Håndskriftslæsning

Læst mellem linjerne i Skarðsbók postulasagna

Gamle tekster på pergament
Islandsk har ikke ændret sig så meget siden middelalderen som så mange andre sprog. Selvom skriftsproget har ændret sig med tiden, er det stadig meget nemmere for en, der taler moderne islandsk, at læse oldislandsk, end det er for en dansktalende at læse et dansksprogede middelalderdokumenter.

Når man skal læse et gammelt håndskrift, har det betydning, hvornår håndskriftet er fra, da skriften og retskrivningen kan være forskellig efter nedskrivningstiden. Alligevel kan det være godt at have nogle almindelige regler i baghovedet, når man går til læsningen.

Nogle bogstaver var anderledes end i vore dages skrift. s er fx oftest af den type, der kaldes højt s (billede 1), som ligner et trykt f, bare uden tværstreg. f ligner derimod ikke et trykt f, idet det fx går ned under linjen, og det har to tværstreger eller -buer, der er ligeså høje som de lave bogstaver på linjen (billede 1).

1. mynd	2. mynd	3. mynd	4. mynd
Her står højt s først i ordet og bagefter bliver i brugt for j. f er det næstsidste bogstav.	Det er det hyppigste forkortelsestegn for bindeordet og.	Denne sammentrækning er hyppig for ejefaldsformen (genitiv) hans, ejefald ses på s-et.	Det er en sammentrækning for hensynsfaldsformen (dativ) mönnum, to m-er med en streg over.

Særtegn, ligaturer og sammentrækninger
For at kunne læse uden problemer er man nødt til at vide lidt om skriveres brug af særtegn (d.v.s. særlige tegn skrevet over bogstaverne eller blot særligt tegn med bestemte betydninger, i det følgende undertiden også kaldt forkortelsestegn), ligaturer og sammentrækninger (d.v.s. udeladelse af orddele, markeret på særlig vis), som man brugte for at spare tid og pergament. Brugen af særtegn var forskellig fra skriver til skriver og fra periode til periode, selv om nogle tegn har en rimelig fast betydning, fx og-tegnet (billede 2), er-tegnet og ar-tegnet.

Nogle sammentrækninger var også hyppige; bogstaver med en tværstreg havde ofte en helt fast betydning, fx tværstreg gennem h for hann (da. ‘han’), hs for hans (da. ‘hans’, billede 3), tværstreg gennem k for konungr/konungur (da. ‘konge’), en vandret streg over mm for mönnum (da. ‘mænd’, hensynsfald, dativ, billede 4), m; betød með eller meðr (da. ‘med’), l’di betød landi (da. ‘land’, hensynsfald, dativ), m’lti mælti (da. ‘talte, sagde’) for at nævne nogle eksempler. I nogle håndskrifter findes der såkaldte norske særegenheder (d.v.s. ortografiske særheder, der ellers kun kendes fra norske håndskrifter), hvor man fx skrev h efter g i ord som noreghr (da. ‘Norge’) eller sagha (da. ‘saga’), og sonr blev skrevet sunr (da. ‘søn’). Når man transskriberer håndskriftstekster, opløser man særtegn og sammentrækninger, d.v.s. man skriver ordet helt ud og undertiden angiver man dét, som er forkortet i håndskriftet ved at kursivere de orddele, således at man kan se, hvad redaktøren har tilføjet.

Når man læser gamle tekster, skal man huske på, at bogstaverne kan have en anden udseende end den, vi kender, og man skal gennemskue særtegn og sammentrækningers betydning, foruden at man skal huske på, at der kun var få retskrivningsregler – forskellige fra skriver til skriver og fra periode til periode.

Særtegn og ligaturer Der er tegnet ringe omkring nogle almindelige særtegn og ligaturer, der findes i islandske håndskrifter. Tryk i en ring for at få en forklaring. Billedet er af en side i Codex Regius af Grágás (GKS 1157 fol). Tryk her for at se teksten med moderne islandsk stavemåde >> Sammentrækninger Der er tegnet ringe omkring nogle almindelige sammentrækniner, der findes i islandske håndskrifter. Tryk i en ring for at få en forklaring. Billedet er af en side i Codex Regius af Grágás (GKS 1157 fol). Tryk her for at se teksten med moderne islandsk stavemåde >>

© LogS