Untitled Document

Sproget fungerer ikke som kommunikationsmiddel, med mindre brugerne er nogenlunde enige om, hvordan det skal bruges. Derfor foregår ændringer i sproget ikke over natten, men det tager gerne flere år eller årtier, før de er gennemført hos alle sprogbrugere – eller at udrydde dem, som man nogle gange gør. Skriftsproget er underkastet de samme ændringer som talesproget, men er som oftest mere konservativt, fordi man er nødt til at benytte sprogenes tegnsystemer, d.v.s. retskrivningen, for at kunne være sikker på at blive forstået.

Da skriftsprogets formål ligefrem er at bevare et bestemt stof og gøre det tilgængeligt i længere tid, er det ikke underligt, at skriftsproget viser mere konservative tendenser og i det hele er mere sejlivet – d.v.s. det forekommer ikke større ændringer i tegnsystemet, der ville gøre tekster forlældet overordenlig hurtigt. Faste retskrivningsregler har imidlertid ikke været gældende på Island længere end omtr. et århundrede. Tidligere var der langt mere variation i folks måde at skrive på, og ortografien har sikkert i højere grad afspejlet, hvorledes folk talte på nedskrivningstidspunktet. Man kan derfor spore forskellige sprogændringer i retskrivningen til forskellig tid i håndskrifterne.

Retskrivningsreglerne i moderne islandsk er dannede ud fra det etymologiske synspunkt og er for så vidt en arkaisme i forhold til sproget. Skriftsproget er derfor noget forskelligt fra talesproget, fordi talesproget har ændret sig en del mere hen over århundrederne, end det fremgår af retskrivningen. Man var fx stoppet med at sige og skrive y, og sagde og skrev úng og blaunk. Efterfølgende ændrede man bevidst retskrivningen til ung og blönk, for at den bedre skulle kunne danne bro til retskrivningen i de ældste håndskrifter. Det gør det lettere for dem, som allerede kan læse islandsk, at læse de gamle skindbøger. Efter al sandsynlighed ville nutidens islændinge have svært ved at forstå talt islandsk fra det 12. århundrede, p.g.a. de mange lydændringer der er sket i sproget henover århundrederne; men læsning af tekster fra den tid kan blive noget nemmere efter en smule vejledning i deres palæografi og ortografi.

Skønt enhver skriver i en eller anden grad skrev og stavede på sin måde, var der mange fælles punkter hos de fleste skrivere frem til det 15. århundrede. Når man skal læse et håndskrift, er den første regel dog, at kun få eller ingen relger gælder alment, og derfor skal man være vågen for mulige betydninger af ordene.

Selvom der ikke var lov om retskrivningen i middelalderen på Island, var der dog en bestemt ortografi, der var almindelig til hver en tid, en ortografi som de fleste kendte til og benyttede. Derfor var det sværere at læse gamle bøger med en ukendt skrifttype og ortografi, end det var at læse nye bøger. Gamle sagaer blev derfor afskrevet med den ortografi, der var almindelig til enhver tid. Trykningen af gamle tekster med moderne islandsk retskrivning er derfor fuldt i overensstemmelse med den tradition, som har eksisteret gennem århundreder og som har givet nye generationer af læsere lettere adgang til håndskrifternes indhold.

Mere om særtegn og sammentrækninger
En af de ting som præger islandske håndskrifter er forkortelserne, som man benyttede for at gøre det hurtigere at skrive og spare på skindet. I de ældste håndskrifter er teksten ikke forkortet meget, men man bruger undertiden runer til at forkorte hele ord: Runen m betød maðr (‘mand’) og runen f betød fé (‘penge, kvæg’). Brugen af forkortelser tog til med tiden og benyttedes helt frem til det 19. århundrede, dog mest i afskrifter af gamle tekster.

Kapitæler er små ‘store bogstaver’, der bliver brugt til at betegne dobbeltmedlyd (dobbeltkonsonant), for gg skrev man G, for rr skrev man R. En prik over et bogstav havde samme betydning.

Ligaturer er to bogstaver, der var fælles om en stav for at spare plads. Bogstavet æ er et eksempel på en ligatur, der er sammensat af a og e. I gamle tekster er der mange eksempler på, at a er sammenskrevet med et andet bogstav, fx an-ligaturen, af-ligaturen, aa-ligaturen, og undertiden ser man også eksempler på or-ligaturer.

Nasalstregen er et tegn for nasalerne m og n, undertiden sammen med et eller flere andre bogstaver. Den blev sat oven over et bogstav.

Små overskrevne tegn blev sat over over et tegn for at betegne en selvlyd (vokal) + medlyd (konsonant), fx havde man tegn for -ra, -ar, -er/-ir, -re og for -us.