Codex Regius af Grágás-loven

Love: I Islændingebogen fortælles om grundlæggelsen af altinget på Þingvellir (‘Tingsletten’) i år 930 og om vedtagelsen af loven. Den ældste lov, fristatsloven, kaldes Grágás og gjaldt indtil islændingene gik under den norske konge i 1262, hvorefter de fik en ny lov i årene 1263–1264. Før den kristne bogkultur var kommet til landet, overleveredes loven mundtligt, og lovsigemanden fremsagde loven på tinge. Da skrivekunsten kom til Island, kunne man nedskrive loven på pergament og derefter læste man den op på tinge. I Grágás-teksten er bogstavrim almindeligt, og det er et indicium på, at den har været overleveret mundtligt. Billedet er fra det ene hovedhåndskrift af fristatsloven, Codex Regius af Grágás (GKS 1157 fol) fra omkr. 1250.