagnæanske Samling i København. Fotografi: Suzanne Reitz.

Om pergamenthåndskrifternes liv efter reformationen
Et stykke tid efter reformationen kom en del af klostrenes biblioteker i Brynjólfur Sveinssons (1605–1675) eje; han var biskop på Skálholt og antikvar, og han ejede den største samling af islandske bøger i det 17. århundrede. Brynjólfur Sveinsson mente, at islandske pergamenthåndskrifter var bedst opbevaret i København i kongens bibliotek; dér havde man bedre forhold at opbevare bøgerne under, og man kunne arbejde med udgivelsen af dem. Han sendte både sin konge og antikvarer i Danmark islandske pergamenthåndskrifter som gave.

I renæssancen i Europa kom mange håndskrifter til Danmark og Sverige. Den overhovedet mest betydningsfulde håndskriftsamler var Árni Magnússon, der opledte hver eneste lille rem af et håndskrift om islandsk stof, men han kærede sig ikke meget om latinske håndskrifter, han brugte ligefrem sådanne til bogbind. Árni Magnússon fik i hvert fald fat i nogle håndskrifter, der tidligere havde været i Brynjólfur Sveinssons eje. Efter biskoppens død blev biblioteket blev spredt for alle vinde.

Antallet af bevarede middalderhåndskrifter
Helt fra vedtagelsen af kristendommen fandtes der latinske bøger i landet; skrivning på modersmålet mener man først begyndte omkring 1100 og de ældste håndskrifter er dateret til omkring 1150. Man regner på Island middelalderens slutning for at være sammenfaldende med reformationen 1550. Således dækker middelalderhåndskrifternes tid fire århundreder. Fra det tidsrum har vi omkring 750 pergamenthåndskrifter eller fragmenter. Man skrev imidlertid på skin helt frem til efter 1600, og det samlede antal af bevarede pergamenthåndskrifter er således større, ialt godt 1.000. Middelalderværkerne er dog også bevaret i papirhåndskrifter fra det 17. århundrede, idet pergamenthåndskrifterne, som dannede forlæg, siden er gået tabt, helt eller delvist. Det ser ud til, at overhovedet alle de pergamenthåndskrifter, som håndskriftsamlerne ikke fik fat i og tog med sig ud af landet i løbet af 1600tallet – og som vi kender til –, er gået tabt.

Datering af middelalderhåndskrifter
De færreste middelalderværker er forsynet med forfatternavn. De forfattere, man dog kender navne på, er enten munke, præster eller høvdinge. Kun få pergamenthåndskrifter er bevaret i deres helhed; de fleste er mere eller mindre mangelfulde, mens der af nogle kun findes et eller ganske få blade (eller dele af blade). De gamle bogbind har vi i det hele taget ikke meget af. Håndskrifterne indeholder også kun sjældent datering, navnet på skriveren eller en stedsangivelse, således at dateringen af dem ofte må bygge på en undersøgelse af deres skrift (palæografisk undersøgelse) og ortografi. Diplomer og andre daterede dokumenter er særlig vigtige som sammenligningsmateriale ved sådanne undersøgelser, fordi vi oftere kan både datere dem med sikkerhed og sætte dem i forbindelse med kendte folk. Gennem undersøgelser af håndskrifter eller hele grupper af håndskrifter kan man somme tider også henføre håndskrifterne til forskellige geografiske lokaliteter, få et klarere billede af de kulturmæssige omgivelser, håndskriftet blev til i, samtidig med at man kan få en idé om, hvilke genrer de folk, der producerede bøger, havde interesse i.

Rímur-håndskriftet Staðarhólsbók (AM 604 4to), ligeså tykt som en hånd er bred. Det var uindbundet, da det kom til Árni Magnússon og blev siden indbundet i otte hæfter, som man betegner med bogstaverne a–h. En efterligning af bogen viser, hvordan den sandsynligvis har set ud, dengang den var hel.

Er dateringen af håndskrifterne overhovedet vigtig?
De ældste, bevarede levn af tekster er vigtige for litteraturhistorien, for dem, som vil vide noget om værkernes kronologi og indbyrdes forbindelser, sammenhængen mellem tekster, undersøge periodens idéhistorie eller den litterære udvikling over tid. Dateringen af de ældste håndskrifter eller håndskriftfragmenter udgør en såkaldt øvre tidsgrænse, terminus ante quem, for en given tekst og er således det ældste, utvivlsomme vidnesbyrd i dens historie. Der findes eksempler på, at en tekst har været fejldateret, når man ikke har kendt til eller taget hensyn til de ældste håndskrifters alder. Datering af håndskrifter er også vigtig for den historiske sprogforskning, da håndskrifterne ofte er de vigtigste vidnesbyrd om sprogændringer og i det hele taget sprogets udvikling.

Hvordan daterer man et håndskrift?
Da nu dateringen af håndskrifter er fuldstændig grundlæggende for kendskabet til middelalderens skriftkultur og meget vigtig for undersøgelser inden for mange andre videnskaber, gør man meget ud af at datere håndskrifterne på en eller anden måde. Det er overordentligt sjældent, at der findes samtidige kilder, der kan fortælle om et håndskrifts tilblivelse, som fx Fortalen til Flatøbogen eller det encyklopædiske skrift, som findes i AM 194 8vo. I det sidstnævnte giver skriveren en datering: “Og dette blev skrevet, da der efter fødslen hertil [d.v.s., Vor Herres] 1387 vintre; det var den første vinter i den 17. månealder.” Hans navn og en stedsangivelse fremgår også: “Præsten Ólafur Ormsson skrev dette i den lille stue på Geirraðareyri og han ejer hele bogen, med mindre han har givet mig til nogen uden at vide det. Lov derfor at læse mig og pas på mig – og stjæl mig ikke.”

Undersøgelser af skriverhænder
Undertiden kan man datere et håndskrift ud fra henvisninger i håndskriftet, som fx i Skarðsbók af Jónsbók-loven (AM 350 fol) fra 1363. Hvert eneste håndskrift, vi kan datere med nogenlunde sikkerhed, er en vigtig vejviser ved dateringen af andre håndskrifter fra samme periode. Skriverhænder fra Flatøbogen og fra Skarðsbók af Jónsbók har man fx fundet i andre, bevarede håndskrifter, som man med større sandsynlighed har kunnet datere. Undersøgelser af denne slags har også kunnet kaste lys over arbejdet ved de litterære centre, hvor man skrev eller sammenskrev tekster og bøger med meget forskelligt indehold, både gejstlige og verdslige tekster.

Hvem førte pennen og hvornår?
Som oftest bygger dateringer af håndskrifterne på palæografiske studier og studier af ortografien. Ved sådanne undersøgelser tager man hensyn til, hvorledes skriften har udviklet sig og de sprogændringer, som viser sig i den foranderlige ortografi, skriverne benyttede, ud fra det almene kendskab til sprogudvilkingen på Island. I det samlede regnestykke medtager man også ubekendte faktorer, så som skriverens alder og hvor han var fra i landet, da en ældre og mere erfaren skriver formentlig ville bruge ældre bogstavformer og/eller et ældre sprogtrin end hans yngre kollega; sprogændringer dukkede op på forskellige tidspunkter i de forskellige dele af landet og udbredte sig med forskellig hastighed. Derfor kan man ikke datere nærmere end til inden for 50 år. D.v.s. at håndskrifter, der dateres til omkring 1200 kan have ligget på skriveres pult på et eller andet tidspunkt i tidsrummet fra 1175 til 1225.