Et helsidesbillede fra Flatøbogen

Kernen i Flatøbogen (GKS 1005 fol), der efter al sandsynlighed er skrevet og illumineret i årene 1387–1394, er egentlig kongesagaer, selvom der også findes forskellige digte i den, fx den ældste nedskrift af en ríma, en annal, og stof, der ikke er bevaret andetsteds, som fx Grœnlendinga saga, der fortæller om opdagelsen af Vinland eller Amerika. På trods af det verdslige indhold prydes bogen af mange ornamenterede initialer og enkelte billedinitaler, der ofte slynger sig ned på den nederste margin, som man kan se på dette billede. På billedet ser man missionskongen Olaf Tryggvasons fødsel ved hans sagas begyndelse. Kong Olaf kristnede bl.a. Island.

Illuminationerne i Flatøbogen blander romansk og gotisk stil, d.v.s. de består af en blanding af stilstand og bevægelse i kropsholdningen og tøjets folder. Islændingene holdt fast i de romanske kendetegn i illuminationerne, selvom de også indoptog stiltræk fra den gotiske stil, og Flatøbogen er netop et eksempel på en sådan stilblanding. Blandt de romanske stiltræk kan man nævne fabeldyr, der dukker op overalt, bestemte bladtyper og fletværk. Man kan måske sige, at personerne ikke er så finpudsede og nette, som det er almindelig i fx det højgotiske Stjórn-håndskrift, AM 227 fol. Præsten Magnús Þórhallsson illuminerede Flatøbogen.