Datering af håndskrifter fra perioden 1150–1250 og deres indhold

Ásmundur Sveinssons skulptur af Sæmundur den Frode på sælen foran Islands Universitets hovedbygning.

Uden hjemmel i de bevarede håndskrifter
Der har sikkert været bøger på Island i de omtr. 150 år, der gik fra vedtagelsen af kristendommen på altinget og ind til den tid, de ældste, bevarede håndskriftfragmenter skriver sig fra. Fra begyndelsen havde man brug for skrevne tekster ved alt kirkeligt arbejde, på latin og på islandsk, originale værker og oversatte. Bispesæderne blev grundlagt og organiserede i denne tid – Skálholt i syd fra 1056 og Hólar i nord fra 1106 –, tiendeloven og kristenretten blev vedtagne og klostre blev grundlagt, og skriftsproget må have været en del heraf.

Þingeyrar-klostret på Nordvestisland blev grundlagt 1112 af Hólabiskoppen, Jón Ögmundarson, men blev først officielt inviet i 1133. I 1100tallet blev der grundlagt mindst syv klostre på Island, hvoraf de fem fungerede helt frem til reformationen. I flere af dem foregik en ganske omfangsrig bogproduktion og sagaskrivning, på Þingeyrar allerede fra omkring 1200. Omtrent samtidig ophævede den islandske kirke to af sine afdøde biskopper til landets første helgener, Þorlákur Þórhallsson den hellige og Jón Ögmundarson den hellige, og i forbindelse dermed blev der skrevet legender om dem, udarbejdet messer og samlinger med deres mirakler (jærtegn) – både på latin og på islandsk.

Islændingenes latinkunskaber og videnskabelige arbejder
Det er ikke meget, vi ved om islændingenes latinkunskaber i den første tid, ligesom vi heller ikke ved meget om, hvilke latinske tekster, der da fandtes i landet. Oversættelser af forskellige værker er dog bevaret, og vi ved, at originale værker desuden er blevet skrevet på latin, omend de så godt som alle er gået tabt. Latinundervisningen forbindes ofte med Sæmundur Sigfússon den Frode (1056–1133), der var en af de lærdeste folk på sin tid. Han var gode og præst på Oddi på Rangárvellir på Sydisland, hvor han drev skole, og han var endvidere medvirkende ved vedtagelsen af tiendeloven og kristenretten. Sæmundur den Frodes skriftlige produktion, der formentlig har været på latin og den første af sin slags af en islandsk forfatter, er desværre ikke bevaret.

Sæmundur den Frode skrev historiske værker, bl.a. om de norske konger, og hans skriftlige produktion dannede forbillede for andre videnskabelige skrifter og senere værker henviser til dem, fx i munken Oddurs Olav Tryggvasons saga og i Landnámabók. Ari den Frode skrev sin Islændingebog bl.a. på Sæmundur den Frodes opdrag, og lod Sæmundur og biskopperne se værket og kommentere det før dets endelige afslutning engang i årene 1122–1133. Ari den Frode fjernede efter disse lærde herrers kritik genealogier og ‘kongers liv’ (der – må det bemærkes – kan her være tale om blot angivelse af navn og regeringstid), som formentlig har været noget af det første, der har været skrevet om nordiske konger på norrønt. Man regner med at Ari den Frode var den første, der skrev lærde skrifter på modersmålet, jf. Den Første Grammatikers ord i sin afhandling fra omkring midten af 1100tallet.

Kilder og håndskriftsoverlevering
Der findes dog forskellige kilder, der kan kaste lys over den 150 års periode, hvorfra vi ikke har bevarede bøger eller dokumenter; nogle beretninger beskriver tiden før landnamet, og arkæologiske fund kan ofte være en vigtig brik til forståelsen af, hvad der skete i disse første år. Bevarede middelalderværker regnes så godt som alle som ældre, end de håndskrifter, de er bevaret i, men den tidsmæssige afstand mellem håndskrifterne og tiden for værkernes tilblivelse kan være meget forskellig. Det er svært at afgøre, hvilke ændringer et værk har undergået i løbet af overleveringen; nogle værker findes overleveret i forskellige redaktioner, som måske endda findes i håndskrifter, der er omtrent lige gamle. Oldskrifter og sagaers kildeværdi har været – og bliver endnu – vurderet meget forskellig i forskningen, bl.a. på baggrund af deres indhold, formål og overlevering; men kildernes værdsættelse følger samtidig de synspunkter, som lærde og forskere har til enhver tid.

De ældste, bevarede islandske håndskriftfragmenter indeholder bl.a. religiøse skrifter, navnlig homilier eller prædikener med tekstudlægninger, som præsterne læste op for deres meningheder. AM 237 a fol, fra omkring 1150 med karolingerskrift.

De ældste, bevarede tekster fra omkr. 1150–1200
Fragmenter med nogle oversatte legender er blandt de ældste rester af håndskrifter, der er bevaret i dag, fx om den hellige Placitus fra 1150–1200 (AM 655 IX 4to), som vi også har bevaret en stor drape (drápa, et lovkvad) om i et fragment fra 1175–1225 (AM 673 b 4to), i hvilket legenden iklædes skjaldedigtningens billedsprog og form, som man ellers brugte til at prise konger og andre af samfundets højtstående folk. Det fragment af Nikulás saga erkibiskups, der findes i AM 655 III 4to, regnes for at være ligeså gammelt som Placitusdrapen.

Teologisk- og moralsk-opbyggelige skrifter
Den ældste oversættelse af det teologisk-filosofiske skrift, Elucidarius (eller Lucidarius), findes i AM 674 a 4to (‘Bókin dýra’, ‘Den dyre Bog’), der dateres til 1150–1200. To fragmenter af forskellige oversættelser af Physiologus (‘Naturvidenskabsmanden’) dateres til omkring 1200 (AM 673 a I og II 4to). Begge værkerne blev oversat til flere sprog over det meste af Europa, bl.a. som pensum for kommende præster. Physiologus indeholder illustrerede beskrivelser af forskellige dyr, og for hvert enkelt angives dets moralske betydning. Skriftet har påvirket den europæiske middelalders brug af allegorier i kunst, litteratur og i bestarierne. Det ene fragment af Physiologus (II) er bevaret sammen med Den Islandske Tegnebog (AM 673 a III 4to) og billeder, både fra Physiologus og fra Den Islandske Tegnebog, er blevet brugt som forbilleder af kunstnere helt frem til det 17. århundrede.

Eksempler på historieskrivning på modersmålet
Fra tiden 1175–1225 har vi de ældste fragmenter af Veraldarsaga, en verdenshistorie (i AM 655 VII og VIII 4to) bygget på udenlandske kilder; den er et af de ældste originale historiske skrifter på islandsk. I en verdenshistorie opridses verdens historie i kronologisk rækkefølge, ofte inddelt i seks verdensaldre ligesom skabelsens seks dage, undertiden dog inddelt i syv eller otte aldre. Rómverjasaga, Romernes historie, er formentlig fra sidste del af 1100tallet, sammensat af oversættelser af klassiske værker, der blev brugt som skolebøger på Island. Det ældste håndskrift er imidlertid først fra 1325–1340, og dateringen af skriftet – der findes i to redaktioner – er fastslået på andre måder end ved hjælp af tekstens overlevering.

Et fragment af et skrift om tidsregning i den ældste del af GKS 1812 4to (IV), der er dateret til lige omkring 1200.

Forbindelse til europæisk lærdomstradition
Kirkens arbejde bestod bl.a. i at grundfæste sin lære. I 1000- og 1100tallet studerede islandske høvdingesønner ved udenlandske skoler, og vi ved, at islandske mænd og kvinder drog sydpå på pilgrimsrejser, endda helt til Rom eller Jerusalem, og de tog nye idéer og kulturstrømme med sig hjem igen. Pilgrimme opholdt sig ofte i klostre og havde således mulighed for at lære vigtige værker eller nye teorier at kende og de kunne udveksle nyheder med klosterbeboerne eller andre pilgrimme. Abbed Nikulás Bergssons Leiðarvísir (‘Vejviser’) fra omkr. 1150 er den eneste bevarede beskrivelse af en pilgrimsrejse på islandsk; den findes i et encyklopædisk skrift fra 1387 i AM 194 8vo.

Ud fra de bevarede håndskrifter og fragmenter kan vi se, at der efter midten af 1100tallet findes en forbindelse mellem den islandske skriftkultur og de samtidige hovedstrømninger i den vestlige tænkning. Det vidner oversatte tekster, som fx Elucidarius og Physiologus, om. De tidligste spor af islandsk historieskrivning er også overleveret fra denne periode; indhold og metode søgte man i den europæiske lærdomstradition, men selve værkerne blev skrevet på islandsk.

Håndskrifternes indhold frem til 1250
Bevarede håndskrifter og fragmenter fra omkring 1200 frem til midten af århundredet adskiller sig indholdsmæssigt ikke fra den ældste periodes skrifter; således har vi homilier, legender, love og skrifter om komputistik; men i dette tidsrum ser vi ligeledes de første eksempler på apostelsagaer (AM 655 XII-XIII og AM 645 4to), værker som Maríu saga (AM 655 II og XIX 4to) samt Niðurstigningarsaga (AM 645 4to). Gregorius’ dialoger og hans homilier findes i et fragmentarisk håndskrift sammen med benediktinerreglens ophavsmand, Benedikt fra Nursia’s vita, AM 677 4to fra begyndelsen af 1200tallet. Fra denne tid finder vi også de tidligste spor af legender om islandske biskopper og beretninger om nordiske konger.

En skjald fremfører sit digt for kongen. Et værk af Steinþór Sigurðsson på Árni Magnússon-instituttets håndskriftudstilling i Kulturhuset i 2002–2013. Udstillingen blev udarbejdet af Gísli Sigurðsson og Steinþór Sigurðsson.

Sagaer om biskopper og nordiske konger

AM 644 4to omfatter resterne af to bøger fra omkr. 1220 og 1225–1250 og er den ældste legendesamling på et nordisk sprog. I den ældre del findes den ældste redaktion af Den hellige Þorlákur Þórhallssons jærtegnsbog (1133–1193). Biskop Þorlákur sad i Skálholt, og han blev den første islandske helgen. Hans bene blev optagne i juli 1198 og på altinget den følgende sommer læste man de første mirakler op og hans hellighed blev stadfæstet ved lov. Omtrent samtidig begyndte man at skrive Þorlákurs vita – på latin og islandsk – følgende kirkens legendetradition. I katolsk tid blev over 50 kirker viet til den hellige Þorlákur Þórhallsson.

De ældste, bevarede fragmenter med sagaer om de norske konger dateres også til denne tid ligesom det ældste diplom, AM Dipl. Fasc. LVX nr. 1. Den ældste saga om Olav Haraldsson den hellige, der dog snarere er et helgenvita fremfor egl. historieskrivning, er skrevet omkring 1190 og findes bevaret i fragmentet NRA 52 fra 1220–1230, der nu opbevares i Norge, men sandsynligvis er skrevet på Island. Kong Olavs jærtegn, muligvis stammende fra en anden redaktion af sagaen, findes i AM 325 IV α 4to fra 1225–1250. Ágrip (‘Udtog’) af de norske kongers sagaer, som findes i AM 325 II 4to fra 1200–1249, er et mere verdsligt skrift. Man mener, der er skrevet af en nordmand omkring 1190. Det eneste bevarede håndskrift med værket er imidlertid islandsk. Ágrip er et oversigtsværk dækkende tiden 850–1177, og, som det senere er meget almindeligt i kongesagaerne, så indeholder det enkelte skjaldedigte. Skjaldedigte var oprindeligt hofskjaldenes lovprisningsdigte, hvori de omtalte deres kongers bedrifter og livsbane; vi har skjaldedigte helt tilbage fra 800tallet overvejende overleveret i de historiske skrifter.

Nordiske oprindelsessagn
Nordboerne begyndte at nedskrive deres oprindelsessagn i begyndelsen af 1100tallet og de forbandt dermed deres respektive lande med middelalderens kristne historieskrivning. Ved at føre kongernes slægt tilbage til Noa eller Adam forankrede man sikkert folkets ophav inden for rammerne af det kristne verdensbillede. Sæmundur den Frode regnes ofte for den første, der skrev kongesagaer på latin og Ari den Frode på islandsk, omend hans ‘kongers liv’ ligesom Sæmundur den Frodes ikke er bevaret. Eiríkur Oddssons  Hryggjastykki (‘Rygstykke’) fra 1150–1170 er ligeledes tabt, men er forinden blevet benyttet i flere yngre værker, fx Morkinskinna og Heimskringla, og det regnes for det første samtidige skrift om norske konger og som hjemmel henvises der i skriftet til vidner til striden om den norske kongemagt 1136–1139.

Tabte og bevarede værker på islandsk og på latin
Islændingenes historie var kort og derfor fandt man stof til historiske værker i Norge og i de vestnordiske nybygder. Værker om landnamet, den første bebyggelse, og kristendommens indførsel samt kongesagaer blev skrevet på islandsk. Nordmændene skrev også deres historie i det 1100tallet. To Norgeshistorier på latin er bevaret og to på norrønt, det nævnte Ágrip og Fagurskinna (Noregs konunga tal, ‘Opregning af Norges konger’) fra omkring 1220; Fagurskinna findes nu kun i afskrifter af det gamle pergamenthåndskrift, der brændte ved Københavns brand 1728. De latinske værker er Historia de Antiquitate Regum Norwagiensium (De ældre norske kongers historie, går ind til 1130) af munken Theodricus fra 1177–1188 og Historia Norwegiæ (Norges historie) fra 1100- eller 1200tallet. Af det sidste findes bevaret en skotsk afskrift fra omkring 1500, sandsynligvis afskrevet efter et orknøsk forlæg. I Historia Norwegiæ beskrives de lande, som nordmændene bebyggede: Orknøerne, Sheltandsøerne, Færøerne, Island og Grønland.

Omkring 1200 skrev Saxo Grammaticus (1150–1220) Danmarks historie, Gesta Danorum (Danernes bedrifter) på ærkebiskop Absalon i Lund’s opdrag. Værket dækker tiden helt fra oldtiden til 1186, idet Valdemar den Store’s (1131–1182) regeringstid levnes mest plads; Valdemar var Abselons fosterbror. På Island blev Skjoldungernes saga skrevet i årene 1180–1200 om den ældre danske kongerække ind til Gorm den Gamle (d. omkr. 959). Sagaen er ikke bevaret som selvstændigt værk, men dele af den blev optaget i senere værker. I 1600tallet udarbejdede Arngrímur Jónsson den lærde et referat på latin i Rerum Danicarum Fragmenta (Brudstykker af dansk historie), der regnes for den vigtigste kilde til indholdet af Skjoldungernes saga.