Håndskrifternes datering og indhold

‘Religiøse tydninger’: Beretninger fra bibelen og religiøse skrifter blev oversatte og udlagt. Billederne havde til funktion at gengive fortællingerne eller forklare dem. Billedrække, der illustrerer en del af skabelsesberetningen. Fra: Den Islandske Tegnebog, AM 673 a III 4to (fra 1330–1500).

Den første litterære tid
Ligesom så mange andre steder i Europa opnåede den kristne skriftkultur hurtigt fodfæste på Island; og man nedskrev ikke blot Guds ord men også meget andet. Skrevne kilder og bevarede håndskrifter – ved deres alder og de tekster, de indeholder – viser, hvorledes litteraturen benyttedes på mange af samfundets områder. I Islændingebogen af Ari den Frode fra begyndelsen af det 1100tallet, fortælles om nedskrivningen af landets lov i vinteren 1117–1118; dette er den ældste kilde til nedskrivning af mundtlig overlevering af islandsk viden.

Med nedskrivningen af landets love blev den viden, som lovsigemanden – der indtog det mundtlige samfunds højeste embede – besad samt magten til at træffe afgørelser om lovbestemmelsernes rimelighed, givet til dem, som kunne læse. Man regner ofte denne nedskrivning af loven for skriftkulturens indtræden på den islandske skueplads; det er imidlertid sandsynligt, at boglærde islændinge allerede tidligere benyttede blæk og pergament, fx ved udfærdigelsen af tiendeloven i 1096/1097, selvom der ikke findes nogen kilder til det.

Den første grammatiske afhandling
Omkring midten af 1100tallet udarbejdede en ukendt islænding – som bliver kaldt for Den Første Grammatiker – en lærd sproglig afhandling, der selvfølgelig er en helt særlig kilde til den tids sprog, navnlig lydsystemet, og den litterære aktivitet i den første tid. Af afhandlingen fremgår ligeledes, hvad man nedskrev i bøger i andre lande: “I de fleste lande optegner man enten de mærkelige begivenheder, som er foregåede der i landet, eller hvad andet man ansér for mest mindeværdigt, omend det har tildraget sig andensteds; eller man optegner sine love, hvert folk på sit sprog.” (Den første og anden grammatiske afhandling i Snorres Edda, 1886, (udg.) Verner Dahlerup & Finnur Jónsson, København (STUAGNL, 16), s. 19). Love, analler og krønikker over vigtige begivenheder, var typisk de ting, som først blev nedskrevet på modersmålet i Europa.

Lov: Fristattidens lov, der kaldes Grágás, gjaldt 930–1263. Det ene hovedhåndskrift af loven, Codex Regius af Grágás (GKS 1157 fol) fra omkr. 1250.

Et islandske alfabet og skrivning på islandsk
Den Første Grammatiker gav islændingene et alfabet og dannede forskellige særtegn, så man kunne betegne alle sprogets lyd i skrift. Et forbillede fandt han i det engelske alfabet, i England var kristendommen allerede gammel og man havde ligeledes en blomstrende modersmålslitteratur dér. Den Første Grammatiker påtog sig arbejdet, fordi han anså det for nødvendigt, nu da skrivning på modersmålet – ‘dansk tunge’ – var blevet almindelig: “for at det kan blive lettere at skrive og læse, som det nu er almindeligt også her i landet, både love og genealogier eller religiøse tydninger eller også de lærde historiske værker, som Are Torgilssön har forfattet med stor skarpsindighed.” (Den første og anden grammatiske afhandling i Snorres Edda, 1886, s. 20 f.)

Disse ord er berømte og er et vigtigt vidnesbyrd om, hvilke tekster, der blev skrevet på Island på Den Første Grammatikers tid. Nogle af de særtegn, han foreslog, blev brugt, idet der dog ikke findes nogen tekster, der i alle deltaljer følger afhandlingens forslag.

Religiøse tydninger
Kirkens sprog var latin og alle messebøger var således på latin. Fra disse bøger lærde de kommende præster gudstjenestens ordning; men til at udbrede og forklare den kristne tro var man nødt til at benytte sig af et sprog, som landsfolket forstod. ‘Religiøse tydninger’ omfatter de tekster, som først blev skrevet på islandsk: oversatte fortolkninger af bibelens fortællinger og legender, der viste helgenernes trosstyrke. Blandt de ældste, bevarede håndskriftstumper er et fragment af en homiliebog, AM 237 a fol, fra omkr. 1150. Homilier er prædikener indeholdende en udlægning af teksten, som præsterne foredragede for deres menigheder.

‘Religiøse tydninger’ kan man inddele i to grupper: på den ene side fortællinger, på den anden side skrifter, der omhandler teologi og moral. Den gamle betydning af ordet ‘tydning’ er ‘forklaring’ eller ‘fortolkning’ af tekster, og mange anser det for sandsynligt, at Den Første Grammatiker ved brugen af ordet netop henviser til forklaringen og fortolkningen af Skriften, der blev læst eller foredraget under mission og gudstjeneste. Oversættelser af fortællinger – særlig legender,  der blev benyttet til at overlevere læsere og lyttere den kristne tankeverden – blev også skrevet ned tidligt.

Genealogi: I Landnámabók opregnes genealogier, som også optræder mange andre steder, fx i islændingesagaerne og samtidssagerne. Man har overleveret viden om folks slægtskab fra før landnammet, sandsynligvis i forbindelse med ejendomsret og ret til embeder. Den ældste, bevarede tekst af Landnámabók findes i Hauksbók (AM 371 4to) fra første halvdel af 1300tallet.

Love og genealogier
Det ældste, bevarede fragment af Grágás-loven er dateret til lige efter midten af 1100tallet. Den Første Grammatikers ord om, at man noget forinden havde nedskrevet love, støttes som allerede nævnt af beretningen i Islændingebogen – der er et eksempel på Ari den Frodes “skarpsindige historiske værker.” Islændingebogen findes kun i papirafskrifter fra det 17. århundrede, og den er det eneste skrift, som kan tilskrives Ari med sikkerhed. Sandsynligvis har Ari også skrevet om Islands landnam, i stil med, hvad vi kender fra Landnámabók. I Landnámabók – og mange andre steder i de middelalderlige skrifter – findes der genealogier af forskellig slags, for islandske slægter (for høvdinge, præste og biskopper) og udenlandske konger, men der er ikke bevaret selvstændige genealogier fra den ældste tid.

Genealogier var af både praktisk og samfundsmæssig vigtighed, fx hvad angik ejerskab og adgang til høje embeder, men også i forbindelse med hævnpligt, forsørgelsespligt og til at afgøre, om et ægteskab mellem to personer var lovligt – idet ægteskab var forbudt mellem to personer, der var i familie ind til femte led. Slægtsforbindelserne kaster ofte også lys over indgåelse af forbund og konflikterne i nogle fortællinger, fx i islændingesagerne og i Sturlunga saga.

Lærde værker
Historiske fortællinger eller nationers historie af den type, som præsten Ari den Frode optegnede i Islændingebogen, blev almindeligvis skrevet på latin i andre lande. Den Første Grammatikers værk er et andet eksempel på lærd aktivitet omkring midten af 1100tallet; værket udspringer af den vestlige lærdomstradition og hører under sprogvidenskaben, grammatica, som var en del af den traditionelle latinundervisning. Den slags skrifter blev derfor først og fremmest skrevet på latin, kirkens og de lærdes sprog. Ari den Frode og Den Første Grammatiker skrev deres værker på deres modersmål, og disse værker må således være tiltænkt landets øverste klasse, de gejstlige og høvdingerne. Allerede i 1100tallet synes islændingene at skrive mere af lærd litteratur på modersmålet, end man gjorde nogen andre steder i Europa, og det må således først og fremmest have været for sig selv og deres fæller inden for det vestnordiske sprogområde fremfor kontinentets lærde.

Hvad gemmer håndskrifterne på?
De ældste, bevarede håndskrifter eller fragmenter dateres til omkring midten af eller sidste halvdel af det 1100tallet. Deres indhold er meget forskelligartet. Skønt de fleste indeholder udenlandske, kristelige tekster – homilietekster og andet teologisk stof – så findes der også fragmenter af love og lærd litteratur. I alt har vi rester af omkr. 25 værker, skrevet med godt 30 forskellige hænder. De ældste fragmenter af fristatsloven, Grágás, er fra 1150–1175 og 1200–1225 (AM 315 d og c fol), og fra samme tid stammer de ældste indførsler i to dokumenter over kirkegods og -inventar (måldage), fra kirken i Reykjaholt (Reykholt) og Þingeyrar-klostret (Reykjaholtsmáldagi og AM 279 a 4to).

Værker om astronomi, solens gang, månens faser, beregning af månedskifte og årtidernes gang blev tidligt oversat. Den ældste tekst, der omhandler tidsregning og lignende emner, er en afhandling derom i den fjerde og ældste del af GKS 1812 4to fra omkr. 1180. Man kan derfor sige, at de bevarede håndskrifter på bedste vis understøtter Den Første Grammatikers beskrivelse af modersmålslitteraturen omkr. midten af 1100tallet.

Lærd litteratur: Ari den Frode nedfældede sine historiske værker i 1100tallet, og skrifter om årsberegning samt grammatiske, astronomiske, historiske og biologiske skrifter blev tidligt oversat til modersmålet. En elefant fra det naturvidenskabelige skrift Physiologus i AM 673 a II 4to fra omkr. 1200.

Kristne begreber i oversættelserne
De latinske skrifter oversattes ikke kun til folkesproget i Norden; tværtimod oversatte man mange steder i Europa forskellige skrifter til sit eget sprog, bl.a. til oldsaksisk, oldengelsk og oldfransk. Da man tog fat på at tilpasse de nordiske sprog til den kristne tankeverden og det kristne ordforråd, så man bl.a. til sakserne og angelsakserne, der på det tidspunkt havde været kristne i nogle århundreder. Det var naturligt, da nordboerne havde et betydeligt samkvem med disse to folkegrupper. I oldengelsk og oldsaksisk fandt man et ordforråd, der var nemt at tilpasse nordisk, fx ‘præst’, ‘munk’, ‘nonne’, ‘engel’ og ‘synd’. Også udsagnsordene ‘læse’ og ‘skrive’ er lån fra saksisk (jf. med ty. ‘lesen’, ‘schreiben’), mens de oldnordiske ord ‘ráða’ (‘råde’) og ‘rita’ (‘skrive’) er lån fra oldengelsk (jf. eng. ‘read’, ‘write’).

Oversætterne arbejdede både med tekstens ordforråd og med dens tankeverden for at kunne overføre den til modtagerne, og de dannede af latinen nye ord for mange moralske, teologiske og filosofiske begreber. Gamle ord fik ny betydning og nye ord blev dannet fra grunden af. De forskellige forsøg levede ikke alle lige længe. De bevarede oversættelser er vidnesbyrd om, at der i landet fandtes folk, som havde tilegnet sig en ny måde at tænke på og benyttede deres eget sprog til at udtrykke den på, hvorved sproget blev beriget med nye begreber.

Lærd litteratur i folkelig stil
Nogle af oversættelserne hører til den folkelige faglitteratur eller den folkelige bearbejdelse af lærde værker, tiltænkt dem, der ikke kunne latin. Disse værker formidler kendskab til fremmede kulturkredse. Mange af middelalderens latinske skrifter blev oversat til de forskellige folkesprog i Vesten, fx findes der forskellige oldengelske og oldfranske oversættelser af de samme værker, som også findes bevaret på Island.