Skriverens arbejde

Stækkaðu myndina Stækkaðu myndina enn meira
En nonne i Stjórn-håndskriftet AM 227 fol?

Kirkesteder og hovedgårde
Man må gå ud fra at munke og nonner på Island har været beskæftiget med skrivearbejde i klostre; ligesom andre steder i Europa har skrivning af bøger og dokumenter formentlig været en hovedbeskæftigelse for mange klosterfolk. Bøger blev dog også skrevet på storgårde, for mange sønner (og muligvis døtre) af rige storbønder som ikke gik i kirkens tjeneste og blev præster, lærte at skrive og kunne derfor skrive bøger på lige fod med de gejstlige.

Forskellige omstændigheder støtter den antagelse at skrivere har arbejdet både inden for og uden for kirken. Først kan nævnes den store mængde middelalderlige bøger som er bevaret helt op til vore dage. Eftersom klostrene på Island var betydelig mindre end andre steder i Europa er det klart at der behøvedes flere skriftkyndige personer til at fremstille en sådan mængde end dem der kun arbejdede i kirkens tjeneste.

Smelltu á myndina til þess að sjá hana í fullri stærð
Stækkaðu myndina Stækkaðu myndina enn meira
En mand ved at læse et dokument i Reykjabók (AM 345 fol).

For det andet handler de bevarede middelalderlige bøger om meget andet end kirkeligt stof, og det tyder på at der har eksisteret skrivende personer som har haft interesse og vilje til at skrive den slags bøger, f. eks. norrøne gudedigte eller historier om fortidens helte, som drog i viking og blotede til hedenske guder. Kendte munke skrev dog også bøger som ikke var af religiøst indhold, særlig kongesagaer, men nogle af disse fortæller ganske vist om konger som senere blev kirkelige helgener.

Desuden har undersøgelser af skriverhænderne i diplomer og sammenligning af dem med bevarede håndskrifter bekræftet at mange storbondesønner har givet sig af med at skrive. Men på samme måde som munke kunne skrive kongesagaer og andre ikke-kirkelige værker på bestilling fra privatpersoner uden for klostrene, kunne storbondesønnerne også skrive religiøse tekster.

Smelltu á myndina til þess að sjá hana í fullri stærð
Stækkaðu myndina Stækkaðu myndina enn meira
Mænd med dokumenter i Reykjabók (AM 345 fol).

 



Professionelle skrivere
Efterhånden har der sandsynligvis udviklet sig en stand af professionelle skrivere på Island, hvad man kan slutte af de tilfælde hvor samme skriverhånd findes i mere end et håndskrift og til og med i mange håndskrifter. Dette forhold tyder på at samme skriver har tilbragt en stor del af sit arbejdsliv med at skrive, selv om det ikke udelukker at han har været beskæftiget med andre ting ved siden af. En vis uddannelse var en forudsætning for at kunne skrive bøger, men ikke alle i samfundet havde adgang til at uddanne sig. Almuen havde sjældent mulighed for at tilegne sig de relevante kundskaber eller at have skrift som levevej i middelalderen.

Velhavende privatpersoner som havde adgang til uddannelse og derfor var i besiddelse af de nødvendige kundskaber til at skrive bøger, afskrev måske hele bøger som de havde lyst til at have ved hånden eller samlede stof sammen fra forskellige håndskrifter til en enkelt bog, når de havde tid tilovers. Professionelle skrivere har uden tvivl også skrevet enkelte bøger til eget brug eller gjort slægt og venner den tjeneste at skrive populære sagaer af for dem.

Der kan være stor forskel på bøgernes udseende og kvalitet, afhængigt af hvem der havde skrevet dem og hvem de var bestemt for. Der har med andre ord været øvede skrivere som fremstillede bøger af høj kvalitet for stormænd, kirken og konger, men somme tider har mindre erfarne hænder holdt på pennen og bogen er blevet mindre veludstyret.

Til trods for at mange skrivere har været i arbejde i middelalderen var de fleste ukendte håndværkere ligesom andre der havde forbindelse med bogfremstillingen, f. eks. skindberedere og håndskriftsilluminatorer, for der var ikke tradition for at man satte sit navn på de håndskrifter man havde skrevet. Heldigvis har skrivere dog ind imellem efterladt sig spor i håndskrifter i form af marginalnoter. I ganske få tilfælde siger de at de har skrevet hele håndskriftet eller en del af det, men almindeligvis må man undersøge marginalnoter og navne og sammenligne med andre dokumenter, dvs. diplomer, for at kunne tilføje nogle skrivernavne til de allerede kendte og få et bedre billede af skrivernes kår i middelalderen.

Stækkaðu myndina Stækkaðu myndina enn meira
Skrifarar á miðöldum þurftu að glíma við ýmis vandkvæði í starfi. Skrifarinn Hildeberti og lærisveinn hans Everwinus í bók frá um 1140 sem varðveitt er í Prag. Á myndinni má sjá vinnuumhverfi skrifara á miðöldum.

Skrivernes kår
Skrivere blev ofte trætte af deres arbejde, hvad der ikke kan undre når man betænker deres arbejdsforhold. Det kunne tage lang tid at skrive en bog, undertiden nogle år, men skriverens produktivitet har hængt sammen med forskellige omstændigheder, f. eks. opdragsgivernes økonomi, om skriveren har kunnet koncentrere sig udelukkende om skrivearbejdet, hvor meget af bogens materialer eller indhold (forlæg) der forelå på forhånd, foruden skriverens almenbefindende og arbejdsforhold, for nu blot at nævne nogle få.

I marginen på håndskrifterne kan man læse skriveres klager over træthed og arbejdets udstrækning og videre lettelse over endelig at have afsluttet et vanskeligt arbejde; nogle er i elendig humør, som denne islandske skriver:


 
Leiðist mér að skrifa
(Skrivearbejdet keder mig)
 

 

Han er også utilfreds med blækket: Vont er skrif því veikt er blek (Skriften er dårlig, for blækket er svagt). Skrivere klager også over dårligt skårne penne, og nogle håber at høste løn for deres besvær, andre klager direkte over dårlig løn eller deres foresattes utaknemmelighed. En islandsk skriver viser sin utilfredshed med sin arbejdsgiver, når han klager over mangel på mad:

 

 
Illa gjörir þú við mig Dóri minn
þú gefur mér aldrei fiskinn nógan
(Du behandler mig dårligt, kære Dóri,
du giver mig aldrig nok fisk)
 

 

Man kan forestille sig at denne Dóri har indgået en slags kontrakt med skriveren om løn, ophold og måltider, som det var almindeligt blandt udenlandske skrivere.

Sandsynligvis har skriverens arbejde ofte været den dyreste post i bogfremstillingen; man kan gætte på mere end en tredjedel af de samlede udgifter. I særlig fint udstyrede bøger har man sikkert måttet betale i dyre domme for første klasses pergament og for arbejdsløn og materialer til illuminationer. I nogle tilfælde har skrivere måske måttet skaffe sig pergamentet selv og betale for det, men så har det uden tvivl været en del af kontrakten.

Til trods for vanskelige arbejdsvilkår og erhvervssygdomme af forskellig art viser kilderne at både lærde og læge skrivere i Europa betragtede deres arbejde som værende på et højere åndeligt stade end det almindelige håndværkerarbejde, som de dog ellers ofte sammenlignede det med. Klosterskriverne sloges mod djævelen selv med pen og blæk som våben, når de afskrev det guddommelige ord. Men det var ikke alene skriverne selv, der så på deres arbejde som højerestående; det ser også ud som om de, i det mindste i visse perioder, har nydt agtelse i samfundet.

 


© LogS
Prentað af fræðsluvefnum Handritin heima