Skrivernes arbejdsforhold

En skriver ved arbejdet på en side i Hamborgerbibelen.

Marginalnoter som kilder
Kilder om islandske skriveres arbejdsomgivelser og deres måde at arbejde på er sparsomme, selvom marginalnoter, navnlig fra den senere del af middelalderen, kan give en idé om deres forhold og befindende. Udenlandske kilder kan tildels udfylde hullerne i vores viden.

Man kan få et indblik i de stakkels skriveres sjæle ved at læse deres marginalnoter; nogle håndskrifter er fulde af bemærkninger, hvis skriverne har haft meget på hjerte. Præsten Ari Jónsson og hans to sønner, Tómas og Jón, der levede i det 16. århundrede på Vestfjordene, har tilsyneladende skrevet mange håndskrifter og deres skrivehænder er meget ens, så at det har været svært at skelne imellem, hvem der har skrevet hvad.

Blandt de bøger, som tilegnes dem, er rímur-håndskriftet AM 604 4to, sagahåndskriftet AM 510 4to, et håndskrift med religiøs digtning, AM 713 4to og et lille håndskrift med Margrétar saga, AM 431 12mo. Mange steder i marginerne i disse håndskrifter, navnlig i rímur-håndskriftet, formidler skriverne deres tanker. Deres beklagelser er af forskellig art, bl.a. kærlighedssorger; fx står der i to håndskrifter: Úti er það, hún unni mér (‘Det er forbi med, at hun elsker mig’). Smådigte og strofer forekommer også i marginerne, bl.a. følgende fra AM 604 4to, der beskriver pennens tilstand:

Þingeyrar-klostrets indsegl. Klostret var et center for bogfremstilling i middelalderen. Indseglet findets i håndskriftet AM 217 8vo.

Faciliteter
Skriverarbejdet var hårdt; man skulle være nøjagtig og tålmodig, udover at arbejdsomgivelserne i middelalderen var forskellige fra, hvad vi er vant til i dag. Af skræk for at ødelægge værdifulde håndskrifter var kloster-scriptorierne i Europa hverken opvarmede eller oplyste på anden vis end ved hjælp af dagslys. På Island må man dog have benyttet lys på de korteste dage, for man kunne ikke helt undlade at skrive, fx var det nødvendigt at skrive breve hele året rundt.

I scriptorierne i de europæiske klostre skulle der være fuldstændig ro, for at skriverne kunne koncentrere sig, da skrivning af tekster er præcisionsarbejde. Der måtte ikke komme nogen ind og ulejlige skriverne med ubetydelige bemærkninger, efter at arbejdet var begyndt. Skriverne arbejdede i særlige værelser eller i klostrenes fælles opholdsrum, idet det ikke var almindeligt at arbejde i enrum, selvom der muligvis har været mulighed for det.

Man ved ikke, om der har været lignende forhold i islandske klostre; samfundets ringe størrelse må have haft indlydelse på arbejdet. Sammenlignet med de europæske klostre var der forholdsvis få mennesker på de islandske.

En billedinitial fra Flatøbogen (GKS 1005 fol). Den kunne forestille en skriver med en rejsepult på ryggen på vej til at arbejde i klostret.

Professionelle skrivere, der arbejdede uden for klostrene, på bispesæderne og på storgårdene, havde utvivlsomt for størstedelen adgang til særlige scriptorier som dette. Man har dog også skrevet bøger dér, hvor der ikke var særlige scriptorier, men skrivernes arbejdsomgivelser har sikkert været bedre på steder, der umiddelbart var tiltænkt skrivearbejde.

Mørke og kulde
Det må regnes for sandsynligt, at bogfremstillingen i en eller anden grad må have været sæsonpræget, således at forår, sommer og efterår har været at foretrække til at skrive i – på de tidspunkter, hvor der var mest lys. Efterfølgende marginalnote fra rímur-håndskriftet AM 604 4to viser måske, at skumringen har betydet, at skriveren har været nødt til at afslutte arbejdet:

Islandske skrivere har undertiden haft det koldt ligesom deres kollegaer på fastlandet. Illt er að skrifa í útnyrðingi (‘Det er ikke godt at skrive i nordvestenvind’), står der i rímur-håndskriftet AM 604 4to. Forholdene har sikkert været bedre i private scriptorier i Europa end i klostrene, og det kan være, at nogle islandske scriptorier har været opvarmede og skrivernes pult været oplyst i de mørkeste korte dage.

Et gammelt sæt briller fra Islands Nationalmuseum (Þjóðminjasafn, nr. 5506)

Arbejdsskader
Forskellige fysiske handicap, så som ryg- og øjenproblemer, der kom af arbejdsforholdene, plagede skriverne, som man kan se af de mange beklagelser i slutningen af håndskrifter og i marginerne. En skriver, der levede i det 8. århundrede i Europa, pålægger brugeren af bogen at omgås den med forsigtighed og hensynsfuldhed, fordi der bag alt arbejdet ligger store lidelser:

Når man har denne beskrivelse i baghovedet, kan det ikke undre, at de fysiske handicap, som fulgte i kølvandet på skrivningen, undertiden blev brugt til at gøre bod med i klostrene i Europa.

Blindhed var en almindelig arbejdsskade hos skrivere, der da også tit skulle granske tekster i dårlig belysning. Før brillernes tid, var der mange, som tænkte over svagsynethed, som man kan se af en marginalnote i AM 604 4to: Augnaveikur er aulinn (‘Fæhovedet har en øjensygdom’), render det skriveren i pennen, der derefter påkalderer frelseren til hjælp: Jesús Máríuson, sjá þú til augna þræls þíns (‘Jesus Mariasøn, ihukom din træls øjne’).

En marginalnote i Magrétar saga-håndskriftet AM 433 a 12mo.

© LogS
Prentað af fræðsluvefnum Handritin heima