Untitled Document

Bøger som historiske billeder
Indholdet i islandske håndskrifter kan give vigtige vidnesbyrd om landnammet, Islands og Nordens historie og de forhold, folk boede under, samt de interesser de havde. Desuden kan man i håndskrifterne finde vidnesbyrd om brugen af dem, fordi brugerne har efterladt sig forskellige spor i dem, fx i form af skitser og marginalnoter, hvilket er en anden slags historie.

De fleste islandske skindbøger er meget mørke, hvilket tyder på, at man har bladet og læst meget i dem; men det fortæller tillige, at de har været opbevaret i sod- og røgfyldte omgivelser. Udenlandske middelalderhåndskrifter, der almindeligvis indeholder gejstlige tekster på latin, er oftest hvide og smukke. Det er, fordi de har været opbevaret under andre forhold, fx i rige kirkers bogsamlinger, og man har måske kun bladet og læst lidt i dem.

Håndskrifter er billeder på den tid, i hvilken de blev skabt, og deres indhold har naturligvis altid haft en eller anden værdi – ellers ville de ikke være blevet skrevet. Gejstlige bøger blev brugt ved messen, lovbøger til at bevare og tilgængeliggøre lovbestemmelser, forskellige videnskabelige ting og lærdom blev nedfældet på skind; sagaer og digte var tidens morskabslæsning og undervisningsmateriale.

Der fandtes ikke mange egentlige undervisningsbøger i middelalderen, da der heller ikke fandtes et særlig tilrettelagt undervisningsforløb. Derfor blev de bøger, der én gang fandtes, til stadighed brugt ved undervisningen i læsning og skrivning. I nogle håndskrifter kan man se spor efter, at de har været brugt på denne vis. Man markerede afsnit og bestemmelser i lovbøger, som man fandt særlig interessante eller som man skulle huske. Man kunne også understrege ord og sætninger, eller sætte kryds eller en pegende finger ved vigtige bestemmelser. Endelig kunne man skrive bemærkninger i marginen.

Håndskrifter i undervisningen
Man lærte at læse og skrive v.h.a. håndskrifterne, som marginalnoterne viser. Man kan også finde alfabetet mange steder, hvor der har været plads – ofte mellem spalterne –, hvilket viser, at en eller anden har øvet sig i at skrive, eller har fået det til at skrive efter.

Den, der skrev denne bemærkning, opfrisker sit bekendtskab med Olaf Tryggvasons saga i et håndskrift fra slutningen af det 14. århundrede, der nu er bevaret to skindblade af under nummeret AM 325 IX 2 4to:

Læsningen kunne være svær, hvis bogen var mørk eller beskidt, eller hvis den var med en ubekendt skrift.

Der er sikkert mange Jón’er, der har lært at læse v.h.a. lovbøger, da Jón er et meget almindeligt navn på Island:

Den første marginalnote står på et kongesagafragment, Perg. fol. Nr. 8 fra det 13. og 14. århundrede. Den anden står i et håndskrift med forskelligt, gejstligt indhold fra det 14. århundrede, AM 671 4to, mens marginalnoten er fra det 16. århundrede. Det kan være, at denne Jón Benediktsson har lært latin fra bogen, der indeholder mange latinske tekster. Den var i bispesædet Skálholts bibliotek, da Árni Magnússon tilegnede sig den.

Man kan i margin i mange håndskrifter finde lærerens formanende besked til eleven om at holde sig til stoffet, ellers skulle han nok få kærligheden at føle. Elever i middelalderen havde det ikke altid lige let, prygl synes at have været ganske almindeligt. En eller anden Páll, der sidder og forsøger at lære noget, bliver lovet en belønning, hvis han holder sig til lærestoffet.

Jón Narfason kan derimod ikke vente sig noget godt, hvis han ikke koncentrerer sig om lærestoffet, mens hans læremester er borte:

Selvom lærere har skrevet bemærkninger i de bevarede skindbøger, som viser, at deres elever, i tilfældene ovenfor, Páll Fúsason og Jón Narfason, har lært fra bøgerne, kan man ikke gå ud fra at de har lært at skrive samtidig med, at de har lært at læse. Læse- og skriveundervisningen foregik nemlig ikke nødvendigvis samtidig dengang. Det var almindeligere, at folk lærte at læse end at skrive. Pigerne, der nævnes i efterfølgende marginalnote, har været så heldige at lære at skrive, men den, der skriver, mener, at den ene af dem er bedst til det, som man kan se. Marginalnoten står i håndskriftet AM 249 k fol:

en betur skrifar þó Helga heldur en Guðrún

(Men Helga skriver dog bedre end Guðrún.)

Der synes ikke at være nogen tvivl om en Þorvarðurs skrivekundskaber, hvis vi skal tage denne marginalnote alvorligt:

Þorvarður skrifar illa . . .

(Þorvarður skriver dårligt)



Unge billedkunstnere har fået fat i nogle bøger og benyttet lejligheden til at øve sig på de ikke beskrevne områder på siderne. Belgsdalsbók (AM 347 fol).	Dette billede viser, at tændstikkemænd er ældre end som så. Fra Reykjabók (AM 345 fol).